Hvad er ESF?

Den Europæiske Socialfond (ESF) er en af EU's Strukturfonde, som har til formål at udligne forskellene i velstand og levestandard i EU's medlemslande og regioner, og at fremme økonomisk og social samhørighed.

ESF har som vigtigste opgave at fremme beskæftigelsen i EU. Den hjælper medlemslandene med at ruste Europas arbejdsstyrke og virksomheder til bedre at kunne tage de nye globale udfordringer op. Kort sagt:

• Støtten fordeles blandt medlemslande og regioner, særligt i de mindre økonomisk udviklede områder.
• Den er et nøgleelement i EU's strategi for vækst og beskæftigelse 2020, som er en målrettet indsats, der skal forbedre EU-borgernes livskvalitet gennem bedre kvalifikationer og bedre jobmuligheder.
• I perioden 2007-2013 vil der blive uddelt omkring 75 milliarder euro til EU-medlemslandene og regionerne for at nå målene.

Strategien for vækst og beskæftigelse er EU's vigtigste strategiske tiltag for at sikre Europas velstand og europæernes trivsel, i dag og i morgen. Det er i den kontekst, at den europæiske beskæftigelsesstrategi samler de 27 medlemslande i arbejdet for at forbedre Europas evne til at skabe flere gode jobs og samtidig udstyre befolkningen med de tilsvarende kvalifikationer. Strategien fungerer som retningslinie for ESF, som tildeler EU-midlerne i henhold til målsætningerne.

ESF's strategi og budget forhandles og godkendes af EU's medlemslande, Europa-Parlamentet og Kommissionen. Herudfra planlægges de syvårige operationelle programmer af medlemslandene i samarbejde med Europa-Kommissionen.

De operationelle programmer implementeres efterfølgende gennem en lang række organisationer både i den offentlige og den private sektor. Organisationerne omfatter nationale, regionale og lokale myndigheder, almene uddannelsesinstitutioner og erhvervsuddannelser, ikke-statslige organisationer (NGO'er) og den frivillige sektor, arbejdsmarkedets parter som for eksempel fagforeninger og bedriftsråd, industri- og branchesammenslutninger, samt individuelle virksomheder.

I 1951 underskrev Frankrig, Vesttyskland, Italien, Belgien, Nederlandene og Luxembourg Paris-traktaten om oprettelsen af Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab (EKSF). Med EKSF-traktaten oprettede man EKSF-fonden til omskoling og bosættelse af arbejdstagere, som blev forløberen for Den Europæiske Socialfond (ESF).

Med Rom-traktaten i 1957 blev Det Europæiske Økonomiske Fællesskab (EØF) etableret, og nu blev ESF oprettet for at forbedre beskæftigelsesmulighederne i Fællesskabet ved at fremme beskæftigelsen og øge arbejdstagernes geografiske og erhvervsmæssige mobilitet.

I de første år var ESF et middel til at ”kompensere" for tab af arbejdspladser. Fonden hjalp arbejdstagere i sektorer under omstrukturering ved at tilbyde støtte til omskoling. Fonden ydede også bistand til genbosættelse af arbejdsløse, der forlod deres hjemlige region for at søge arbejde andre steder. ESF kunne yde en bredere hjælp end EKSF-fonden, fordi den dækkede alle sektorer på nær landbruget.

I de første år havde man ikke en overordnet EU-strategi, og ESF blev brugt til at afhjælpe problemer med afsæt i nationale forhold.

Gennem 1950’erne og 1960’erne blomstrede økonomierne i Europa, og arbejdsløshed var et næsten ukendt fænomen. Italien stod dog for næsten to tredjedele af ledigheden i EØF med næsten 1,7 millioner arbejdsløse. I perioden 1955 til 1971 udvandrede helt op mod 9 millioner arbejdstagere fra det sydlige Italien for at finde arbejde enten i de norditalienske industrier eller længere væk. Derfor modtog italienerne størstedelen af den støtte, som ESF ydede til omskoling og genbosættelse. I Vesttyskland blev midler fra ESF brugt til omskoling af personer, der havde været udsat for en arbejdsulykke.

Allerede på det tidspunkt skulle ESF-støtten suppleres med national finansiering, og støtten blev kanaliseret ud i projekter drevet af den offentlige sektor. Private virksomheder deltog ikke i ESF.

I 1971 undergik ESF en reform. Støtten blev målrettet mod særlige grupper og personkategorier, og budgettet blev øget. Landmænd og landbrugsmedarbejdere, der forlod landbruget, blev støtteberettigede i 1972. I 1975 åbnede ESF også for tekstilindustrien.

Den Europæiske Fond for Regionaludvikling (EFRU) blev oprettet i 1975. Hvor EFRU fokuserede på at udvikle infrastrukturen i regioner, der sakkede bagud, koncentrerede ESF sig om at hjælpe mennesker i hele Europa med at tilegne sig nye færdigheder. De to fonde går under den samlede betegnelse ”Strukturfondene”.

Ved slutningen af 1970’erne var ungdomsarbejdsløsheden steget betydeligt, og den blev en af ESF’s hovedprioriteter. I takt med at kvinderne kom ud på arbejdsmarkedet, øgede ESF sin støtte til kvinder, der havde mistet deres arbejde, skulle ud på arbejdsmarkedet for første gang eller som skulle genintroduceres til arbejdsmarkedet efter en pause.
Man begyndte også at målrette indsatsen mod andre grupper som f.eks. handicappede og ældre arbejdstagere (fra 50 år og opefter).

I de tiltag, der var målrettet mod specifikke grupper, samarbejdede ESF ikke længere kun med den offentlige sektor. Fagforeninger, arbejdsgiverorganisationer og private virksomheder blev nu også inddraget. Det medførte væsentlige forandringer i ESF’s arbejdsform. Indtil da havde medlemsstaterne gennemført projekter og efterfølgende modtaget støtte til dækning af omkostningerne. Nu etablerede man et system til forhåndsgodkendelse. Man etablerede en proces, hvor Kommissionen og medlemsstaterne skulle opsætte fælles prioriteter i hele EU og tildele støtten til de prioriterede områder.

Nedgangen i de traditionelle industrier som stålindustri, fabriksindustri og skibsværfter kombineret med de nye teknologier, der dukkede op særligt i servicesektoren, resulterede i en høj efterspørgsel på uddannet arbejdskraft. Derfor ændrede ESF sine prioriteter over mod erhvervsuddannelse og uddannelse i brugen af de nye teknologier.

ESF-finansieringen blev målrettet mod unge, der manglede erhvervsuddannelse og erfaring og derfor havde ringe beskæftigelsesmuligheder, samt mod langtidsledige. Den blev udvidet til også at omfatte unge, der havde forladt skolesystemet tidligt. Og ESF hjalp kvinderne ind på arbejdsmarkedet.

I finansieringsperioden 1983-1988 foretog man en væsentlig ændring ved at fjerne kravet om, at omskolede personer skulle beskæftiges i et erhverv relateret til uddannelsen i mindst seks måneder efter afsluttet uddannelse. Ændringen afspejlede realiteterne på et arbejdsmarked i forandring og åbnede mulighed for, at ESF kunne tilbyde uddannelse på tværs af alle økonomiske sektorer.

I Grækenland, Portugal og Spanien var landbruget stadig den dominerende sektor, og indkomsten pr. indbygger lå væsentligt lavere end EU-gennemsnittet. I 1983 blev det besluttet, at ESF-støtten skulle kanaliseres ud i de mindst velstående regioner. I 1988 undergik ESF en reform, der skulle sikre, at fonden bedre kunne yde støtte til de regioner, der havde mest brug for den. Ved udgangen af 1980’erne blev over halvdelen af ESF-støtten tildelt til de mindst velstående regioner og lande som f.eks. Andalusien, De Kanariske Øer, Grækenland, Frankrigs oversøiske departementer, Irland, Mezzogiorno regionen i Syditalien, Nordirland og Portugal.

I 1988 gennemførte man endnu en reform af ESF. Indtil da havde ESF støttet politiske målsætninger, der i stort omfang blev fastlagt ud fra situationen i medlemsstaterne. For hvert ESF-projekt skulle medlemsstaterne indsende en ansøgning til Kommissionen, der vurderede og godkendte eller afviste ansøgningerne enkeltvis. Det indebar en stor administrativ byrde både for medlemsstaterne og Kommissionen.
Reformen indebar et skift væk fra (enkeltstående) projekter beskrevet ud fra en national kontekst over mod en flerårig programindsats på et grundlag, der blev vedtaget i partnerskab mellem medlemsstaterne og Kommissionen. I 1988 gik EU over til en mellemfristet budgetlægning (1988/89-1993) frem for de hidtidige årlige budgetter. Medlemsstaterne begyndte at udveksle strategier og beskæftigelsesdata, så ESF kunne blive en integreret del af medlemsstaternes beskæftigelsespolitik.

I kraft af reformen kunne ESF i højere grad koncentrere sin indsats om de områder, hvor behovet var størst, uanset om det var regioner eller befolkningsgrupper, og princippet om at Fællesskabsstøtten skulle suppleres af nationale aktioner blev styrket.

ESF fik også flere midler til rådighed. Mere end 2 millioner mennesker fik årligt nye erhvervsmæssige kvalifikationer eller nyt arbejde med støtte fra ESF.

Som en følge af den stigende arbejdsløshed vedtog EU i 1994 en beskæftigelsesstrategi, og Amsterdam-traktaten fastlagde rammerne for nye beskæftigelsesretningslinjer og en fælles strategi i 1997. ESF skiftede nu fokus fra ledighed til beskæftigelse, og fik fremover som mål at fastholde arbejdskraften på arbejdsmarkedet og udvikle arbejdstagernes kompetencer. Erhvervsuddannelse, jobskabelse, beskæftigelsesvejledning og rådgivning blev kernen i ESF's aktiviteter.

ESF fortsatte dog også med at uddanne unge, arbejdsløse og personer, der er udelukket fra arbejdsmarkedet. Efterhånden som Europa begyndte at mærke effekten af den aldrende befolkning, begyndte ESF i større omfang at finansiere uddannelse af ældre arbejdstagere med det formål at fastholde eller bringe dem tilbage på arbejdsmarkedet. ESF støttede også initiativer inden for ældrepleje for at give de yngre familiemedlemmer mulighed for at blive på eller vende tilbage til arbejdsmarkedet.

ESF afsatte også 5% af sit budget til finansiering af innovative ordninger, til vurdering af effekten af ESF-støttede projekter, og til at øge erfaringsudvekslingen mellem medlemsstater for at udbrede innovative ideer til hele Europa. De initiativer førte til etablering af tre overordnede Fællesskabsprogrammer:

• EUROFORM, der eksperimenterede med nye former for erhvervsuddannelse og beskæftigelse
• HORIZON, der arbejdede med erhvervsuddannelse for handicappede
• NOW (New Opportunities for Women), der skulle finde metoder til lettere at skaffe kvinderne ind på eller tilbage på arbejdsmarkedet.

Der blev etableret nye programmer målrettet mod særlige problemstillinger på arbejdsmarkedet og til fremme af tværnational udveksling af ideer og metoder:

• YOUTHSTART, der skal hjælpe unge mennesker uden kvalifikationer ud i deres første job
• INTEGRA, der hjælper særlige grupper som f.eks. enlige forsørgere, hjemløse, flygtninge, fængselsfanger og tidligere straffede ud i sikre job og bekæmper racisme og andre former for diskrimination i uddannelsessystemerne og på arbejdsmarkedet
• ADAPT, der hjælper personer til at tilpasse sig til forandringer i erhvervslivet og industrien eksempelvis gennem IT-uddannelse.

Strukturfondene fik næsten fordoblet deres midler i perioden 1994-1999 i forhold til 1988-1993. Tæt på 70% af støtten blev tildelt til de mindst velstående regioner. I 1994 blev Samhørighedsfonden oprettet sideordnet med Strukturfondene med det formål at hjælpe EU-landene med at udvikle miljø- og transportinfrastrukturprojekter.

I 2000 vedtog EU Lissabon-strategien med det formål at gøre EU til verdens mest avancerede vidensbaserede økonomi inden 2010. Blandt målsætningerne er, at beskæftigelsen i EU generelt skal op på 70% og kvindernes beskæftigelsesgrad skal op over 60%. Efterfølgende er et yderligere mål blevet tilføjet, nemlig at øge beskæftigelsen for ældre arbejdstagere til 50% inden 2010.

For at støtte Lissabon-strategien vedtog ESF følgende prioriteter for perioden 2000-2006:

• aktiv arbejdsmarkedspolitik for at nedbringe og forebygge arbejdsløshed
• lige adgang til arbejdsmarkedet for alle
• bedre uddannelse og erhvervsuddannelse under politikken for livslang læring med det formål at forbedre personernes adgang til arbejdsmarkedet, bevare deres beskæftigelsesmuligheder og fremme jobmobilitet
• en veluddannet og tilpasningsparat arbejdsstyrke med høje kompetencer og nye former for arbejdstilrettelæggelse
• iværksætterkultur og vilkår der fremmer jobskabelse.

ESF har gennemført positive tiltag til fremme af kvinders deltagelse på arbejdsmarkedet og indført metoder til integration af ligestilling i projekterne. EQUAL-initiativet blev iværksat i 2000 som et laboratorium, der skal udvikle nye metoder til afskaffelse af diskrimination og forskelsbehandling på arbejdsmarkedet og til fremme af et mere inkluderende arbejdsliv gennem bekæmpelse af diskrimination og udelukkelse på grund af køn, race eller etnisk baggrund, religion eller tro, alder eller seksuel overbevisning.

I den nuværende periode, der går fra 2007-2013, prioriterer ESF at styrke tilpasningsevnen hos arbejdstagere, virksomheder og iværksættere ved at styrke evnen til at forudsige og positivt styre økonomiske forandringer. Under den prioritet støtter ESF modernisering og styrkelse af arbejdsmarkedets institutioner, aktive arbejdsmarkedstiltag og initiativer til livslang læring, herunder også i virksomhederne.

ESF arbejder stadig på beskæftigelsesområdet med at sikre adgang til og fremme deltagelse på arbejdsmarkedet. Derudover arbejder fonden på at forebygge social udelukkelse og bekæmpe diskrimination ved at sikre, at de ”dårligt stillede arbejdstagere” har adgang til og inkluderes på arbejdsmarkedet.

Siden 2007 har ESF også arbejdet på at styrke de offentlige institutioners kapacitet til at udvikle og implementere politikker og servicetilbud. ESF støtter også partnerskaber mellem arbejdsgivere, fagforeninger, ikke-statslige organisationer og offentlige myndigheder for at fremme reformer inden for beskæftigelse og integration.
Tværnationalt samarbejde og innovation indgår som integrerede elementer i alle ESF-initiativer.

Kilde: Den Europæiske Socialfond - investering i mennesker gennem 50 år - ISBN 92-79-03354-9