Statistics Explained

Statistikker over indkomstfattigdom


Data fra maj 2020.

Planlagt opdatering af artiklen: oktober 2021.


This Statistics Explained article has been archived on 10 June 2021, for updated data see Living conditions in Europe - income distribution and income inequality.


Højdepunkter

Fattigdomsrisikosatsen (efter sociale overførsler) i EU-27 var i 2018 på 16,8 %, hvilket er næsten uændret i forhold til 16,9 % i 2017.

I 2018 løftede sociale overførsler 8,2 % af befolkningen i EU-27 op over fattigdomstærsklen.

I 2018 var indkomsten blandt de 20 % af befolkningen med den højeste disponible indkomst i EU 27 5,1 gange så høj som for de nederste 20 %.

[[File:Income poverty statistics-interactive_SILC2020-DA.XLSX]]

Fattigdomsrisiko, 2018

  • EU-27: skøn.
  • Island (IS): 2016. Montenegro (ME) og Tyrkiet (TR): 2017.
  • Kilde: Eurostat (onlinedatakode: ilc_li02)

I denne artikel analyseres de seneste statistikker over økonomisk fattigdom og indkomstskævheder i Den Europæiske Union (EU). Sammenligninger mellem levestandarder i forskellige lande bygger ofte på bruttonationalproduktet (BNP) pr. indbygger, som opgjort i penge er udtryk for den samlede størrelse af en økonomi divideret med antal indbyggere, hvilket anvendes som en målestok for et lands samlede velstand og velfærd. Denne nøgleindikator siger imidlertid intet om indkomstfordelingen internt i et land eller om ikke-monetære faktorer, der kan spille en væsentlig rolle ved beregningen af befolkningens livskvalitet.

Hele artiklen

Fattigdomsrisikosats og fattigdomsrisikotærskel

Fattigdomsrisikosatsen (efter sociale overførsler) i EU-27 steg mellem 2010 (hvor tidsserien startede) og 2011 fra 16,5 % til 16,9 %. Denne sats forblev forholdsvis stabil over de to følgende år, hvorefter den steg til 17,3 % i 2014. Mindre stigninger sås i 2015 og 2016 (på 0,1 procentpoint hvert år). I 2017 indtraf den første markante nedgang, idet satsen faldt til 16,9 % efterfulgt af en yderligere mindre nedgang på 0,1 procentpoint i 2018. I de seneste to år, for hvilke der foreligger data, er fattigdomsrisikosatsen i EU-27 således tilbage på omtrent samme niveau som i perioden 2011-2013.

Satsen for EU-27, beregnet som et vægtet gennemsnit af de nationale tal, skjuler betydelige forskelle mellem EU's medlemsstater (se graf 1). I flere medlemsstater — Rumænien (23,5 %), Letland (23,3 %), Litauen (22,9 %), Bulgarien (22,0 %), Estland (21,9 %), Spanien (21,5 %) og Italien (20,3 %) — vurderede man i 2018, at mindst en femtedel af befolkningen var udsat for fattigdomsrisiko.Det samme gjorde sig gældende i Serbien (24,3 %), Montenegro (23,6 %, data fra 2017), Tyrkiet ( 22,2 %, data fra 2017) og Nordmakedonien (21,9 %). Blandt medlemsstaterne blev de laveste andele af befolkningen, der befandt sig i fattigdomsrisikozonen, registreret i Tjekkiet (9,6 %), Finland (12,0 %) og Slovakiet (12,2 %), mens Island (8,8 %, data fra 2016) indberettede en endnu lavere andel af sin befolkning i fattigdomsrisikozonen.

Graf 1: Fattigdomsrisikosats og fattigdomsrisikotærskel, 2018
Kilde: Eurostat (ilc_li01) og (ilc_li02)

Fattigdomsrisikotærsklen (fremgår af graf 1) er fastsat til 60 % af den nationale ækvivalerede disponible medianindkomst. Med henblik på sammenligninger lande imellem udtrykkes den ofte i købekraftsstandarder (KKS) for at tage hensyn til forskellene i leveomkostninger landene imellem. Kapitalværdierne for denne tærskel varierede betydeligt blandt EU-medlemsstaterne i 2018, idet de rangerede fra 3 767 KKS i Rumænien til 13 923 KKS i Østrig, mens tærskelværdien i Luxembourg (19 295 KKS) klart oversteg de øverste værdier i dette interval. Fattigdomstærsklen var også forholdsvis lav i Serbien (3 136 KKS), Nordmakedonien (3 298 KKS), Montenegro (3 906 KKS, data fra 2017) og Tyrkiet (3 916 KKS, data fra 2017) og forholdsvis høj i Norge (15 780 KKS) og Schweiz (16 240 KKS).

Forskellige samfundsgrupper er mere eller mindre sårbare over for økonomisk fattigdom

I 2018 var der en lille forskel i fattigdomsrisikosatsen (efter sociale overførsler) i EU-27 mellem de to køn, hvor den seneste sats (for personer på 16 år og derover) var 15,5 % blandt mænd sammenlignet med en højere sats på 17,2 % blandt kvinder. Samtlige EU's medlemsstater og Det Forenede Kongerige, de tre EFTA-lande, der er vist i graf 2, plus Tyrkiet indberettede højere satser blandt kvinder end for mænd i alderen 16 år og derover. Den største forskel kønnene imellem i 2018 blev konstateret i Litauen (6,3 procentpoint højere blandt kvinder), Letland (6,1 procentpoint højere), Estland (5,5 procentpoint højere) og Tjekkiet (4,6 procentpoint højere). Irland, Malta og Bulgarien indberettede en fattigdomsrisikosats blandt kvinder, der lå mindst 3,0 procentpoint højere end blandt mænd. Den mindske forskel kønnene imellem var i Frankrig, hvor fattigdomsrisikosatsen kun var en anelse højere (0,2 procentpoint) blandt kvinder end blandt mænd. Modsat var satsen i Montenegro 1,2 procentpoint (data fra 2017) højere blandt mænd end blandt kvinder, mens den i Nordmakedonien var blot 0,1 procentpoint højere blandt mænd. I Serbien var der ingen forskel mellem mænd og kvinder.

Graf 2: Fattigdomsrisikosats efter sociale overførsler blandt personer i alderen 16 år og derover, 2018
(%)
Kilde: Eurostat (ilc_li02)

Forskellene i fattigdomsrisikosatsen var større, når befolkningen opdeles efter beskæftigelsesstatus

Arbejdsløse er særligt udsatte for fattigdomsrisiko (se tabel 1): Næsten halvdelen (48,6 %) af alle arbejdsløse i EU-27 var udsat for fattigdomsrisiko i 2018 med langt den højeste sats i Tyskland (69,4 %). Yderligere 10 af EU's medlemsstater (Litauen, Malta, Letland, Sverige, Bulgarien, Ungarn, Tjekkiet, Estland, Slovakiet, Spanien og Belgien) indberettede, at mindst halvdelen af de arbejdsløse i 2018 var udsat for fattigdomsrisiko.

Tabel 1: Fattigdomsrisikosats efter sociale overførsler opdelt efter hyppigste beskæftigelsesstatus blandt personer i alderen 18 år og derover, 2018
(%)
Kilde: Eurostat (ilc_li04)

Omkring én ud af syv (14,4 %) pensionister i EU-27 var udsat for fattigdomsrisiko i 2018. I Estland (53,6 %), Letland (48,9 %) og Litauen (41,7 %) var fattigdomsrisikoen blandt pensionister forholdsvis høj, nemlig henholdsvis 3,7, 3,4 og 2,9 gange så høj som gennemsnittet i EU-27, efterfulgt af Bulgarien med 28,5 %.

Den beskæftigede del af befolkningen var langt mindre udsat for fattigdomsrisiko med et gennemsnit i 2018 på 9,3 % for EU-27 som helhed. Forholdsvis store andele af de beskæftigede var udsat for fattigdomsrisiko i Rumænien (15,3 %) og i mindre udstrækning i Luxembourg (13,5 %) og Spanien (12,9 %), mens Italien og Grækenland hver især indberettede, at mere end hver tiende i deres respektive arbejdsstyrke var udsat for fattigdomsrisiko i 2018. Fattigdomsrisikosatsen blandt beskæftigede var også på mindst 10,0 % i Serbien, Det Forenede Kongerige og Tyrkiet (data fra 2017).

Fattigdomsrisikosatsen er ikke ensartet fordelt mellem husstande med forskellige sammensætninger af voksne og børn, over for hvem der består forsørgerpligt

Blandt husstande uden børn, over for hvem der består forsørgerpligt (se graf 3), var personer, der boede alene, mest udsatte for fattigdomsrisiko. Det var situationen for 26,1 % af enkeltpersonshusstandene i EU-27 i 2018. I modsætning hertil var fattigdomsrisikosatsen for husstande bestående af mindst to voksne under halvdelen af denne sats, nemlig 11,4 %, hvilket er samme sats som for husstande med to voksne, hvoraf mindst én person var 65 år eller derover.

Graf 3: Fattigdomsrisikosats opdelt efter husstandstype: husstande uden børn, over for hvem der består forsørgerpligt, 2018
(%)
Kilde: Eurostat (ilc_li03)

Langt de fleste af EU's medlemsstater indberettede et lignende mønster: Enkeltpersonshusstande havde den højeste fattigdomsrisikosats blandt husstande uden børn, over for hvem der består forsørgerpligt, i samtlige EU's medlemsstater bortset fra Cypern, hvor satsen var højere for husstande bestående af to voksne, hvoraf mindst én person var 65 år eller derover (21,7 % sammenlignet med 21,1 % for enkeltpersonshusstande). En lignende situation blev konstateret i Nordmakedonien, bortset fra at satsen dér var lavere for enkeltpersonshusstande (8,5 %) blandt de tre analyserede husstandstyper.

I 9 ud af EU's 27 medlemsstater var fattigdomsrisikosatsen for husstande bestående af to voksne, hvor mindst én person var 65 år eller derover, lavere end satsen for den bredere kategori af alle husstande bestående af to eller flere voksne, navnlig i Danmark, hvor forskellen var på hele 6,2 procentpoint. I modsat ende af skalaen finder man Letland, hvor fattigdomsrisikosatsen for husstande bestående af to voksne, hvoraf mindst én person var 65 år eller derover, var 13,3 procentpoint højere end for alle husstande bestående af to eller flere voksne. I Malta var denne forskel på 12,4 procentpoint. I Spanien var satsen ens for begge disse husstandstyper, mens forskellen i Italien var på blot 0,1 procentpoint (data fra 2017).

Blandt husstande med børn, over for hvem der består forsørgerpligt, blev den højeste fattigdomsrisikosats i EU-27 registreret for enkeltpersonshusstande med børn, over for hvem der består forsørgerpligt, med over en tredjedel (34,2 %).

Sammenlignet med satsen blandt husstande bestående af to voksne havde husstande med blot ét barn, over for hvilket der består forsørgerpligt, en fattigdomsrisiko, der var knap halvdelen (12,1 %) af den, der var registreret for husstande med tre eller flere børn, over for hvem der består forsørgerpligt (24,5 %) — se graf 4.

Graf 4: Fattigdomsrisikosats opdelt efter husstandstype: husstande med børn, over for hvem der består forsørgerpligt, 2018
(%)
Kilde: Eurostat (ilc_li03)

For de tre husstandstyper i graf 4 indberettede samtlige EU's medlemsstater, at husstande, der består af to voksne og ét barn, over for hvilket der består forsørgerpligt, havde laveste fattigdomsrisiko. De fleste af EU's medlemsstater indberettede, at fattigdomsrisikosatsen var højest blandt enlige voksne med børn, over for hvem der består forsørgerpligt. Ikke desto mindre var der fire undtagelser: I Portugal var satsen blandt blandt enlige voksne med børn, over for hvem der består forsørgerpligt, 3,3 procentpoint lavere end blandt husstande bestående af to voksne med tre eller flere børn, over for hvem der består forsørgerpligt, mens denne forskel i Rumænien og Bulgarien var meget større: henholdsvis 11,8 og 21,2 procentpoint. I Slovakiet var satsen for husstande bestående af enlige voksne med børn, over for hvem der består forsørgerpligt, den samme som for husstande bestående af to voksne med tre eller flere børn, over for hvem der består forsørgerpligt. I samtlige fire kandidatlande, for hvilke der foreligge data, var satsen for husstande bestående af enlige voksne med børn, over for hvem der består forsørgerpligt, lavere end for husstande bestående af to voksne med tre eller flere børn, over for hvem der består forsørgerpligt.

Sociale beskyttelsesforanstaltninger kan anvendes som et middel til at mindske fattigdom og social udstødelse.

Dette kan f.eks. opnås gennem udbetaling af ydelser. Virkningerne af sociale beskyttelsesforanstaltninger kan bl.a. måles ved at sammenligne fattigdomsrisikoindikatorer før og efter sociale overførsler (se graf 5). I 2018 bevirkede sociale overførsler, at fattigdomsrisikosatsen blandt befolkningen i EU-27 faldt fra 25,0 % før overførsler til 16,8 % efter overførsler, hvorved 8,2 % af befolkningen blev løftet op over fattigdomstærsklen. Uden sociale overførsler ville disse mennesker være udsat for fattigdomsrisiko.

Graf 5: Fattigdomsrisikosats før og efter sociale overførsler, 2018
(%)
Kilde: Eurostat (ilc_li02) og (ilc_li10)

En sammenligning af fattigdomsrisikosatsen før og efter sociale overførsler viser, at de sociale ydelsers virkning var lav — dvs. at højst 6,0 % af befolkningen blev løftet op over fattigdomstærsklen — i Tjekkiet (6,0 %), Italien (5,6 %), Letland, Slovakiet (begge 5,5 %), Portugal (5,4 %), Grækenland (4,7 %) og Rumænien (4,5 %). Dette var også tilfældet i Serbien (5,3 %), Nordmakedonien (3,8 %) og Tyrkiet (2,1 %, data fra 2017).

Relativt set blev mindst halvdelen af alle personer, der var udsat for fattigdomsrisiko, i Finland og Irland løftet op over tærsklen som følge af sociale overførsler, og det samme var tilfældet i Island (data fra 2016) og Norge.

Indkomstskævheder

Regeringer, beslutningstagere og samfundet generelt kan ikke bekæmpe fattigdom og social udstødelse uden at analysere ulighederne i samfundet, hvad enten de er af økonomisk eller social karakter.

Graf 6 illustrerer skævheder i indkomstfordelingen i 2018: Et befolkningsvægtet gennemsnit af de nationale tal for hver enkelt af EU's 27 medlemsstater (se graf 6) viser, at de øverste 20 % (med den højeste ækvivalerede disponible indkomst) af en medlemsstats befolkning havde en indkomst, der var 5,1 gange større, end de nederste 20 % (med den laveste ækvivalerede disponible indkomst). Denne sats varierede betydeligt medlemsstaterne imellem, fra 3,0 i Slovakiet til 6,0 eller derover i Spanien, Italien og Letland og over 7,0 i Litauen, Rumænien og Bulgarien, som havde rekorden med hele 7,7. Blandt tredjelandene i graf 6 indberettede Nordmakedonien (6,2) og Montenegro (7,6, data fra 2017) ligeledes høje satser for for skævheder i indkomstfordelingen, mens der i Serbien (8,6) og Tyrkiet (8,7, data fra 2017) var højere satser end i nogen af EU's medlemsstater.

Graf 6: Skævheder i indkomstfordelingen, kvintilsats for indkomster, 2018
Kilde: Eurostat (ilc_di11)

Der er politikinteresser i de skævheder, som forskellige samfundsgrupper oplever. En gruppe af særlig interesse er de ældre, bl.a. fordi en voksende andel af EU's befolkning er 65 år og derover. Pensionssystemer kan spille en vigtig rolle i at afhjælpe fattigdom blandt de ældre. I den forbindelse er det lærerigt at sammenligne de ældres indkomst med den øvrige befolknings.

I EU-27 som helhed havde personer på 65 år og derover en medianindkomst, som i 2018 lå på 91 % af medianindkomsten for befolkningen under 65 år.

I fire af EU's medlemsstater (Luxembourg, Frankrig, Grækenland og Italien) havde personer på 65 år og derover en medianindkomst, der var højere end medianindkomsten for personer under 65 år (se graf 7). Det sammen var tilfældet i fire af kandidatlandene i grafen. I Ungarn, Spanien, Østrig, Polen, Portugal, Rumænien og Slovakiet var medianindkomsten blandt personer på 65 år og derover 90-100 % af den medianindkomst, der blev indberettet for personer under 65 år. Dette var også tilfældet i Island (data fra 2016) og Norge. Satser under 80 % blev indberettet i Kroatien, Belgien, Danmark, Bulgarien, Tjekkiet, Malta og de baltiske medlemsstater, som havde de laveste satser, på henholdsvis 64 %, 58 % og 57 % i Litauen, Letland og Estland. Forholdsvis lave andele kan stort set afspejle forholdsvis lave pensionsrettigheder.

Graf 7: Relativ medianindkomst, 2018
Kilde: Eurostat (ilc_pnp2)

Graden af fattigdom bruges til at kvantificere, hvor fattige de fattige er, og kan måles ved den relative medianfattigdomsrisikokløft. Medianindkomsten blandt fattigdomstruede personer i EU-27 lå i gennemsnit 24,5 % under fattigdomstærsklen i 2018 (se graf 8). Denne tærskel er fastsat til 60 % af den nationale ækvivalerede disponible medianindkomst for alle personer.

Graf 8: Relativ medianfattigdomsrisikokløft, 2018
(%)
Kilde: Eurostat (ilc_li11)

Blandt EU's medlemsstater lå medianindkomsten for fattigdomstruede personer længst under fattigdomstærsklen i Rumænien (35,2 %). Kløfter over 25,0 % blev også indberettet af Italien, Grækenland, Kroatien, Spanien, Litauen, Letland, Bulgarien og Slovakiet. Kløfterne i Nordmakedonien (37,7 %) og Serbien (37,4 %) var større end i nogen af medlemsstaterne, og der var også forholdsvis store kløfter i Montenegro (34,0 %) og Tyrkiet (26,4 %, data fra 2017). Den mindste fattigdomsrisikokløft blandt EU's medlemsstater blev konstateret i Finland (14,2 %), efterfulgt af Tjekkiet (15,0 %) og Irland (15,3 %). I Island var kløften på samme lave niveau (15,3 %; data fra 2016).

Kildedata til tabeller og grafer

Datakilder

De data, der brugt i denne artikel, stammer primært fra mikrodata fra EU-statistikker over indkomstforhold og levevilkår (EU-SILC). Data fra EU-SILC indsamles hvert år og udgør den primære kilde til statistik, der måler indskomst og levevilkår i Europa. De er desuden den primære kilde til information, der bruges til at sammenkæde forskellige aspekter af livskvaliteten for husstande og enkeltpersoner. Referencepopulationen for den information, der er medtaget i denne artikel, er alle private husstande og deres medlemmer, som boede på en EU-medlemsstats område på tidspunktet for dataindsamlingen. Personer, der bor i kollektive husstande og institutioner, indgår normalt ikke i målpopulationen. Dataene for EU og euroområdet er baseret på et befolkningsvægtet gennemsnit af de nationale data.

Husstandenes disponible indkomst beregnes ved at sammenlægge alle monetære indkomster, som hvert medlem af husstanden modtager fra en hvilken som helst kilde (herunder indkomst fra arbejde, investeringer og sociale ydelser) — plus indkomst modtaget på husstandsniveau — fratrukket skat og indbetalte socialsikringsbidrag. For at vise forskelle i husstandsstørrelse og sammensætning divideres summen med antallet af "voksenækvivalenter" ved hjælp af en standardækvivalensskala, den såkaldte modificerede OECD-skala, der vægter den første voksne i husstanden med 1,0. Andre medlemmer af husstanden på 14 år eller derover vægtes med 0,5, mens børn under 14 år vægtes med 0,3. Det derved fremkomne tal kaldes "ækvivaleret disponibel indkomst" og fastsættes for hvert enkelt medlem af husstanden. Med henblik på fattigdomsindikatorer beregnes den ækvivalerede disponible indkomst på grundlag af den samlede disponible indkomst for hver husstand divideret med den ækvivalerede husstandsstørrelse. Hver person i husstanden anses således for at have den samme ækvivalerede indkomst.

Indkomstreferenceperioden er en fast tolvmåneders periode (f.eks. det foregående kalender- eller skatteår) for alle lande med undtagelse af Det Forenede Kongerige, hvor indkomstreferenceperioden er det aktuelle år for undersøgelsen, og Irland, hvor undersøgelsen er kontinuerlig, og hvor oplysninger om indkomst indsamles for de 12 måneder, der ligger forud for undersøgelsen.

Fattigdomsrisikosatsen defineres som andelen af personer med en ækvivaleret disponibel indkomst under fattigdomsrisikotærsklen, som er fastsat til 60 % af den nationale ækvivalerede disponible medianindkomst. I overensstemmelse med beslutninger truffet af Det Europæiske Råd måles fattigdomsrisikosatsen i forhold til situationen i den enkelte EU-medlemsstat i stedet for at bruge en fælles tærskelværdi. Fattigdomsrisikosatsen kan udtrykkes enten før eller efter sociale overførsler, hvor forskellen mellem de to værdier er udtryk for den hypotetiske effekt af nationale sociale overførsler på mindskelse af fattigdomsrisikoen. Pensioner og efterladtepensioner regnes som indkomst før overførsler og ikke som sociale overførsler. Denne indikator kan opdeles på forskellige måder, f.eks. opdelt efter alder, køn, beskæftigelsesstatus, husstandstype eller opnået uddannelsesniveau. Det bør bemærkes, at indikatoren ikke måler velstand, men derimod er et relativt mål for lav løbende indkomst (i forhold til andre personer i samme land).

Følgende notation anvendes i tabellerne i denne artikel:

Værdi i kursiv    dataværdien er en fremskrivning, foreløbig eller anslået og vil således sandsynligvis skulle justeres
: ikke tilgængelig, fortrolig eller upålidelig værdi.

Kontekst

På Det Europæiske Råd i Laeken i december 2001 vedtog de europæiske stats- og regeringschefer den første serie fælles statistiske indikatorer til måling af social udstødelse og fattigdom, som er genstand for en løbende finjusteringsproces i arbejdsgruppen vedrørende indikatorer under Udvalget for Social Beskyttelse. Disse indikatorer er en væsentlig del af den åbne koordinationsmetode til at overvåge de fremskridt, der sker i EU's medlemsstater hen imod at reducere fattigdom og social udstødelse.

EU-SILC er referencekilden for EU's statistikker over indkomst og levevilkår og navnlig for indikatorer for social inklusion. I forbindelse med EU 2020-strategien vedtog Det Europæiske Råd i juni 2010 som et hovedmål for social inklusion, at der i 2020 skal være mindst 20 mio. færre mennesker i EU, der er truet af fattigdom eller social udstødelse, end der var i 2008. EU-SILC er den kilde, der anvendes til at overvåge udviklingen hen imod opfyldelse af dette hovedmål, som måles ved hjælp af en indikator, der kombinerer fattigdomsrisikosatsen, indikatoren for alvorlige materielle afsavn og andelen af personer, som bor i en husstand med meget lav arbejdsintensitet — se artiklen om statistikker over risiko for fattigdom eller social udstødelse for yderligere oplysninger.

Direkte adgang til

Andre artikler
Tabeller
Database
Tematisk afsnit
Publikationer
Metodologi
Visualiseringer




Retrieved from "https://ec.europa.eu/eurostat/statistics-explained/index.php?title=Archive:Income_poverty_statistics/da&oldid=531099"