BNP og regnskaber for husholdningerne på regionalt niveau

This Statistics Explained article is outdated and has been archived - for recent articles on regional GDP see here.

Data fra marts 2012. Seneste data: Yderligere Eurostat-oplysninger, Hovedtabeller og Database.

Bruttonationalproduktet (BNP) er en vigtig målestok for den økonomiske udvikling og vækst: Den første del af denne artikel indeholder en regional analyse af BNP i Den Europæiske Union (EU) baseret på BNP pr. indbygger og af den udvikling, der er sket i de seneste år. Økonomiske regnskaber indeholder vigtige oplysninger, der kan benyttes til at foretage en regional analyse af økonomien. Disse statistikker (kun regnet i løbende priser) anvendes også til fordeling af udgifter i forbindelse med EU’s samhørighedspolitik. Alle regioner i EU er omfattet af samhørighedspolitikken, men de fleste strukturfonde er rettet mod NUTS 2-regioner, hvor BNP pr. indbygger er på under 75 % af gennemsnittet i EU-27 (baseret på et treårigt gennemsnit).

I den anden del af denne artikel ses der på regionale husstandsindkomster (også regnet i løbende priser). Der gives oplysninger om primær indkomst (f.eks. arbejdsindkomst) og disponibel indkomst efter statslig omfordeling (skatter og afgifter, sociale ydelser og andre overførsler). Der gøres opmærksom på, at dataene om regionale husstandsindkomster gælder for 2008, hvorimod analysen af BNP er baseret på referenceåret 2009.

Kort 1: Bruttonationalprodukt (BNP) pr. indbygger i købekraftstandard (KKS) efter NUTS 2-regioner, 2009
(% af EU-27-gennemsnittet, EU-27=100) - Kilde: Eurostat (nama_r_e2gdp)

Kort 2: Bruttonationalprodukt (BNP) pr. indbygger i købekraftstandard (KKS) efter NUTS 3-regioner, 2009 (1)
(% af EU-27-gennemsnittet, EU-27=100) - Kilde: Eurostat (nama_r_e3gdp)

Graf 1: Bruttonationalprodukt (BNP) pr. indbygger i købekraftstandard (KKS) efter NUTS 3-regioner, 2009 (1)
(% af EU-27-gennemsnittet, EU-27=100) - Kilde: Eurostat (nama_r_e2gdp)

Kort 3: Ændring i bruttonationalprodukt (BNP) pr. indbygger i købekraftstandard (KKS) efter NUTS 2-regioner, 2000-2009 (1)
(forskel i procentpoint mellem 2009 og 2000; i forhold til EU-27-gennemsnittet) - Kilde: Eurostat (nama_r_e2gdp)

Tabel 1: Spredning i BNP efter NUTS 2-regioner, 2000 og 2009
(%) - Kilde: Eurostat (nama_r_e0digdp), (nama_r_e2gdp) og (demo_r_d3avg)

Kort 4: Private husstandes primære indkomst pr. indbygger (i KKFS) efter NUTS 2-regioner, 2008 (1)
(% af EU-27-gennemsnittet, EU-27=100) - Kilde: Eurostat (nama_r_ehh2inc)

Graf 2: Private husstandes disponible indkomst efter NUTS 2-regioner, 2008 (1)
(KKFS pr. indbygger) - Kilde: Eurostat (nama_r_ehh2inc)

Vigtigste statistiske resultater

BNP og husstandsindkomsterne beregnes først i national valuta og omregnes derefter til købekraftpariteter (KKP), som tager højde for medlemsstaternes forskellige prisniveauer. Det gør det muligt at foretage en mere nøjagtig sammenligning. For BNP anvendes en generel paritet, og for husstandsindkomsten anvendes en specifik købekraftsparitet for udgifter til endeligt forbrug.

KKP anvendes (i stedet for markedsbestemte valutakurser) til at omregne disse indikatorer til en kunstig fælles valuta kaldet en købekraftstandard (KKS) eller i forbindelse med husstandsindkomsten en købekraftforbrugsstandard (KKFS). Brugen af KKS og KKFS gør det muligt at sammenligne regionernes købekraft i medlemsstater, der har forskellige valutaer, og hvor prisniveauet er forskelligt. Læs mere om brugen af KKP i afsnittet om datakilder og adgang til data nedenfor.

Regionalt BNP pr. indbygger

Kort 1 viser BNP pr. indbygger i de enkelte regioner på NUTS 2-niveau udtrykt i procent af EU-27-gennemsnittet, som i absolutte tal lå på 25 000 KKS i 2008, men faldt til 23 500 KKS i 2009. Ser man på alle NUTS 2-regioner inden for EU, lå BNP pr. indbygger i intervallet fra 6 400 KKS (27 % af EU-27-gennemsnittet) i Severozapaden i Bulgarien til 78 000 KKS (332 % af EU-27-gennemsnittet) i hovedstadsregionen Inner London i Det Forenede Kongerige. Afstanden mellem de to yderpunkter svarede til et forhold på 12,2:1. Luxembourg (266 % af EU-27-gennemsnittet), den belgiske hovedstadsregion (223 %) og den tyske region Hamburg (188 %) lå på en anden-, tredje- og fjerdeplads blandt de regioner, der havde det højeste BNP pr. indbygger, efterfulgt af den slovakiske, franske og tjekkiske hovedstadsregion med hhv. 178 %, 177 % og 175 % af EU-27-gennemsnittet. Mange af de regioner, der havde et højt BNP pr. indbygger, var hovedstadsregioner eller tilstødende regioner – det var tilfældet i Belgien, Tjekkiet, Danmark, Irland, Spanien, Frankrig, Luxembourg (der udgør én region), Nederlandene, Østrig, Slovakiet, Finland, Sverige og Det Forenede Kongerige. Der fandtes mange regioner, hvor det gennemsnitlige BNP pr. indbygger lå mere end 25 % over EU-27-gennemsnittet, i Sydtyskland, tæt på de større byer i Vesttyskland, Nordspanien og Norditalien, den vestlige del af Østrig, en lang række nederlandske regioner og den belgiske region omkring Antwerpen, øregionen Åland (Finland) og det nordøstlige Skotland (Det Forenede Kongerige). De slovakiske og tjekkiske hovedstadsregioner – Praha og Bratislavský kraj – var de eneste af 39 regioner i de medlemsstater, der trådte ind i EU i 2004 eller 2007, hvor det gennemsnitlige BNP pr. indbygger lå mere end 25 % over EU-27-gennemsnittet. Den tredjerigeste region (målt i BNP) i de medlemsstater, der trådte ind i EU i 2004 eller 2007, var Bucuresti - Ilfov i Rumænien, som dog kun nåede op på 111 % af EU-27-gennemsnittet. Den slovenske region Zahodna Slovenija og den ungarske region Közép-Magyarország var de eneste andre regioner i de medlemsstater, der blev medlemmer af EU i 2004 eller 2007, hvor det gennemsnitlige BNP pr. indbygger (i KKS) lå over gennemsnittet i EU-27.

Samlet set var der 68 regioner, hvor det gennemsnitlige BNP pr. indbygger lå mindst 25 % under EU-27-gennemsnittet. I alt 20 af disse regioner var samlet i seks af de oprindelige 15 medlemsstater, nemlig Italien (fem sydlige regioner), Frankrig (fire oversøiske regioner), Grækenland og Portugal (fire regioner i hvert land), Det Forenede Kongerige (to regioner) og Spanien (regionen Extremadura). De resterende 48 regioner fandtes i de medlemsstater, der trådte ind i EU i 2004 eller 2007. Med undtagelse af Cypern og Malta havde alle disse 12 medlemsstater mindst én region, som lå under dette niveau. Blandt disse regioner var der 22, hvor det gennemsnitlige BNP pr. indbygger højest nåede op på halvdelen af EU-27-gennemsnittet, og disse regioner lå i Bulgarien, Ungarn, Polen, Rumænien og Slovakiet. Der boede ca. 38,5 millioner mennesker i de 22 regioner, hvor BNP pr. indbygger udtrykt i KKS udgjorde 50 % af EU-27-gennemsnittet eller derunder. Det svarede til 7,7 % af befolkningen i EU-27.

I Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien og i Kroatien blev der generelt registreret et lavere BNP pr. indbygger, selv om niveauet i regionen Sjeverozapadna Hrvatska (den kroatiske hovedstadsregion) lå på 78 % af gennemsnittet i EU-27.

I tabel 1 analyseres den andel af befolkningen, som i 2009 boede i regioner, hvor BNP pr. indbygger (i KKS) udgjorde mindre end 75 % af EU-27-gennemsnittet, og den andel, hvor BNP var på over 125 % af gennemsnittet. I 2009 boede 23,3 % af befolkningen i regioner, hvor BNP pr. indbygger udgjorde mindre end 75 % af EU-27-gennemsnittet, og 19,0 % boede i regioner, hvor der var tale om over 125 % af EU-27-gennemsnittet. 57,7 % af befolkningen befandt sig i midtergruppen (BNP pr. indbygger på mellem 75 % og 125 %). I de tre baltiske medlemsstater, som hver især kun har én region på NUTS 2-niveau, boede hele befolkningen i regioner, hvor det gennemsnitlige BNP pr. indbygger ikke nåede op på 75 % af EU-27-gennemsnittet. Det samme gjaldt for Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien (der også kun har én region). I Rumænien, Slovakiet, Polen, Tjekkiet, Bulgarien, Ungarn, Portugal og Slovenien boede over halvdelen af befolkningen i regioner, hvor det gennemsnitlige BNP pr. indbygger lå på under 75 % af EU-27-gennemsnittet. Det samme gjaldt for Kroatien.

I Luxembourg (en NUTS 2-region) boede hele befolkningen til gengæld i en region, hvor det gennemsnitlige BNP pr. indbygger var på over 125 % af EU-27-gennemsnittet. I Irland, Nederlandene og Finland boede over halvdelen af befolkningen i sådanne regioner. I de to ømedlemsstater Cypern og Malta (der hver især kun består af én region på NUTS 2-niveau) boede hele befolkningen i regioner, hvor det gennemsnitlige BNP pr. indbygger lå i det midterste interval (mellem 75 % og 125 % af EU-27-gennemsnittet), og det samme gjaldt for befolkningen i Det Forenede Kongerige (86,8 %), Frankrig (78,8 %), Sverige (78,5 %), Grækenland (78,3 %), Spanien (77,9 %), Tyskland (70,5 %), Danmark (69,7 %), Belgien (64,0 %) og Østrig (60,6 %).

En mere detaljeret regional analyse

I modsætning til Kort 1, der fokuserer på NUTS 2-regioner, som især har betydning for, om der kan tildeles støtte fra strukturfondene, giver Kort 2 en mere detaljeret analyse af de regionale økonomier baseret på regioner på NUTS 3-niveau. Den generelle analyse minder selvfølgelig om den, der omhandler NUTS 2-regionerne, selv om der findes en række NUTS 3-regioner, der skiller sig ud fra de overordnede regioner (på NUTS 2-niveau), som de er en del af. Dette fænomen skyldes ofte, at de centrale NUTS 3-regioner tiltrækker pendlere fra omgivende områder, hvilket resulterer i, at den økonomiske aktivitet koncentreres i de største byområder. I den bulgarske hovedstadsregion Yogozapaden, som er en NUTS 2-region, lå det gennemsnitlige BNP pr. indbygger (udtrykt i KKS) til eksempel på 75 % af EU-27-gennemsnittet, hvorimod der på det mere detaljerede NUTS 3-niveau i regionen Sofia (stolitsa) blev registreret en værdi på 104,3 % for denne indikator, og værdierne i de øvrige fire NUTS 3-regioner var på under 50 %. Det samme sås i den polske hovedstadsregion Mazowieckie, der er en NUTS 2-region, hvor det gennemsnitlige BNP pr. indbygger (i KKS) i NUTS 3-regionerne Ostrolecko-siedlecki og Radomski blev beregnet til under halvdelen af gennemsnittet for Mazowieckie. Hovedstadsregionens BNP blev trukket op af det relativt høje niveau for NUTS 3-regionen Miasto Warszawa.

I den tyske region Oberbayern (NUTS 2-niveau) var der meget stor variation i de værdier, der blev registreret for denne indikator, i de forskellige NUTS 3-regioner. I Fürstenfeldbruck blev det gennemsnitlige BNP pr. indbygger (udtrykt i KKS) således registreret til 79,6 % af EU-27-gennemsnittet, hvorimod det i München Landkreis blev registreret til 330,2 %. I Rheinhessen-Pfalz (NUTS 2-niveau) blev der tilsvarende registreret et gennemsnitligt BNP pr. indbygger (udtrykt i KKS) svarende til 52,3 % af EU-27-gennemsnittet i NUTS 3-regionen Südwestpfalz, hvorimod Ludwigshafen am Rhein (Kreisfreie Stadt) registrerede en værdi på 215,3 %. I de tyske NUTS 3-regioner Regensburg, Schweinfurt, Wolfsburg, Düsseldorf og Koblenz (der alle er Kreisfreie Städte) var det gennemsnitlige BNP pr. indbygger mere end dobbelt så stort som gennemsnittet for de NUTS 2-regioner, som de var en del af (hhv. Oberpfalz, Unterfranken, Braunschweig, Düsseldorf og Koblenz). En lignende situation sås i NUTS 3-regionen Oost-Groningen i Nederlandene, hvor der blev registreret et gennemsnitligt BNP pr. indbygger (i KKS) på 72,8 % af EU-27-gennemsnittet, hvilket var mindre end halvdelen af den værdi (170 %), der blev registreret i Groningen (NUTS 2-niveau) som helhed.

Væsentlige regionale forskelle mellem landene

I modsætning til Kort 2, der sætter fokus på en række tilfælde, hvor der var store forskelle i BNP pr. indbygger mellem de enkelte NUTS 3-regioner inden for samme NUTS 2-region, analyserer Graf 1 de væsentlige regionale forskelle, der ses mellem landene. Det bemærkes, at Cypern og Luxembourg kun består af én region på NUTS 3-niveau.

I Danmark, Malta og Sverige var det højeste gennemsnitlige regionale BNP pr. indbygger i 2009 mindre end dobbelt så højt som det laveste BNP. I de øvrige lande, der er vist i Graf 1, var forskellen større svarende til et forhold på mere end 5:1 i Tyskland, Frankrig, Polen og Rumænien og et forhold på 10,5:1 i Det Forenede Kongerige.

I mange medlemsstater havde hovedstadsregionen (på NUTS 3-niveau) det højeste BNP pr. indbygger (udtrykt i KKS). Det var tilfældet i Belgien, Bulgarien, Tjekkiet, Danmark, Estland, Irland, Letland, Litauen, Ungarn, Malta, Polen, Portugal, Slovenien, Slovakiet, Sverige og Det Forenede Kongerige (NB: hovedstaden består her af to NUTS 3-regioner) samt i Kroatien og Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien. Hovedstadsregionen havde det højeste gennemsnitlige BNP pr. indbygger i alle de medlemsstater, der trådte ind i EU i 2004 eller 2007, bortset fra Rumænien, hvor niveauet var højest i den region, der grænsede op til hovedstadsregionen. Det samme gør sig gældende i Frankrig, hvor den NUTS 3-region, der havde det højeste gennemsnitlige BNP pr. indbygger, var en region, som stødte op til hovedstadsregionen. Tyskland var den eneste medlemsstat, hvor det gennemsnitlige BNP pr. indbygger lå under det nationale gennemsnit i hovedstadsregionen, som er en NUTS 3-region.

Konvergens

Kort 3 viser den ændring, der skete i BNP pr. indbygger mellem 2000 og 2009, sammenlignet med EU-27-gennemsnittet (udtrykt i procentpoint af EU-27-gennemsnittet). Det bemærkes, at den undersøgte periode omfatter en række år, hvor EU som helhed oplevede en forholdsvis kraftig vækst efterfulgt af den begyndende finansielle og økonomiske krise. Da analysen bygger på en sammenligning med EU-gennemsnittet, kan en region godt have en reel vækst, selv om væksten ser ud til at være negativ, når den er mindre end gennemsnittet for de 27 medlemsstater, hvor der blev noteret en vækst (i løbende priser) på 23,0 % i denne periode. Analysen er baseret på en sammenligning af situationen i de pågældende to år og viser det samlede resultat for årene i dette interval frem for de ændringer, der er sket i de enkelte år. Det samlede resultat kan omfatte perioder, hvor BNP pr. indbygger udviklede sig i positiv retning i regionen (ekspansion), men også perioder, hvor der var en negativ udvikling (kontraktion).

De regioner, der ekspanderede relativt hurtigt (BNP pr. indbygger steg med mere end 10 procentpoint sammenlignet med EU-27-gennemsnittet), er markeret med den mørkeste violette farve. De regioner, der oplevede en mindre ekspansion eller ligefrem en kontraktion (BNP pr. indbygger faldt med mere end 10 procentpoint sammenlignet med EU-27-gennemsnittet), er markeret med den lyseste violette farve.

Mange hovedstadsregioner oplevede store stigninger, navnlig i de medlemsstater, der trådte ind i EU i 2004 eller 2007. De højeste vækstrater i forhold til EU-27-gennemsnittet blev registreret i hovedstadsregionerne i Slovakiet (+69 procentpoint), Rumænien (+55), Bulgarien (+38) og Tjekkiet (+36), efterfulgt af hovedstadsregionerne i Grækenland (+29) og Det Forenede Kongerige (+28). Hovedstadsregionerne indtog også de to første pladser i den anden ende af skalaen. Den belgiske hovedstadsregion (Région de Bruxelles-Capitale/Brussels Hoofdstedelijk Gewest) registrerede således et fald på 33 procentpoint i forhold til EU-27-gennemsnittet efterfulgt af den østrigske region Wien (-25 procentpoint).

Kortet viser, at dette mål for de økonomiske resultater lå over EU-27-gennemsnittet i EU’s sydvestlige og østlige randområder og navnlig i regionerne i de baltiske medlemsstater, Polen, Tjekkiet, Slovakiet, Ungarn, Rumænien, Bulgarien, Grækenland og det østlige Cypern og vestlige Spanien. Spanien og Grækenland var ikke de eneste EU-15-medlemsstater, som havde en region, hvor væksten var på mere end 10 procentpoint i forhold til EU-gennemsnittet. Det var også tilfældet i Luxembourg, Nederlandene, Portugal, Finland og Det Forenede Kongerige.

I Bulgarien, Tjekkiet, Polen, Rumænien, Slovenien og Slovakiet oplevede alle regioner i perioden fra 2000 til 2009 en vækst i BNP pr. indbygger (i KKS), som lå over den gennemsnitlige vækstrate i EU-27. Det samme var tilfældet i de baltiske medlemsstater, Cypern og Luxembourg, der hver især udgør en enkelt NUTS 2-region.

Til gengæld blev der i alle regioner i Danmark, Irland, Italien, Østrig og Sverige registreret en stigning i BNP pr. indbygger (i KKS), som var lavere end den gennemsnitlige vækstrate i EU-27, og det samme gjaldt for Malta (der kun er én region). I 53 regioner faldt BNP med mindst 10 procentpoint i forhold til EU-27-gennemsnittet, og ingen af disse regioner lå i de medlemsstater, der trådte ind i EU i 2004 eller 2007. De fleste af disse regioner fandtes i Det Forenede Kongerige (16 regioner), Frankrig og Italien (11 regioner hver), mens Sverige havde fire sådanne regioner, Belgien og Tyskland havde tre hver, og Danmark, Grækenland, Spanien, Nederlandene og Østrig havde én hver.

Generelt øget konvergens inden for EU

Den regionale konvergens for BNP pr. indbygger (i KKS) kan vurderes på flere måder. Den mest enkle fremgangsmåde er at måle forholdet mellem de højeste og laveste værdier. Målt på denne måde blev kløften mellem regionerne i EU-27 reduceret fra en faktor 17,1 i 2000 til en faktor 12,2 i 2009, især på grund af hurtigere vækst i Bulgarien og Rumænien. Denne fremgangsmåde tager imidlertid kun udgangspunkt i yderværdierne og tager ikke hensyn til størstedelen af regionerne. En indikator for spredningen i regionalt BNP gør det muligt at foretage en indgående vurdering af den regionale konvergens. Denne beregningsmetode er nærmere beskrevet under Datakilder og adgang til data nedenfor. Denne størrelse tager højde for afvigelser i BNP pr. indbygger i alle NUTS 2-regioner fra det nationale gennemsnit, vægtet i forhold til den regionale befolkning. Tabel 1 sammenligner de nationale værdier for spredningen (på NUTS 2-niveau) for 2000 med værdierne for 2009. I 2009 var spredningen mindre i de fleste af EU-15-medlemsstaterne, end den var i de medlemsstater, der trådte ind i EU i 2004 eller 2007. Det var dog ikke tilfældet i Slovenien og Polen. Som helhed betragtet blev spredningen desuden mere udtalt i perioden fra 2000 til 2009 i de medlemsstater, der trådte ind i EU i 2004 eller 2007. Spredningen voksede mest i Bulgarien og mindst i Slovenien og Polen. Det ser derfor ud til, at den indsats, der er gjort for at indhente det økonomiske efterslæb i mange af de medlemsstater, som trådte ind i EU i 2004 eller 2007, er gået hånd i hånd med voksende regionale forskelle.

I EU-15-medlemsstaterne var billedet mere broget. I Grækenland blev spredningen langt større, hvorimod spredningen i Sverige, Det Forenede Kongerige, Frankrig, Irland og Portugal kun blev lidt større. Spredningen blev mindre i Østrig (Eurostat-skøn), Finland, Spanien, Italien (også Eurostat-skøn), Tyskland, Belgien og Danmark i perioden fra 2000 til 2009. I Nederlandene var den uændret (og beskeden).

Alt i alt opvejede den stigende konvergens, der sås inden for mange EU-15-medlemsstater, og den stigende konvergens mellem medlemsstaterne den stigende divergens inden for andre medlemsstater, og Eurostat anslår som følge heraf, at der var en stigning i den regionale konvergens for EU-27 som helhed.

Sammenligner man dataene for 2000 og 2009, viser det sig, at det i den pågældende periode lykkedes for seks regioner at overstige tærsklen på 75 %, som anvendes i forbindelse med strukturfondene. Det gjaldt for Yugozapaden (Bulgarien), Voreio Aigaio (Grækenland), Andalucía (Spanien), Mazowieckie (Polen), Região Autónoma dos Açores (Portugal) og Bucuresti – Ilfov (Rumænien). Der var 18,2 millioner indbyggere i disse regioner i 2009, hvilket svarede til ca. 3,6 % af den samlede befolkning i EU-27. Samtidig faldt BNP pr. indbygger (i KKS) imidlertid i regionen West Wales and The Valleys (Det Forenede Kongerige) fra 75 % af EU-27-gennemsnittet til under denne tærskel, mens denne indikator i regionen Puglia i det sydlige Italien faldt fra over 75 % af EU-27-gennemsnittet til et niveau, der var lavere end denne tærskel.

Private husstandes indkomst: resultater for 2008

I markedsøkonomier med statslige omfordelingsmekanismer skelnes der mellem indkomstfordeling på to niveauer. Den primære fordeling vedrører den del af private husstandes indkomst, der stammer direkte fra markedstransaktioner, dvs. køb og salg af produktionsmidler og varer. Det omfatter bl.a. indkomst af lønarbejde og selvstændig virksomhed samt indkomst, der modtages i form af renter, udbytte og lejeindtægter. Rente- og lejeudgifter opføres som negative poster, og resultatet af alle disse transaktioner svarer til de private husstandes primære indkomst.

Det andet koncept er den disponible indkomst, der beregnes ud fra den primære indkomst med tillæg af alle sociale ydelser og pengeoverførsler (som led i den statslige omfordeling) og fradrag af indkomst- og formueskat samt socialsikringsbidrag og lignende overførsler. Der er med andre ord tale om de penge, folk råder over til forbrug eller opsparing.

Kort 4 giver en oversigt over den primære indkomst pr. indbygger i NUTS 2-regionerne i 24 medlemsstater. I modsætning til BNP foreligger der ikke data om husstandsindkomster på NUTS 3-niveau. Den primære indkomst pr. indbygger i EU-27 udgjorde i gennemsnit 17 200 KKFS i 2008. Den højeste primære indkomst var på 36 800 KKFS pr. indbygger i Inner London (Det Forenede Kongerige), og den laveste var på 3 600 KKFS i Severozapaden (Bulgarien), hvilket svarer til et forhold på 10,2:1.

Et af de mest bemærkelsesværdige træk ved Kort 4 er det relativt høje indkomstniveau pr. indbygger, der er registreret i regionerne omkring hovedstæderne. I Tjekkiet, Danmark, Irland, Grækenland, Frankrig, Ungarn, Polen, Portugal, Rumænien, Slovenien, Slovakiet, Sverige og Det Forenede Kongerige blev det højeste indkomstniveau pr. indbygger registreret i den NUTS 2-region, som hovedstaden indgår i. Det bemærkes, at der i seks andre medlemsstater ikke findes nogen regional opdeling på NUTS 2-niveau. Lisboa (Portugal) og Berlin (Tyskland) var de eneste hovedstadsregioner i EU-15, hvor den primære indkomst pr. indbygger lå under EU-27-genemsnittet, mens Bratislavský kraj (Slovakiet) var den eneste hovedstadsregion blandt de medlemsstater, der trådte ind i EU i 2004 eller 2007, hvor den primære indkomst pr. indbygger lå over EU-27-gennemsnittet.

Blandt de 51 NUTS 2-regioner, hvor den primære indkomst pr. indbygger i 2008 oversteg EU-27-gennemsnittet med mere end 5 %, fandtes de 19 i Tyskland, syv i hhv. Italien og Det Forenede Kongerige, seks i Østrig, fire i Belgien, tre i hhv. Spanien og Nederlandene og en i hhv. Frankrig og Sverige. Der fandtes centre med høje gennemsnitsindkomster pr. indbygger flere steder i Østrig, i Sydengland og det nordøstlige Skotland i Det Forenede Kongerige samt i det nordøstlige Spanien. Der var desuden et klart skel mellem nord og syd i Italien (højere indkomster mod nord) og et skel mellem øst og vest i Tyskland og Nederlandene (højere indkomster mod vest).

I 28 regioner på NUTS 2-niveau udgjorde den primære indkomst pr. indbygger højst 50 % af EU-27-gennemsnittet – alle disse regioner lå i de medlemsstater, der trådte ind i EU i 2004 eller 2007. Ti af disse regioner fandtes i Polen, syv i Rumænien (alle regioner med undtagelse af hovedstadsregionen Bucuresti – Ilfov), seks i Bulgarien (alle bulgarske regioner), fire i Ungarn og én i Slovakiet.

Den primære indkomst i EU-27 blev reduceret med 13,3 % som følge af statens intervention (omfordeling), hvilket resulterede i en gennemsnitlig disponibel indkomst på 14 900 KKFS pr. indbygger i 2008. Inner London (26 600 KKFS pr. indbygger) havde den højeste disponible indkomst pr. indbygger (foruden den højeste primære indkomst). Den laveste disponible indkomst (3 800 KKFS) blev registreret i Severozapaden (Bulgarien). Forholdet mellem det højeste og laveste regionale niveau var på 6,9:1 (sammenlignet med 10,2:1 for den primære indkomst).

En sammenligning mellem den primære indkomst og den disponible indkomst viser, at statens intervention generelt har en udjævnende effekt. Omfordelingen resulterede i betydeligt højere relative indkomster i Syditalien, Vestspanien og den vestlige del af Det Forenede Kongerige samt i de østlige dele af Bulgarien, Tyskland, Ungarn, Polen og Rumænien. Selv om de fleste NUTS 2-regioner oplyste, at den disponible indkomst pr. indbygger var lavere end den primære indkomst pr. indbygger, var der dog 30 regioner, hvor de sociale ydelser og andre overførsler var så høje, at den disponible indkomst pr. indbygger var højere. Syv af disse regioner lå i Polen, fem i hhv. Portugal og Rumænien, fire i hhv. Grækenland og Det Forenede Kongerige, tre i Bulgarien og én i hhv. Tyskland og Italien.

Graf 2 viser variationen i disponibel indkomst pr. indbygger i de forskellige EU-medlemsstater i 2008 og i Norge i 2007. De fleste hovedstadsregioner havde den højeste disponible indkomst pr. indbygger af alle regioner i landet. Det var tilfældet i 14 af de 21 medlemsstater, der har mere end én region på NUTS 2-niveau. I de resterende syv medlemsstater, der består af flere regioner (Belgien, Tyskland, Spanien, Italien, Nederlandene, Østrig og Finland), var den disponible indkomst pr. indbygger i hovedstadsregionen generelt højere end det nationale gennemsnit. Det gjaldt dog ikke for Région de Bruxelles-Capitale/Brussels Hoofdstedelijk Gewest (Belgien) og Berlin (Tyskland).

Den disponible indkomst pr. indbygger var 2,5 gange højere i Bucuresti – Ilfov end i den nordøstlige del af Rumænien, hvilket var den største forskel mellem regioner i samme land. I Frankrig, Grækenland, Det Forenede Kongerige og Slovakiet var der også en forholdsvis stor variation i den disponible indkomst pr. indbygger mellem den region, hvor indkomsten var højest, og den region, hvor den var lavest. I den anden ende af skalaen var den disponible indkomst pr. indbygger ret ensartet. Det var tilfældet i Danmark (hvor den højeste gennemsnitlige regionale indkomst var 1,08 gange så høj som i den region, hvor den var lavest), Østrig (1,09), Slovenien (1,16) og Irland (1,17).

Datakilder og adgang til data

Metodologien for regionalregnskaber i EU er fastsat i det europæiske national- og regionalregnskabssystem (ENS). ENS95 er i fuld overensstemmelse med de globale retningslinjer for nationalregnskaber i nationalregnskabssystemet fra 1993 (SNA 1993). ENS er ved at blive revideret i kølvandet på den internationale aftale, der blev indgået i 2008, om at udarbejde en ajourført udgave af SNA.

BNP, der er den vigtigste størrelse i nationalregnskabet, opsummerer et lands eller en regions økonomiske position. Det kan beregnes ved hjælp af produktionsmetoden, udgiftsmetoden eller indkomstmetoden.

Der indsamles regionale data om de private husstandes indkomst til brug for regionalregnskaberne på NUTS 2-niveau. Dataene vedrørende private husstandes indkomst for 2008 i Bulgarien (og dermed også EU-27) er baseret på skøn.

Sammenligning mellem det sted, hvor man arbejder, og det sted, hvor man bor

Det er muligt at foretage en regional sammenligning af det økonomiske output ved at sammenligne det regionale BNP med befolkningen i den pågældende region. Her er det vigtigt at skelne mellem arbejdssted og bopæl. BNP måler den økonomiske produktion, der er opnået inden for de nationale eller regionale grænser, uanset om den kan henføres til personer, der bor i det område, hvor de arbejder, eller til personer, der bor et andet sted. Det regionale BNP pr. indbygger beregnes derfor ud fra en tæller, der afhænger af arbejdsstedet (BNP i den pågældende region), som divideres med en nævner, hvis værdi afhænger af bopælen (indbyggerne i denne region). Det er især vigtigt, når der er en betydelig nettostrøm af pendlere ind og ud af regionen. Områder, der tiltrækker mange pendlere udefra, vil ofte have et ekstremt højt regionalt BNP pr. indbygger (sammenlignet med de omliggende regioner). Det gælder især for økonomiske centre som regionerne London (Det Forenede Kongerige), Wien (Østrig), Hamburg (Tyskland), Praha (Tjekkiet) og Luxembourg. På grund af denne anomali giver det høje BNP pr. indbygger, der ses for visse regioner med nettostrømme af pendlere udefra, sig ikke nødvendigvis udslag i en tilsvarende høj indkomst for de mennesker, der bor i den samme region.

Til gengæld afspejler den private husstandsindkomst, uanset om det drejer sig om den primære indkomst eller den disponible indkomst, indkomsten for de personer, der bor i en region. Den private husstandsindkomst kan derfor sammenlignes direkte med den befolkning, der bor inden for samme region. Ud over pendlerstrømme findes der også andre faktorer, som kan medføre, at den regionale indkomstfordeling ikke svarer til fordelingen af BNP, f.eks. at indbyggerne i en region modtager lejeindtægter, renter eller udbytte, som betales af indbyggerne i andre regioner.

Købekraftpariteter

Det regionale BNP beregnes i den pågældende regions (dvs. det pågældende lands) lokale valuta. BNP kan omregnes til en fælles valuta – f.eks. euro eller dollars – for at gøre det mere sammenligneligt.

Valutakurserne afspejler mange faktorer med relation til udbud og efterspørgsel på valutamarkederne, f.eks. international handel, inflationsprognoser og renteforskelle. Valutakurserne afspejler dog ikke alle forskelle i prisniveauer mellem landene. For at kompensere for dette kan BNP omregnes vha. omregningsfaktorer, såkaldte købekraftpariteter (KKP), til en kunstig fælles valuta kaldet købekraftstandard (KKS). Det gør det muligt at sammenligne forskellige nationale valutaers købekraft. Selv om der er oprettet en monetær union – euroområdet – vil den fælles valuta stadig have forskellig købekraft i de enkelte lande afhængigt af de nationale prisniveauer. Overordnet set vil brugen af KKS-serier i stedet for eurobaserede serier som regel have en udjævnende effekt, eftersom regioner med meget højt BNP pr. indbygger udtrykt i euro som regel også har relativt høje prisniveauer (f.eks. er leveomkostningerne i det centrale Paris eller London generelt højere end leveomkostningerne i landområderne i Frankrig eller Det Forenede Kongerige).

Når BNP pr. indbygger beregnes ud fra KKS-serier i stedet for euroserier, kan det medføre store forskelle i regionernes rangfølge. I 2009 blev det f.eks. registreret, at den svenske region Östra Mellansverige havde et BNP pr. indbygger på 26 600 EUR, hvilket var højere end i den italienske region Marche, hvor BNP pr. indbygger lå på 25 600 EUR. Men målt i KKS var Marche med 24 600 KKS pr. indbygger foran Östra Mellansverige med 23 800 KKS.

Spredning i regionalt BNP pr. indbygger

Siden 2007 har Eurostat beregnet en afledt indikator, der opsummerer forskelle i BNP pr. indbygger i de forskellige regioner i samme land. Spredningen "D" i det regionale BNP for NUTS 2-regionerne defineres som summen af de absolutte forskelle mellem det regionale og det nationale BNP pr. indbygger vægtet i forhold til den regionale andel af befolkningen og udtrykt i procent af det nationale BNP pr. indbygger:

Dispersion of regional GDP per inhabitant RYB2012.png

I ovenstående ligning er:

y_i det regionale BNP pr. indbygger i region i
Y det nationale gennemsnitlige BNP pr. indbygger
p_i befolkningen i region i
P den nationale befolkning
n antallet af regioner i landet.

Værdien af denne spredningsindikator er nul, hvis værdierne for det regionale BNP pr. indbygger er ens i alle landets regioner. Spredningen vil alt andet lige blive større, hvis forskellene i BNP pr. indbygger vokser mellem regionerne. En værdi på 30 % betyder, at BNP pr. indbygger for hver region vægtet ud fra den regionale befolkning i gennemsnit adskiller sig fra den nationale værdi med 30 %.

Kontekst

Den økonomiske udvikling udtrykkes ofte i BNP, som i regional sammenhæng kan anvendes til at måle den makroøkonomiske aktivitet og vækst og danne grundlag for sammenligninger mellem regionerne. Politisk set er BNP også en vigtig indikator, som er afgørende for fastsættelsen af, hvor meget den enkelte medlemsstat skal bidrage til EU-budgettet. Treårige gennemsnit for BNP anvendes til at afgøre, hvilke regioner der er berettiget til at modtage støtte fra EU's strukturfondsprogrammer.

BNP anses efterhånden også som en erstatningsindikator for den generelle levestandard. Men på grund af sin udformning og sit formål kan BNP ikke bruges som et troværdigt grundlag for politiske debatter om alle spørgsmål. BNP måler f.eks. ikke miljømæssig bæredygtighed eller social inklusion, og der skal tages højde for disse begrænsninger, når BNP bruges i forbindelse med analyser. Der er derfor en stigende forståelse for, at det ikke er muligt at vurdere de økonomiske, sociale og målsætninger alene ved hjælp af BNP.

En række internationale initiativer har fokuseret på dette spørgsmål, og i august 2009 udsendte Kommissionen en meddelelse med titlen "BNP og mere: måling af fremskridt i en verden i forandring" (KOM(433) 2009 endelig), som pegede på en række tiltag til forbedring og supplering af BNP-målinger. Europa-Kommissionen bemærkede, at der var et klart behov for at supplere BNP med statistikker, der dækker andre økonomiske, sociale og miljømæssige spørgsmål, som menneskers velfærd i høj grad afhænger af. Der blev i denne meddelelse foreslået fem foranstaltninger til bedre at måle fremskridtene i en verden i forandring:

foranstaltning 1: tilføjelse af miljømæssige og sociale indikatorer til BNP (et omfattende miljøindeks, livskvalitet og trivsel)
foranstaltning 2: næsten realtidsinformation til beslutningstagningen (mere aktuelle miljøindikatorer og sociale indikatorer)
foranstaltning 3: mere nøjagtig rapportering om fordeling og uligheder
foranstaltning 4: udvikling af en europæisk resultattavle for bæredygtig udvikling (der skal koordineres af Generaldirektoratet for Miljø)
foranstaltning 5: inddragelse af miljø- og socialanliggender i nationalregnskaberne.