Beskæftigelse, Sociale Anliggender, Arbejdsmarkedsforhold og Inklusion

FAQ - Pension

Har du allerede besøgt vores side om pensioner?

Pensioner omfattet af EU's regler

EU's regler om koordinering af de sociale sikringsordninger dækker alderspension, invalidepension og efterladtepension. De gælder i princippet for statslige pensionsordninger, men ikke for firmapensioner eller private ordninger.

For at fjerne hindringerne for den frie bevægelighed vedrørende disse supplerende pensionsordninger vedtog Det Europæiske Råd direktiv 98/49/EF om beskyttelse af supplerende pensionsrettigheder for arbejdstagere og selvstændige erhvervsdrivende, der flytter inden for Fællesskabet. Direktivet har et meget begrænset anvendelsesområde og omhandler bevarelse af rettigheder for personer, der forlader en supplerende ordning, udbetaling af pension i de forskellige EU-lande og udstationerede medarbejderes mulighed for at være tilknyttet pensionsordningen i deres hjemland på de samme vilkår, som gælder i henhold til EU's koordineringsregler for statslige ordninger.

Generelt gælder der de samme regler for pensioner til overlevende ægtefæller eller forældreløse børn som for invalide- og alderspension. Det vil sige, at efterladtepension skal udbetales uden reduktion, ændring eller afbrydelse, uanset hvor den efterladte ægtefælle er bosiddende i EU, Island, Liechtenstein, Norge eller Schweiz.

Lovpligtige førtidspensionsordninger er også omfattet af EU's nye koordineringsregler. Dette garanterer, at disse ydelser vil blive udbetalt til migranter på samme vilkår som statsborgere og også kan "eksporteres", når man bliver pensioneret i udlandet.

Princippet om sammenlægning af forsikringsperioder gælder imidlertid ikke: Det betyder, at der ikke behøver at blive taget hensyn til, hvor længe du har været forsikret, været beskæftiget eller har boet i andre lande, når disse ydelser skal udbetales.

Beregning af din pension

Hvis den periode, hvor du har været forsikret i et EU-land, Island, Liechtenstein, Norge eller Schweiz, ikke er lang nok til, at du har ret til pension dér, vil der blive taget hensyn til, hvor længe du har været forsikret eller har boet i andre lande.

Hvis du har været dækket i mindre end ét år, kan der gælde en særregel, da nogle lande ikke udbetaler pension for korte perioder: De måneder, hvor du har været forsikret eller har boet i land A, hvor du arbejdede i en kort periode, vil ikke gå tabt, men vil blive indregnet i din pension af land B, C, D osv., hvor du har arbejdet i længere tid. >> Find en kontaktinstitution i vores katalog

Du kan have ret til alderspension i ét land, når du fylder 60, mens du i et andet land måske skal vente, til du bliver 67.

Under disse omstændigheder er det vigtigt, at du på forhånd får oplysninger fra alle de lande, hvor du har arbejdet, om, hvad der vil ske, hvis du udsætter udbetalingen af din pension.

Det kan påvirke de beløb, du får udbetalt, hvis du får én pension før en anden. Kontaktinstitutionen, som normalt er den kompetente institution i det land, hvor du bor, og institutionerne i de andre lande kan rådgive dig yderligere. >> Find en kontaktinstitution i vores katalog

Din ansøgning

Du skal ansøge om pension i det land, hvor du bor, medmindre du aldrig har arbejdet der. En "kontaktinstitution", normalt en institution i det land, du bor i, vil stå for behandlingen af din pensionsansøgning.

Kontaktinstitutionen sørger for udvekslingen af oplysninger mellem de lande, der er involveret i din pensionsansøgning.

Når først kontaktinstitutionen har fået oplysninger om alle beslutninger fra de forskellige lande, vil det sende dig et sammenfattende notat af disse beslutninger (et P1-dokument).

Det sammenfattende notat, personbårent dokument "P1", giver dig et overblik over de enkelte landes beslutninger om din pension. Det indeholder oplysninger om, hvordan de forskellige institutioner har behandlet de forskellige forsikringsperioder, og du kan f.eks. se, om der er huller eller overlappende forsikringsperioder.

EU's regler giver dig ret til at klage over en national beslutning om din pension, hvis der er mistanke om, at dine rettigheder er blevet påvirket negativt af beslutninger truffet af to eller flere institutioner.

Fristen for at indgive en klage starter fra den dag, hvor du modtager det sammenfattende notat (P1-dokument). Den faktiske frist afhænger af den nationale lovgivning i det enkelte land.

Når du flytter til udlandet

EU har indgået aftaler med visse tredjelande om begrænset koordinering på socialsikringsområdet. I andre tilfælde har EU-lande og ikke-EU-lande indgået bilaterale aftaler. Du kan få mere at vide om dine rettigheder hos den kompetente institution i dit land. >> Find en kontaktinstitution i vores katalog

Dit pensionsbeløb vil blive beregnet i henhold til lovgivningen i det land, hvor du har arbejdet, på nøjagtigt samme måde som for landets egne statsborgere.

Det har ingen betydning, om du bor der, når du når pensionsalderen - du vil stadig få udbetalt din pension.

Du skal ansøge om pensionen i det land, hvor du senest har arbejdet, hvis du aldrig har arbejdet dér, hvor du bor. >> Find en kontaktinstitution i vores katalog

Din sundhedspleje

Som pensionist har du og medlemmerne af din familie ret til sundhedspleje i det land, hvor I bor, i overensstemmelse med lovgivningen dér.

Udgifterne til din sundhedspleje dækkes altid af det land, der udbetaler pensionen. >> Få mere at vide om sygedagpenge

 

 

Relaterede nyheder

Der er ingen relaterede nyheder fra de seneste 6 måneder.

Del denne side