Archive:Statistikker over offentlige finanser

Data fra den 22. april 2020.

Planlagt opdatering af artiklen: Juli 2021.

This Statistics Explained article has been archived on 7 December 2020.

Highlights

I EU-27 steg den offentlige gældskvote fra -0,4 % i 2018 til -0,6 % i 2019. 2018 var det laveste underskud i de tilgængelige tidsserier.

I EU-27 faldt den offentlige gæld i forhold til BNP fra 79,6 % ved udgangen af 2018 til 77,8 % ved udgangen af 2019.

Den offentlige gæld i forhold til BNP varierede fra 8,4 % i Estland til 176,6 % i Grækenland ved udgangen af 2019.

Offentlig gæld, 2018 og 2019
(konsolideret bruttogæld for den offentlige sektor, % af BNP)
Kilde: Eurostat (gov_10dd_edpt1)

Denne artikel gennemgår, hvordan væsentlige statistikker over offentlige finanser har udviklet sig i Den Europæiske Union (EU) og i euroområdet (EA-19). Den vurderer specifikt offentlige underskud, bruttogæld, samlede indtægter og samlede udgifter samt skatter og sociale bidrag, som er de vigtigste offentlige indtægtskilder.

Full article

Indledning

Statistikker over offentlige finanser danner et vigtigt grundlag for vurderingen af EU-medlemsstaternes økonomiske sundhedstilstand. Under EU's stabilitets- og vækstpagt (SVP) har medlemsstaterne givet tilsagn om at holde deres underskud og gæld under visse grænser: En medlemsstats offentlige underskud må ikke overstige 3 % af dens bruttonationalprodukt (BNP), mens dens gæld ikke må overstige 60 % af BNP. Hvis en medlemsstat ikke overholder disse grænser, udløses proceduren vedrørende uforholdsmæssigt store underskud. Den omfatter flere trin – herunder muligheden for sanktioner – som har til formål at tilskynde den pågældende medlemsstat til at iværksætte de nødvendige foranstaltninger for at afhjælpe situationen. De samme grænser for underskud og gæld anvendes også som kriterier for Den Økonomiske og Monetære Union (ØMU) og dermed for indførelse af euroen. Den seneste revision af de integrerede retningslinjer for medlemsstaternes beskæftigelsespolitikker (revideret som en del af Europa 2020-strategien for intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst) indeholder desuden retningslinjer, der skal sikre de offentlige finansers kvalitet og bæredygtighed.

I 2019 steg det offentlige underskud (nettofordringserhvervelse for den konsoliderede sektor for offentlig forvaltning og service som en andel af BNP) for både EU-27 og euroområdet (EA-19) sammenlignet med 2018. I begge områder blev der desuden konstateret et fald i den offentlige gæld i forhold til BNP.

Det offentlige overskud/underskud

I EU-27 steg den offentlige gældskvote fra -0,4 % i 2018 til -0,6 % i 2019, mens denne kvote i EA-19 også steg fra -0,5 % til -0,6 %. I 2018 blev de laveste underskud i de tilgængelige tidsserier konstateret på EU-27-niveau og i euroområdet.

16 EU-27-medlemsstater — Danmark (+3,7 %), Luxembourg (+2,2 %), Bulgarien (+2,1 %), Cypern og Nederlandene (begge +1,7 %), Grækenland (+1,5 %), Tyskland (+1,4 %), Østrig (+0,7 %), Slovenien, Malta og Sverige (alle +0,5 %), Kroatien og Irland (begge +0,4 %), Tjekkiet og Litauen (begge +0,3 %) og Portugal (+0,2 %) — registrerede offentlige overskud i 2019.

Der var 9 EU-27-medlemsstater, nemlig Letland, Estland, Polen, Finland, Slovakiet, Italien, Belgien, Ungarn og Spanien, der registrerede underskud i 2019, som var mindre end 3,0 % af BNP. 2 EU-27-medlemsstater havde underskud, der var lig med eller over 3,0 % af BNP: Frankrig (-3,0 %) og Rumænien (-4,3 %) (se graf 1).

Graf 1: Offentlig saldo, 2018 og 2019
(den offentlige sektors nettofordringserhvervelse, % af BNP)
Kilde: Eurostat (gov_10dd_edpt1)

Den offentlige saldo (i forhold til BNP) blev forbedret i 2019 i forhold til 2018 i 13 EU-27-medlemsstater samt i Det Forenede Kongerige. De største forbedringer i saldoen (på mindst 1 procentpoint af BNP) blev registreret i Cypern (+5,4 procentpoint af BNP) og i Danmark (+2,9 procentpoint af BNP). Forbedringen for Cypern i 2019 skyldes hovedsagelig, at der sammenlignes med 2018, hvor virkningen af omstruktureringen af Cyprus Cooperative Bank Ltd (CCB) – salget af de gode dele af CCB og den efterfølgende integrering af det resterende offentlige afviklingsselskab – påvirkede de offentlige regnskaber.

Cypern og Portugal gik fra at have underskud i 2018 til at have overskud i 2019, mens ingen medlemsstater gik fra at være i balance til at have overskud. Bulgarien, Danmark, Irland, Grækenland, Kroatien, Nederlandene og Østrig registrerede et større overskud i 2019 end i 2018.

Ingen medlemsstater gik fra at have offentligt overskud til at have underskud. Belgien, Spanien, Frankrig, Polen, Rumænien, Slovakiet og Finland registrerede større underskud i 2019 end i 2018. Ingen medlemsstater registrerede det samme underskud i 2019 som i 2018, mens Estland, Italien, Letland og Ungarn registrerede et lavere underskud i 2019 end i 2018.

Tabel 1: Offentlig saldo og den offentlige sektors gæld, 2016-2019
(% af BNP)
Kilde: Eurostat (gov_10dd_edpt1)

Den offentlige gæld

I EU-27 faldt den offentlige gældskvote fra 79,6 % ved udgangen af 2018 til 77,8 % ved udgangen af 2019, mens den i EA-19 faldt fra 85,8 % til 84,1 % (se graf 2).

I alt 11 EU-27-medlemsstater registrerede en gældskvote på over 60 % ved udgangen af 2019. Den højeste af disse blev registreret af Grækenland (176,6 %) efterfulgt af Italien (134,8 %), Portugal (117,7 %), Belgien (98,6 %), Frankrig (98,1 %), Cypern og Spanien (begge 95,5 %).

De laveste offentlige gældskvoter blev registreret i Estland (8,4 %) Bulgarien (20,4 %), Luxembourg (22,1 %), Tjekkiet (30,8 %), Danmark (33,2 %), Sverige (35,1 %) og Rumænien (35,2 %).

Graf 2: Offentlig gæld, 2018 og 2019
(konsolideret bruttogæld for den offentlige sektor, % af BNP)
Kilde: Eurostat (gov_10dd_edpt1)

Ved udgangen af 2019 steg den offentlige gældskvote i fire EU-27-medlemsstater sammenlignet med udgangen af 2018, mens denne kvote faldt for 21 medlemsstater, mest markant for Cypern (-5,1 procentpoint af BNP), Irland (-4,8 procentpoint af BNP), Grækenland (-4,6 procentpoint af BNP), Slovenien og Portugal (-4,3 procentpoint af BNP) og Ungarn (-3,9 procentpoint af BNP).

Gældskvoten for Italien og Frankrig forblev uændret mellem 2018 og 2019.

Stigninger i gældskvoten fra udgangen af 2018 til udgangen af 2019 blev konstateret i Litauen (2,4 procentpoint), Luxembourg (1,1 procentpoint), Rumænien (0,5 procentpoint) og Estland (0,1 procentpoint).

Offentlige indtægter og udgifter

Den offentlige sektors betydning for økonomien kan måles ud fra den offentlige sektors samlede indtægter og udgifter som procentdel af BNP. I EU-27 udgjorde den offentlige sektors samlede indtægter 46,2 % af BNP i 2019 (det samme som i 2018), og de samlede udgifter udgjorde 46,7 % af BNP (en stigning fra 46,6 % i 2018). I EA-19 udgjorde de samlede offentlige udgifter 47,1 % af BNP i 2019 (en stigning fra 47,0 % i 2018), og de samlede indtægter udgjorde 46,5 % af BNP (det samme som i 2018) – se graf 3.

Graf 3: Udvikling i samlede udgifter og samlede indtægter, 2009-2019
(% af BNP)
Kilde: Eurostat (gov_10a_main)

De samlede udgifters procentdel af BNP nåede op på 50,6 % af BNP i EU-27 i 2009 og 50,9 % af BNP i EA-19. Inden for begge områder faldt de samlede udgifter som en andel af BNP dernæst mellem 2010 og 2011, steg i 2012 og faldt derefter indtil 2018, hvorefter de steg en smule igen i 2019.

I absolutte tal steg de samlede offentlige udgifter i perioden 2011-2018 i både EU-27 og EA-19 langsommere end de samlede offentlige indtægter, hvilket medførte et fald i underskuddet. I 2019 steg udgifterne dog hurtigere end indtægterne i både EU-27 og EA-19, hvilket medførte et større underskud.

Graf 4: Udvikling i samlede udgifter og samlede indtægter, 2009-2019
(mia. EUR)
Kilde: Eurostat (gov_10a_main)

Mens de offentlige udgifter i EU-27 i alt steg med 1 148 mia. EUR fra 2009 til 2019, steg de samlede offentlige indtægter i EU-27 med 1 709 mia. EUR i samme periode. Fra 2018 til 2019 steg de offentlige udgifter dog med 217 mia. EUR, mens de offentlige indtægter steg med 195 mia. EUR. I EA-19 steg de samlede offentlige udgifter med 889 mia. EUR fra 2009 til 2019, mens indtægterne steg med 1 389 mia. EUR. Fra 2018 til 2019 steg de offentlige udgifter med 179 mia. EUR, mens de offentlige indtægter steg med 155 mia. EUR (se graf 4).

Niveauet i de offentlige indtægter og udgifter varierer betydeligt mellem EU-27-medlemsstaterne (se graf 5). I 2019 var EU-medlemsstaterne med de højeste niveauer af kombinerede offentlige udgifters og indtægters andel af BNP (over 100 %) Frankrig, Finland, Danmark og Belgien. Norge registrerede også en andel på over 100 %. I 2019 indberettede syv EU-27-medlemsstater — Irland, Rumænien, Litauen, Bulgarien, Malta, Letland og Estland — samt Det Forenede Kongerige relativt lave kombinerede andele (under 80 % af BNP).

Graf 5: Offentlige indtægter og udgifter, 2019
(% af BNP)
Kilde: Eurostat (gov_10a_main)

I hele EU-27 består de samlede offentlige indtægter primært af skatter og nettobidrag til sociale ordninger (se graf 6). I 2019 udgjorde skatter 58,1 % af de samlede indtægter i EU-27 og 56,8 % i EA-19, mens nettobidrag til sociale ordninger udgjorde 30,8 % af de samlede indtægter i EU-27 og 32,4 % i EA-19. Markedsmæssig produktion, produktion til eget brug og betalinger for anden ikke-markedsmæssig produktion ("varesalg/honorarer" og bruttoinvesteringer for egen regning) udgjorde 7,0 % af de samlede indtægter i EU-27 og 7,1 % i EA-19. Formueindkomst (hovedsagelig renter, udbytte og leje) udgjorde 1,7 % af de samlede indtægter i både EU-27 og i EA-19.

Graf 6: Sammensætning af samlede indtægter, 2019
(% af samlede indtægter)
Kilde: Eurostat (gov_10a_main)

Den relative betydning af de forskellige indtægtskategorier varierer markant mellem de enkelte EU-27-medlemsstater. Skatter udgjorde f.eks. under 50 % af de offentlige indtægter i Slovakiet, Rumænien, Tjekkiet og Slovenien i 2019, men 87,8 % af de samlede offentlige indtægter i Danmark og 80,5 % i Sverige.

Nettobidrag til sociale ordninger udgjorde i 2019 den største andel af de samlede indtægter i Tjekkiet (37,6 %), efterfulgt af Tyskland (37,2 %), Slovakiet (36,7 %) og Slovenien (36,4 %), og de laveste andele af de samlede indtægter i Danmark (1,5 %) og Sverige (6,9 % af BNP) samt i Island (8,1 % af BNP).

Den største andel af formueindkomst blev konstateret for Norge (22,2 %) (se graf 7).

Graf 7: Vigtigste komponenter i den offentlige sektors indtægter, 2019
(% af samlede indtægter)
Kilde: Eurostat (gov_10a_main)

Den største andel af de offentlige udgifter i EU-27 i 2019 vedrørte indkomstomfordelingen gennem sociale overførsler i form af kontanter eller naturalier (se graf 8 og 9).

Graf 8: Sammensætning af samlede udgifter, 2019
(% af samlede udgifter)
Kilde: Eurostat (gov_10a_main)

Sociale overførsler (sociale ydelser og sociale overførsler i naturalier — indkøbt markedsmæssig produktion) udgjorde 46,1 % af de samlede udgifter i EU-27 og 47,8 % i EA-19. Aflønning af ansatte udgjorde 21,7 % af de offentlige udgifter i EU-27 og 21,0 % i EA-19. Forbrug i produktionen udgjorde 11,9 % af de samlede udgifter i EU-27 og 11,3 % af de samlede udgifter i EA-19. Betalt formueindkomst — hvoraf langt den største del består af rentebetalinger — udgjorde 3,3 % af de offentlige udgifter i EU-27 og 3,5 % i EA-19. Faste bruttoinvesteringer (primært investeringer) udgjorde 6,4 % af de samlede udgifter i EU-27 og 5,9 % i EA-19.

Graf 9: Vigtigste komponenter i den offentlige sektors udgifter, 2019
(% af samlede udgifter)
Kilde: Eurostat (gov_10a_main)

De vigtigste typer offentlige indtægter er produktions- og importskatter, løbende indkomst- og formueskatter osv. og nettobidrag til sociale ordninger. Produktions- og importskatterne udgjorde 13,5 % af BNP i 2019 for EU-27, løbende indkomst- og formueskatter mv. 13,0 % af BNP og nettobidrag til sociale ordninger 14,2 % af BNP. I forhold til BNP steg indtægterne fra produktions- og importskatter i perioden 2009-2014 i EU-27, og deres andel i forhold til BNP steg med 0,9 procentpoint (se graf 10). Fra 2014 til 2019 forblev produktions- og importskatternes andel af BNP stabil. Løbende indkomst- og formueskatter mv. nåede – som en andel af BNP – et lavpunkt i 2010 med 11,7 % af BNP, inden de steg til 13,0 % af BNP i 2019. Nettobidrag til sociale ordninger Net udgjorde fortsat en relative stabil andel af BNP – fra 14,1 % til 14,4 % af BNP mellem 2009 og 2019.

Graf 10: Hovedkategorier af skatter og bidrag til sociale ordninger, EU-27, 2009-2019
(% af BNP)
Kilde: Eurostat (gov_10a_main)

Sammensætningen af skatteindtægter varierede betydeligt i EU-27-medlemsstaterne i 2019 (se fig. 11). Som forventet var de medlemsstater, der rapporterede relativt høje udgiftsniveauer, ofte de samme som de medlemsstater, der opkrævede højere skatter (i procent af BNP) til det offentlige. I 2019 blev de højeste indtægter i forhold til BNP i hovedkategorierne skatter og bidrag til sociale ordninger registreret i Danmark (47,3 % af BNP), efterfulgt af Frankrig med 46,7 %. Andelen af BNP, der udgjordes af sådanne indtægter, var under 30 % i to medlemsstater (Irland og Rumænien).

Graf 11: Hovedkategorier af skatter og bidrag til sociale ordninger, 2019
(% af BNP)
Kilde: Eurostat (gov_10a_main)

Kildedata til tabeller og grafer

Statistik vedrørende offentlige finanser: tabeller og grafer (på engelsk)

Datakilder

Ifølge proceduren vedrørende uforholdsmæssigt store underskud skal EU's medlemsstater indberette tallene for deres offentlige underskud og gæld til Europa-Kommissionen inden den 1. april og 1. oktober hvert år. Eurostat indsamler desuden mere detaljerede oplysninger om de offentlige finanser inden for rammerne af dataindberetningsprogrammet (på engelsk), som resulterer i indberetning af nationalregnskabsdata. De vigtigste aggregater indsamlet for den offentlige sektor indberettes til Eurostat to gange om året, mens statistik om den offentlige sektors formål (COFOG) bør indberettes senest et år efter udgangen af referenceperioden. Detaljerede oplysninger om indtægter i form af skatter og bidrag til sociale ordninger bør indberettes senest ni måneder efter udgangen af referenceperioden. Kvartalsvise finansielle og ikke-finansielle regnskaber samt kvartalsvise opgørelser af den offentlige sektors bruttogæld indberettes fire gange om året.

Dataene i denne artikel svarer til nogle af de vigtigste indikatorer for den offentlige sektor, som indsamles på grundlag af nationalregnskaber (ENS 2010).

Forskellen mellem de samlede indtægter og de samlede udgifter – herunder kapitaludgifter (navnlig faste bruttoinvesteringer) – svarer til det offentliges nettofordringserhvervelse, som også er en saldopost i de ikke-finansielle konti for den offentlige forvaltning og service.

Afgrænsning af offentlig forvaltning og service

Sektoren offentlig forvaltning og service omfatter institutionelle enheder, der er ikke-markedsproducenter, hvis produktion er bestemt til individuelt og kollektivt forbrug og finansieret af obligatoriske betalinger foretaget af enheder, som henhører under andre sektorer, og institutionelle enheder, der hovedsagelig beskæftiger sig med omfordeling af nationalindkomsten og formuen (ENS 2010 §2.111). Sektoren offentlig forvaltning og service er inddelt i fire delsektorer: statslig forvaltning og service, offentlig forvaltning og service på delstatsniveau (hvis relevant), kommunal forvaltning og service og sociale kasser og fonde (hvis relevant).

Definition af vigtigste indikatorer

Den offentlige saldo defineres som nettofordringserhvervelsen for offentlig forvaltning og service, der er indberettet med henblik på proceduren vedrørende uforholdsmæssigt store underskud, og udtrykkes i forhold til BNP. I henhold til protokollen for proceduren vedrørende uforholdsmæssigt store underskud er den offentlige gæld lig med den offentlige sektors udestående forpligtelser i form af sedler og mønt samt indskud, værdipapirer og lån ved årets udgang opgjort i pålydende værdi og konsolideret.

Den offentlige sektors hovedindtægter består af skatter, bidrag til sociale ordninger, salg og formueindkomst. De er defineret i ENS 2010 ved henvisning til en liste over kategorier: markedsmæssig produktion, produktion til eget brug, betalinger for anden ikkemarkedsmæssig produktion, produktions- og importskatter, andre produktionssubsidier, formueindkomst, løbende indkomst- og formueskatter mv., nettobidrag til sociale ordninger, andre løbende overførsler og kapitaloverførsler.

De vigtigste udgiftsposter består af aflønning af (offentligt) ansatte, sociale ydelser (sociale ydelser og sociale overførsler i naturalier for markedsproduktion indkøbt af sektoren offentlig forvaltning), renter af offentlig gæld, subsidier og faste bruttoinvesteringer. Samlede offentlige udgifter er defineret i ENS 2010 ved henvisning til en liste over kategorier: forbrug i produktionen, faste bruttoinvesteringer, aflønning af ansatte, andre produktionsskatter, subsidier, formueindkomst, løbende indkomst- og formueskatter mv., sociale ydelser bortset fra sociale overførsler i naturalier, sociale overførsler i naturalier – indkøbt markedsmæssig produktion, andre løbende overførsler, korrektion for ændringer i pensionsrettigheder, kapitaloverførsler og transaktioner vedrørende ikke-producerede aktiver.

Den offentlige sektors data vedrørende hovedaggregaterne for den offentlige sektor inden for rammerne af ENS 2010 skal konsolideres for visse nationalregnskabstransaktioner. Det betyder, at specifikke transaktioner mellem institutionelle enheder i den offentlige sektor – formueindkomst, andre løbende overførsler og kapitaloverførsler – elimineres eller udlignes. Delsektordata konsolideres inden for hver delsektor for disse transaktioner, men ikke mellem delsektorer. Data på sektorniveau skal derfor være lig med summen af delsektordata, dog ikke for posterne formueindkomst, andre løbende overførsler og kapitaloverførsler, som konsolideres. For sidstnævnte poster og dermed de samlede indtægter og de samlede udgifter skal summen af delsektorerne overstige værdien for sektoren.

Skatter og bidrag til sociale ordninger svarer til de indtægter, der inddrives (i kontanter eller i naturalier) af statslig forvaltning og service, forvaltning og service på delstatsniveau, kommunal forvaltning og service samt sociale kasser og fonde. Disse opkrævninger (normalt betegnet som skatter) er opdelt i tre hovedområder under følgende overskrifter:

indkomst- og formueskatter mv., som omfatter alle obligatoriske, ensidige betalinger, der regelmæssigt opkræves af den offentlige sektor af virksomheders og husholdningers indkomst og formue
produktions- og importskatter, som omfatter alle obligatoriske, ensidige betalinger, som opkræves af den offentlige sektor af produktion og import af varer og tjenester, beskæftigelse af arbejdskraft samt ejendomsret eller brugsret til jord, bygninger eller andre aktiver, der anvendes i produktionen
nettobidrag til sociale ordninger, som omfatter alle faktiske arbejdsgiver- og lønmodtagerbidrag til sociale ordninger, imputerede bidrag til sociale ordninger, der er modstykket til sociale ydelser, som arbejdsgivere betaler direkte, samt yderligere to imputerede bidrag (husholdningernes supplerende bidrag til sociale ordninger og socialforsikringsordningernes administrationsgebyrer).

Kontekst

Den globale finansielle og økonomiske krise i 2007-2008 medførte alvorlige udfordringer for mange europæiske regeringer. De væsentligste bekymringer vedrørte de nationale myndigheders evne til at afdrage deres gæld, træffe de nødvendige foranstaltninger for at få kontrol over de offentlige udgifter og samtidig forsøge at fremme den økonomiske vækst.

Stabilitets- og vækstpagten (SVP) har til formål at sikre en generel synkronisering af den økonomiske udvikling i EU og navnlig landene i euroområdet. SVP har endvidere til formål at forhindre EU-medlemsstaterne i at træffe politiske foranstaltninger, der urimeligt begunstiger deres egne økonomier på bekostning af de andres. Der er to centrale principper i SVP: Underskuddet (planlagt eller faktisk) må ikke overstige 3 % af BNP, og den offentlige gæld i forhold til BNP må ikke overstige (eller bør falde til) 60 %. SVP blev ligesom EU's økonomiske styring generelt væsentligt styrket i 2011.

Hvert år giver EU-medlemsstaterne Europa-Kommissionen nærmere oplysninger om deres økonomiske politikker og deres offentlige finansers sundhedstilstand. Landene i euroområdet indgiver disse oplysninger inden for rammerne af stabilitetsprogrammerne, mens de andre medlemsstater gør det i form af konvergensprogrammer. Europa-Kommissionen vurderer, om politikkerne er i overensstemmelse med de aftalte økonomiske, sociale og miljømæssige mål, og kan vælge at udstede en advarsel, hvis den finder, at et underskud er unormalt højt. En sådan handling kan få Rådet til at afgøre, at der er tale om et uforholdsmæssigt stort underskud, som kræver, at der fastsættes en tidsfrist for udbedringen heraf.