Archive:Årlige beskæftigelsesstatistikker

Data fra april 2020.

Planlagt opdatering af artiklen: september 2021.

This Statistics Explained article has been archived on 10 June 2021, for updated data see Employment - annual statistics.

Highlights

EU-27 registrerede i 2019 sin højeste beskæftigelsesfrekvens siden 2015 for personer i aldersgruppen 20-64, nemlig 73,1 %.

I EU-27 er forskellen mellem mænds og kvinders beskæftigelsesfrekvens blevet mindsket siden 2005, men beskæftigelsesfrekvensen var i 2019 stadig 11,7 procentpoint højere blandt mænd end blandt kvinder.

Værktøj 1: Beskæftigelse (samlet, kvinder, mænd, unge og ældre), 2005-2019
(% af befolkningen i aldersgruppen 20-64)
Kilde: Eurostat

Denne artikel indeholder de seneste statistikker over beskæftigelse i Den Europæiske Union (EU) på grundlag af EU's arbejdsstyrkeundersøgelse (LFS). Beskæftigelsesstatistikkerne viser generelt store forskelle efter køn, alder og uddannelsesniveau. Der er ligeledes væsentlige arbejdsmarkedsvariationer mellem EU's medlemsstater.

Vær opmærksom på, at de tal og frekvenser, der er vist i værktøjerne og nævnt i teksten til denne artikel, kan variere i nogle tilfælde på grund af løbende revision af kildedataene: Værktøjerne henviser til de seneste data (som findes i Eurostats database under Employment and unemployment (Labour Force Survey)) (på engelsk), mens teksten omhandler til data fra april 2020.

Full article

Højeste beskæftigelsesfrekvens siden 2005

I 2019 var beskæftigelsesfrekvensen i EU-27 for personer i aldersgruppen 15-64 som målt ved EU's arbejdsstyrkeundersøgelse (EU-LFS) 73,1 %, hvilket er det højeste årlige gennemsnit, der nogensinde er registreret for EU. Bag dette gennemsnit gemmer der sig ikke desto mindre store forskelle mellem landene (kort 1 og værktøj 1). Sverige har indtil videre haft den højeste beskæftigelsesfrekvens i EU: 82,1 %. En tilsvarende høj frekvens kan også observeres i EFTA-landene Island (85,9 %) og Schweiz (82,9 %).

Kort 1: Beskæftigelsesfrekvens i aldersgruppen 20-64, 2019
(%)
Kilde: Eurostat (lfsi_emp_a)

I 2020 vedtog Det Europæiske Råd Europa 2020-strategien. Den fokuserede på at styrke EU's økonomi og forberede sig på at kunne tackle det næste årtis udfordringer. Et af de vigtigste mål for denne strategi på EU-niveau er at øge beskæftigelsesfrekvensen i befolkningen i aldersgruppen 20-64 til mindst 75 % inden 2020.

Selv om EU-27 som helhed endnu ikke havde nået sit mål i 2019, havde 17 EU-medlemsstater nået eller endda overgået Europa 2020-strategiens mål. Blandt disse lande var de tre nordiske EU-lande (Sverige, Danmark og Finland), de tre baltiske EU-lande (Estland, Litauen og Letland) samt Nederlandene, Tyskland, Tjekkiet, Slovenien, Portugal, Cypern, Ungarn, Malta, Irland, Østrig og Bulgarien (kort 1). Også Det Forende Kongerige plus Island, Schweiz og Norge havde en beskæftigelsesfrekvens over 75 %. I den anden ende af skalaen lå beskæftigelsesfrekvensen langt fra EU-målet, dvs. under 70 %, i Kroatien, Italien, Spanien og Grækenland, og sidstnævnte registrerede den laveste beskæftigelsesfrekvens (61,2 %) i hele EU. Kandidatlandene Montenegro, Nordmakedonien, Serbien og Tyrkiet registrerede beskæftigelsesfrekvenser på 65 % og derunder.

Værktøj 1: Beskæftigelse (samlet, kvinder, mænd, unge og ældre), 2005-2019
(% af befolkningen i aldersgruppen 20-64)
Kilde: Eurostat (lfsi_emp_a)

I perioden mellem 2005 og 2019 steg beskæftigelsesfrekvensen for den samlede befolkning i aldersgruppen 20-64 med 6,3 procentpoint i EU-27 fra 66,8 % til 73,1 %. Landene har imidlertid oplevet meget forskellige situationer på arbejdsmarkedet i de senere år. Beskæftigelsesfrekvensen steg i ovennævnte periode i alle lande undtagen Grækenland (3,2 procentpoint). De største stigninger blev konstateret i Malta (19,8 procentpoint: fra 57,4 % til 77,2 %) og i Polen (14,7 procentpoint: fra 58,3 % til 73,0 %).

Beskæftigelsesfrekvensen blandt kvinder er steget støt

Beskæftigelsesfrekvensen var i 2019 højere blandt mænd end blandt kvinder i alle EU's 27 medlemsstater. Dette gælder også for hele perioden fra 2005 til 2019, med to undtagelser: Letland i 2010 og Litauen i 2009 og 2010. Udviklingen i beskæftigelsesfrekvensen blandt mænd og kvinder var imidlertid anderledes i perioden fra 2005 til 2019 (2. og 3. ikon i værktøj 1).

Siden 2005 er beskæftigelsesfrekvensen blandt kvinder i Europa som helhed steget med 8,6 procentpoint. De største stigninger i beskæftigelsesfrekvensen blandt kvinder mellem 2005 og 2019 blev observeret i Malta (31,9 procentpoint), Bulgarien og Polen (begge med +13,6 procentpoint). I 2019 blev den højeste beskæftigelsesfrekvens blandt kvinder konstateret i Sverige (79,7 %), mens den laveste beskæftigelsesfrekvens blandt kvinder blev registreret i Italien (53,8 %) og Grækenland (51,3 %).

I modsætning hertil var stigningen på EU-plan i beskæftigelsesfrekvensen blandt mænd (+3,9 procentpoint) mere begrænset end blandt kvinder i perioden fra 2005 til 2019. Beskæftigelsesfrekvensen blandt mænd faldt endda i syv EU-medlemsstater med de mest markante fald i Grækenland (8,0 procentpoint: fra 79,3 % i 2005 til 71,3 % i 2019) og Spanien (5,8 procentpoint: fra 79,8 % til 74,0 %).

Forskellen mellem kvinders og mænds beskæftigelsesfrekvens mindskedes således på EU-plan fra 16,4 procentpoint i 2005 til 11,7 procentpoint i 2019. Samme tendens blev observeret i alle EU-medlemsstater undtagen Ungarn, Polen, Estland og Rumænien. Faldet var særlig udtalt i Malta (kønsforskellen mindskedes her med 24,9 procentpoint) på grund af stigende beskæftigelsesfrekvens for kvinder. Forskellen mindskedes også en hel del i Spanien (12,8 procentpoint) og Luxembourg (11,9 procentpoint) på grund af en kombination af fald i mændenes beskæftigelsesfrekvens og en stigning i kvindernes beskæftigelsesfrekvens.

Stigning i beskæftigelsen blandt ældre, nedgang i ungdomsbeskæftigelsen

Selv om ungdomsbeskæftigelsen (dvs. beskæftigelsesfrekvensen blandt personer i aldersgruppen 15-24) på EU-plan udviser en svag stigning mellem 2005 og 2019 (+ 0,2 procentpoint), udviser næsten halvdelen af EU's medlemsstater (13 lande) en nedgang i deres respektive nationale tal. Nedgangen i ungdomsbeskæftigelsen er særlig synlig i Irland, Spanien, Grækenland, Danmark, Portugal, Italien og Cypern. Beskæftigelsesfrekvensen blandt ældre (personer i aldersgruppen 55-64) steg samlet set i samme periode, og de største stigninger blev registreret i Bulgarien, Tyskland, Slovakiet og Nederlandene (4. og 5. ikon i værktøj 1).

Jo højere uddannelsesniveau, desto større beskæftigelsesfrekvens

Uddannelsesniveauet kan påvirke beskæftigelsesfrekvensen betragteligt (værktøj 2). Beskæftigelsesfrekvensen blandt personer i aldersgruppen 20-64, der havde gennemført en uddannelse på højt niveau (dvs. kortvarig tertiæruddannelse, bacheloruddannelse eller tilsvarende, kandidatuddannelse eller tilsvarende, ph.d.-uddannelse eller tilsvarende) (ISCED-niveau 5-8) var 84,8 % på EU-plan i 2019. Dette er langt højere end blandt personer, der højst havde gennemført en uddannelse på lavt niveau (dvs. primæruddannelse eller sekundæruddannelse på første trin) (ISCED-niveau 0-2), som var 55,8 %. Beskæftigelsesfrekvensen i EU-27 blandt personer med en uddannelse på mellemniveau (dvs. sekundæruddannelse på andet trin eller postsekundær ikke-tertiæruddannelse) (ISCED-niveau 3-4), ligger mellem de to øvrige kategorier, nemlig på 73,4 %. Disse tal kan ses som en indikation på, at et højere uddannelsesniveau øger sandsynligheden for at finde et job.

Ud over at have lavest sandsynlighed for at få et job (blandt de tre kategorier af uddannelsesniveau) blev personer med uddannelse på lavt niveau hårdest ramt af krisen: beskæftigelsesfrekvensen for denne gruppe faldt med 5,4 procentpoint mellem 2007 og 2013 på EU-plan. Det tilsvarende fald for personer med en uddannelse på mellemniveau eller højt niveau var 1,8 procentpoint (for begge niveauer).

Værktøj 2: Beskæftigelsesfrekvens opdelt efter uddannelsesniveau, 2005-2019
(% af befolkningen i aldersgruppen 20-64 med uddannelse på lavt niveau, mellemniveau eller højt niveau)
Kilde: Eurostat

Værktøj 2 illustrerer betydningen af uddannelse for at øge chancerne for at få et job. I eksempelvis Slovakiet var beskæftigelsesfrekvensen for personer med lavt uddannelsesniveau 36,1 % i 2019. Dette er langt mindre end beskæftigelsesfrekvensen for personer med uddannelse på mellemniveau eller på højt niveau (henholdsvis 75,6 % og 80,6 %). En lignende situation ser man i Kroatien (39,5 % ved uddannelse på lavt niveau 66,6 % ved uddannelse på mellemniveau), Tjekkiet (henholdsvis 53,4 % og 81,3 %), Bulgarien (henholdsvis 51,2 % og 76,0 %) og Polen (henholdsvis 44,6 % og 69,2 %). Situationen i Frankrig (inkl. de oversøiske regioner) er bemærkelsesværdig, idet beskæftigelsesfrekvensen blandt personer med uddannelse på lavt niveau, mellemniveau eller højt niveau er henholdsvis 51,7 %, 70,1 % og 83,3 %. Men hvis landets oversøiske regioner derimod ikke medregnes, ligger de samme tal på henholdsvis 52,5 %, 70,4 % og 83,4 %. Forskellen mellem det franske hovedland (uden de oversøiske regioner) og hele Frankrig (inkl. de oversøiske regioner) er således mindre, jo højere uddannelsesniveauet er.

Fagfolk udgør den største gruppe i EU-27

Med hensyn til erhverv (jf. den internationale stillingsklassifikation ISCO) udgjorde fagfolk i 2019 den største gruppe af beskæftigede i EU-27 (se graf 1, venstre side), nemlig 19,5 %. Efter fagfolk fulgte ansatte inden for service og salg med 16,9 % og derefter teknikere og tilknyttede fagfolk med 16,3 %. I den anden ende af skalaen var de to mindste grupper ansatte inden for landbrug, skovbrug og fiskeri (3,3 %) samt medlemmer af de væbnede styrker (0,6 %).

Ser man på erhverv, får man imidlertid kun et begrænset billede af de beskæftigedes økonomiske, sociale og kulturelle karakteristika. Der er derfor indført en bredere klassificering efter socioøkonomisk gruppe kaldet ESeG (Europæiske Socioøkonomiske Grupper). Heri kombineres erhverv med beskæftigelsesstatus. I henhold til denne klassificering var fagfolk fortsat den største gruppe (19,4 % af de beskæftigede) i EU-27 i 2019 (se graf 1, højre side), men var nu efterfulgt af beskæftigede med lavere status (18,6 %) og derefter faglærte industriansatte med (17,1 %).

Graf 1: Personer i aldersgruppen 20-64, der er i beskæftigelse, opdelt efter erhverv, EU-27, 2019
(% af samtlige beskæftigede)
Kilde: Eurostat (lfsa_egais) og (lfsa_esega)

Kildedata til tabeller og grafer

Beskæftigelsesstatistikker, graf 1 (på engelsk)

Datakilder

Kilde: Den Europæiske Unions arbejdsstyrkeundersøgelse (EU-LFS) er den største europæiske stikprøveundersøgelse af udvalgte husstande, ud fra hvilken der udarbejdes kvartalsvise og årlige resultater vedrørende arbejdsmarkedsdeltagelse blandt personer på 15 år og derover samt personer uden for arbejdsmarkedet. Den omfatter personer boende i private husstande. Værnepligtige i militær eller samfundstjeneste er ikke medtaget. Arbejdsstyrkeundersøgelsen anvender de samme målbefolkningsgrupper og definitioner i alle lande, hvilket gør resultaterne sammenlignelige landene imellem. Arbejdsstyrkeundersøgelsen er en vigtig kilde til oplysninger om forholdene og tendenserne på de nationale arbejdsmarkeder og på det europæiske arbejdsmarked. I løbet af hvert kvartal gennemføres der ca. 1,8 mio. interviews i de deltagende lande for at få statistiske oplysninger for omkring 100 forskellige variabler. Takket være oplysningernes vidtfavnende art og det store antal stikprøveudtagne, er EU-LFS desuden en vigtig datakilde for andre europæiske statistikker, såsom uddannelses- og regionalstatistik.

Referenceperiode: De årlige resultater beregnes ud fra gennemsnitsværdierne fra de fire kvartaler.

Dækningsområde: Resultaterne af undersøgelsen dækker p.t. samtlige medlemsstater i Den Europæiske Union, Det Forenede Kongerige, EFTA-landene Island, Norge og Schweiz samt EU-kandidatlandene Montenegro, Nordmakedonien, Serbien og Tyrkiet. For Cyperns vedkommende omfatter undersøgelsen kun den del af Republikken Cypern, der er under regeringens kontrol.

Europæiske aggregater: "EU" og "EU-27" betyder samtlige 27 EU-medlemsstater. Hvis der ikke foreligger data for et givet land, tager beregningen af de tilsvarende aggregater højde for data for samme land for de senest foreliggende data. Dette vil i givet fald være anført.

Definitioner: De begreber og definitioner, der anvendes i undersøgelsen, følger Den Internationale Arbejdsorganisations retningslinjer. Beskæftigelse omfatter personer på 15 år og derover (16 år og derover i Spanien og Italien, 15-74 år i Estland, Letland, Ungarn, Finland, Sverige, Norge og Danmark og 16-74 år i Island), der bor i private husstande, og som i referenceugen udførte mindst én times arbejde mod udbetaling af løn, fortjeneste eller familieydelser, eller som ikke var på arbejde, men havde et job eller en virksomhed, som de var midlertidigt fraværende fra, f.eks. på grund af sygdom, ferie, branchetvist eller (efter)uddannelse.

Beskæftigelse kan opgøres efter antal personer eller job i fuldtidsækvivalenter eller i antal arbejdstimer. Alle de fremlagte skøn i denne artikel anvender antallet af personer. De fremlagte oplysninger for beskæftigelsesfrekvenser er også baseret på skøn over antallet af personer. Beskæftigelsesstatistikker indberettes hyppigt som beskæftigelsesfrekvenser for at lade landenes skiftende befolkningsstørrelser ude af betragtning og for at gøre det nemmere at foretage sammenligninger mellem lande af forskellig størrelse. Disse frekvenser offentliggøres typisk for den erhvervsaktive del af befolkningen, som generelt anses for at være mellem 15 og 64 år, selv om aldersgruppen 16-64 anvendes i Spanien samt i Det Forenede Kongerige og Island. Aldersgruppen 15 til 64 år er også en standard, der anvendes af andre internationale statistiske organisationer (selv om aldersgruppen 20 til 64 år tillægges stadigt større betydning af nogle politiske beslutningstagere, idet en voksende andel af EU's befolkning fortsætter på en videregående uddannelse).

Beskæftigelseskonceptet i arbejdsstyrkeundersøgelsen adskiller sig fra de nationale data om beskæftigelse, idet sidstnævnte ikke fastsætter nogen øvre grænse for alder eller husstandstype, og omfatter også den del af befolkningen, som ikke bor i landet, men som bidrager til dets BNP, og værnepligtige i militær- eller værnepligtstjeneste.

Der er links til fem forskellige artikler om detaljerede tekniske og metodologiske oplysninger på oversigtssiden i EU's arbejdsstyrkeundersøgelse.

Bemærk, at Eurostat leverer to sæt indikatorer i forbindelse med den årlige beskæftigelsesfrekvens, som tjener forskellige formål, og som i nogle tilfælde afviger fra hinanden:

1) hovedindikatorerne, som er sæsonkorrigeret. De omfatter nøgleindikatorer under Europe 2020-strategien og anvendes derfor til at følge udviklingen i opfyldelsen af Europe 2020-målene (på EU-plan og på nationalt plan). De indeholder kun få opdelinger og omfatter normalt aldersgruppen 20-64. Bemærk, at der for Frankrigs vedkommende offentliggøres to serier: Den ene omfatter de oversøiske regioner (fra og med 2003), mens den anden kun omfatter det franske hovedland uden de oversøiske regioner (fra og med 1992). Sidstnævnte evalueres i Europa 2020-strategien og indgår desuden i de relevante aggregater for EU og euroområdet.

2) de detaljerede indikatorer, som ikke er sæsonkorrigeret. De har består af en lang række opdelinger og kan derfor anvendes til mere detaljerede analyser. For Frankrig offentliggøres kun én dataserie. Denne serie omfatter data for det franske hovedland frem til og med fjerde kvartal 2013 og fra 2014 også for de oversøiske regioner.

I denne artikel præsenteres de årlige resultater for de fleste indikatorer fra datasættet "hovedindikatorer".

Vigtigste begreber: Nogle vigtige beskæftigelseskarakteristika som defineret ved EU-LFS omfatter:

lønmodtagere defineres som personer, der arbejder for en offentlig eller privat arbejdsgiver, og som modtager modydelse i form af løn, akkordløn eller naturalydelser. Ikke-værnepligtige medlemmer af de væbnede styrker er også omfattet heraf
selvstændige arbejder deres egen virksomhed eller praksis eller på egen gård. En selvstændig anses for at arbejde i referenceugen, hvis følgende kriterier opfyldes: arbejder for at opnå overskud bruger tid på at drive virksomhed eller er i gang med at starte virksomhed
sondringen mellem fuldtids-/deltidsbeskæftigelse er generelt baseret på et spontant svar fra respondenten. De vigtigste undtagelser er Nederlandene og Island, hvor der anvendes en tærskel på 35 timer, Sverige, hvor der anvendes en tærskel for de selvstændige, og Norge, hvor folk, der arbejder mellem 32 og 36 timer, spørges om dette er en fuldtids- eller deltidsstilling
indikatorer for beskæftigede med et andet arbejde henviser kun til personer, som har mere end ét job på samme tid. Personer, som har skiftet job i referenceugen, regnes ikke for at have to jobs
en lønmodtager regnes for at have et midlertidigt arbejde, hvis arbejdsgiveren og arbejdstageren bliver enige om, at arbejdsforholdets afslutning er afhængig af objektive forhold, f.eks. en specifik dato, afslutningen af en opgave, eller hvis en ansat, der er midlertidigt erstattet, vender tilbage. Typiske tilfælde omfatter: sæsonarbejdere personer, der er tilknyttet et rekrutteringsbureau eller arbejdsformidlingskontor, og som ansættes af tredjemand til at udføre en specifik opgave (medmindre der foreligger en skriftlig arbejdskontrakt af ubegrænset varighed) og personer med særlige uddannelseskontrakter.

Uddannelsesniveauet henviser til højeste uddannelsesniveau, dvs. det højeste fuldførte uddannelsesniveau. Uddannelse på lavt niveau henviser til ISCED-niveau 0-2 (dvs. ingen primæruddannelse, primæruddannelse eller sekundæruddannelse på første trin), uddannelse på mellemniveau henviser til ISCD-niveau 3 og 4 (dvs. sekundæruddannelse på andet trin eller postsekundær ikke-tertiæruddannelse), og uddannelse på højt niveau henviser til ISCED-niveau 5-8 (tertiær uddannelse).

De europæiske socioøkonomiske grupper (ESeG) er en afledt klassificering, som muliggør gruppering af enkeltpersoner med ensartede økonomiske, sociale og kulturelle karakteristika i hele EU, kun baseret på sociale kernevariabler, for at sikre en effektiv anvendelse i alle sociale undersøgelser med henblik på at opnå sammenlignelige resultater. De vigtigste anvendte sociale kernevariabler er "ILO-arbejdsstatus", "jobniveau", "beskæftigelse" (i henhold til ISCO-08) og "selverklæret arbejdsstatus". For mere detaljerede klassifikationsbemærkninger og forklarende bemærkninger, se ESeG-siden på Eurostats klassifikationsserver RAMON.

Kontekst

Beskæftigelsesstatistikker kan anvendes til en række forskellige analyser, herunder undersøgelser af makroøkonomiske forhold (idet arbejde undersøges som produktionsfaktor), arbejdsproduktiviteteller konkurrenceevne. De kan desuden bruges til at undersøge en række sociale og adfærdsmæssige aspekter i forbindelse med enkeltpersoners beskæftigelsessituation, f.eks. den sociale integration af minoriteter eller beskæftigelse som en kilde til husstandsindkomst.

Beskæftigelse er både en strukturel indikator og en kortsigtet indikator. Som strukturel indikator kan den kaste lys over strukturen på arbejdsmarkeder og økonomiske systemer på grundlag af balancen mellem efterspørgslen efter og udbuddet af arbejdskraft, eller over jobkvaliteten. Som kortsigtet indikator følger beskæftigelsen konjunkturforløbet, men der er begrænsninger i denne henseende, idet beskæftigelsen ofte betragtes som en forsinket indikator.

Beskæftigelsesstatistikker udgør kernen i mange EU-politikker. Den europæiske beskæftigelsesstrategi (EBS) blev lanceret på Luxembourgtopmødet om beskæftigelse i november 1997 og blev opdateret i 2005 for at sikre bedre overensstemmelse mellem EU's beskæftigelsesstrategi og en række reviderede Lissabonmål, og i juli 2008 blev retningslinjerne for beskæftigelsespolitikker for perioden 2008-2010 opdateret. I marts 2010 lancerede Europa-Kommissionen Europa 2020-strategien for intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst. Den blev formelt vedtaget af Det Europæiske Råd i juni 2010. Det Europæiske Råd fastsatte fem overordnede mål, hvoraf det første var at øge beskæftigelsesfrekvensen blandt kvinder og mænd i aldersgruppen 20-64 til 75 % inden 2020. EU-medlemsstaterne kan fastsætte deres egne nationale mål på baggrund af disse overordnede mål og udarbejde nationale reformprogrammer, der omfatter de tiltag, som de agter at gennemføre for at implementere denne strategi. I overensstemmelse med Europa 2020-strategien fremmer EBS tiltag til at nå tre overordnede mål inden 2020, nemlig:

– at få 75 % af de 20-64-årige i beskæftigelse
– at andelen af unge, der forlader skolen tidligt, skal ned under 10 %, og at mindst 40 % af de 30-34-årige skal have en videregående uddannelse
– at mindst 20 millioner færre mennesker skal være eller risikere at blive fattige eller socialt udstødte.

Det langsomme opsving efter den finansielle og økonomiske krise og stigende tegn på øget arbejdsløshed fik Europa-Kommissionen til at fremlægge et sæt forslag den 18. april 2012 om foranstaltninger til at øge beskæftigelsen gennem en særlig beskæftigelsespakke (på engelsk). Disse forslag er blandt andet rettet mod efterspørgselssiden af jobskabelse ved at beskrive måder, hvorpå EU-medlemsstaterne kan tilskynde til ansættelse gennem en nedsættelse af skatten på arbejdskraft eller ved at støtte virksomhedsetablering. Forslagene sigter også mod at identificere økonomiske områder, hvor der er potentiale for betydelig jobskabelse — såsom grøn økonomi, sundhedsydelser samt informations- og kommunikationsteknologi.

Stillet over for høj og stigende ungdomsarbejdsløshed i adskillige EU-medlemsstater foreslog Europa-Kommissionen en ungdomsbeskæftigelsespakke (COM(2012) 727 final) i december 2012. Pakken var en opfølgning på de ungdomsaktioner, der er fastlagt i den generelle beskæftigelsespakke, og den indeholder en række forslag, herunder:

at alle unge under 25 bør modtage et tilbud om et kvalitetsjob, fortsat uddannelse, en lærlingeuddannelse eller en praktikplads, inden for fire måneder efter at de har forladt det formelle uddannelsessystem eller er blevet arbejdsløse (en ungdomsgaranti)
en høring af arbejdsmarkedets parter i Europa vedrørende en kvalitetsramme for praktikophold for at gøre unge i stand til at opnå arbejdserfaringer af høj kvalitet under sikre forhold
en europæisk alliance for lærlingepladser for at forbedre kvaliteten og udbuddet af tilgængelige lærlingepladser og skitsere måder, hvorpå forhindringer for unges mobilitet kan mindskes.

Bestræbelserne på at nedbringe ungdomsarbejdsløsheden fortsatte i 2013, hvor Europa-Kommissionen fremlagde et ungdomsbeskæftigelsesinitiativ (COM(2013) 144 final), der er udarbejdet for at forstærke og fremskynde foranstaltninger beskrevet i ungdomsbeskæftigelsespakken. Det sigtede mod at støtte navnlig unge, der ikke er under uddannelse, i arbejde eller under videreuddannelse i regioner med en ungdomsarbejdsløshedsprocent på mere end 25 %. Dette blev efterfulgt af yderligere en meddelelse med titlen "Fælles indsats for EU's unge – En opfordring til at gøre mere for at bekæmpe ungdomsarbejdsløsheden" (COM(2013) 447 final), der var udarbejdet for at fremskynde gennemførelsen af ungdomsgarantien og yde hjælp til EU-medlemsstater og virksomheder, så de kan ansætte flere unge.

En af de vigtigste prioriteter for det kommissærkollegium, der tiltrådte i 2014, er at fokusere på at fremme beskæftigelse, vækst og investeringer, idet regulering skal nedbringes, og de eksisterende finansielle ressourcer og offentlige midler skal udnyttes bedre. Europa-Kommissionen offentliggjorde i februar 2015 en række landerapporter, hvori EU-medlemsstaternes økonomiske politikker analyseres, og der gives oplysninger om EU-medlemsstaternes prioriteter for det kommende år for at fremme vækst og jobskabelse. Europa-Kommissionen foreslog i samme måned, at 1 mia. EUR fra ungdomsbeskæftigelsesinitiativet skulle være tilgængelig i 2015, så forfinansieringen, som EU-medlemsstaterne kan modtage til at fremme beskæftigelsen blandt unge, kunne blive op til 30 gange større for at hjælpe 650 000 unge med at komme i beskæftigelse.

I juni 2016 vedtog Europa-Kommissionen den Den europæiske dagsorden for færdigheder (COM(2016) 381/2) under overskriften "En fælles indsats for at styrke den menneskelige kapital, beskæftigelsesegnethed og konkurrenceevnen". Formålet hermed er at sikre, at folk udvikler de nødvendige færdigheder, der er nødvendige nu og i fremtiden, for at fremme beskæftigelsesegnethed, konkurrenceevne og vækst i hele EU.

Senest er den europæiske søjle for sociale rettigheder blevet underskrevet i fællesskab af Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen den 17. november 2017. Beskæftigelses-, social- og arbejdsmarkedspolitikker er de vigtigste interesseområder i den europæiske søjle for sociale rettigheder, som handler om at skabe nye og mere effektive rettigheder for borgerne. Den har tre kategorier: 1) Lige muligheder og adgang til arbejdsmarkedet, 2) Rimelige arbejdsvilkår og 3) Social beskyttelse og inklusion. Navnlig de mere fleksible arbejdsordninger, der findes i dag, giver nye jobmuligheder særlig for unge, men kan potentielt på ny give anledning til usikkerhed og uligheder. Opbygningen af et mere retfærdigt Europa og styrkelsen af den sociale dimension er en vigtig prioritet for Kommissionen. Den europæiske søjle for sociale rettigheder er ledsaget af en social resultattavle, der vil overvåge gennemførelsen af søjlen ved at følge tendenser og resultater i de forskellige EU-lande på 12 områder, og som vil indgå i det europæiske semester for samordning af de økonomiske politikker. Resultattavlen vil også være et redskab til at evaluere fremskridtene i retning af en "social AAA"-vurdering for EU som helhed.