Archive:Statistikker over offentlige finanser

Data fra den 23. april 2014. Seneste data: Yderligere Eurostat-oplysninger, Hovedtabeller og Database. Planlagt opdatering af artiklen: november 2014.

Fig. 1: Offentlig saldo, 2012 og 2013 (1)
(nettofordringserhvervelse for den konsoliderede sektor for offentlig forvaltning og service, % af BNP) - Kilde: Eurostat (tec00127)

Tabel 1: Offentlig saldo og den offentlige sektors gæld, 2010–13 (1)
(% af BNP) - Kilde: Eurostat (tec00127) og (tsdde410)

Fig. 2: Den offentlige sektors gæld, 2012 og 2013 (1)
(konsolideret bruttogæld for offentlig forvaltning og service, % af BNP) - Kilde: Eurostat (tsdde410)

Fig. 3: Udvikling i samlede udgifter og samlede indtægter, 2003–13 (1)
(% af BNP) - Kilde: Eurostat (gov_a_main)

Fig. 4: Udvikling i samlede udgifter og samlede indtægter, 2003–13 (1)
(1 000 mio. EUR) - Kilde: Eurostat (gov_a_main)

Fig. 5: Den offentlige sektors indtægter og udgifter, 2013 (1)
(% af BNP) - Kilde: Eurostat (gov_a_main)

Fig. 6: Sammensætning af samlede indtægter, 2013 (1)
(% af samlede indtægter) - Kilde: Eurostat (gov_a_main)

Fig. 7: Vigtigste komponenter i den offentlige sektors indtægter, 2013 (1)
(% af samlede indtægter) - Kilde: Eurostat (gov_a_main)

Fig. 8: Sammensætning af samlede udgifter, 2013 (1)
(% af samlede udgifter) - Kilde: Eurostat (gov_a_main)

Fig. 9: Vigtigste komponenter i den offentlige sektors udgifter, 2013 (1)
(% af samlede udgifter) - Kilde: Eurostat (gov_a_main)

Fig. 10: Offentlig sektors udgifter efter COFOG-opdeling, 2012 (1)
(% af BNP) - Kilde: Eurostat (gov_a_exp)

Fig. 11: Hovedkategorier af skatter og bidrag til sociale ordninger, EU-27, 2003–13 (1)
(% af BNP) - Kilde: Eurostat (gov_a_main)

Fig. 12: Hovedkategorier af skatter og bidrag til sociale ordninger, 2013–13 (1)
(% af BNP) - Kilde: Eurostat (gov_a_main)

Denne artikel gennemgår, hvordan nøgleindikatorer for offentlige finanser har udviklet sig i Den Europæiske Union (EU) og i euroområdet (EA-18). Den omhandler specifikt offentlige (det offentlige) underskud, den offentlige sektors bruttogæld, indtægter og udgiftersamt skatter og bidrag til sociale ordninger, som er den offentlige sektors primære indtægtskilder.

Disse statistikker danner et vigtigt grundlag for vurderingen af en medlemsstats økonomiske sundhedstilstand. Under EU's stabilitets- og vækstpagt (SVP) har medlemsstaterne givet tilsagn om at holde deres underskud og gæld under visse grænser: En medlemsstats offentlige underskud må ikke overstige 3 % af dens bruttonationalprodukt (BNP), mens dens gæld ikke må overstige 60 % af BNP. Hvis en medlemsstat ikke overholder disse grænser, udløses proceduren vedrørende uforholdsmæssigt store underskud. Den omfatter flere trin — herunder muligheden for sanktioner — som har til formål at tilskynde den pågældende medlemsstat til at iværksætte de nødvendige foranstaltninger for at afhjælpe situationen. De samme grænser for underskud og gæld anvendes også som kriterier for Den Økonomiske og Monetære Union (ØMU) og dermed for indførelse af euroen. Den seneste revision af de integrerede retningslinjer for medlemsstaternes beskæftigelsespolitikker (revideret som en del af Europa 2020-strategien for intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst) indeholder desuden retningslinjer, der skal sikre de offentlige finansers kvalitet og bæredygtighed.

Vigtigste statistiske resultater

I 2013 faldt det offentlige underskud (nettofordringserhvervelse for den konsoliderede sektor for offentlig forvaltning og service som en andel af BNP) for både EU-28 og euroområdet (EA-18) sammenlignet med 2012, mens den offentlige sektors gæld steg.

Det offentlige underskud

I EU-28 faldt det offentlige underskud i procent af BNP fra 3,9 % i 2012 til 3,3 % i 2013, og i euroområdet (EA-18) faldt det fra 3,7 % til 3,0 %. Luxembourg konstaterede et lille offentligt overskud i 2013, mens Tyskland var tæt på at være i balance. Derudover var der 16 EU-medlemsstater, nemlig Belgien, Bulgarien, Danmark, Estland, Finland, Italien, Letland, Litauen, Malta, Nederlandene, Rumænien, Slovakiet, Sverige, Tjekkiet, Ungarn og Østrig, der registrerede underskud i 2013 på mindre end 3,0 % af BNP (se fig. 1).

Underskuddene var større end 3 % af BNP i 10 af medlemsstaterne i 2013. De største offentlige underskud (i % af BNP) i 2011 blev registreret i Slovenien (14,7 %), Grækenland (12,7 %), Irland (7,2 %) og Spanien (7,1 %). Alle ti medlemsstater med underskud større end 3,0 % af BNP havde også indberettet underskud større end 3,0 % for hvert af de tre foregående år og dermed for hele indberetningsperioden vist i tabel 1.

Offentlige underskud (i forhold til BNP) faldt i 17 medlemsstater i 2013 sammenlignet med 2012. To medlemsstater — Estland og Italien — registrerede det samme underskud i 2013 og 2012. Luxembourg gik fra at være i balance til at have et lille overskud. Tyskland gik fra at have et lille overskud i 2012 til at være i balance i 2013, mens de øvrige syv EU-medlemsstater registrerede større underskud i 2013 end i 2012.

Den offentlige gæld

I EU-28 steg den offentlige gæld i forhold til BNP fra 85,2 % ved udgangen af 2012 til 87,1 % ved udgangen af 2013, og i euroområdet (EA-18) steg den fra 90,7 % til 92,6 %. I alt 16 EU-medlemsstater indberettede en gæld på over 60 % af BNP i 2013. Ved udgangen af 2013 blev den laveste offentlige gæld i forhold til BNP registreret i Estland (10,0 %), Bulgarien (18,9 %) og Luxembourg (23,1 %) — se fig. 2.

I 2013 steg den offentlige gæld i forhold til BNP for 22 EU-medlemsstater sammenlignet med 2012, mens den offentlige gæld faldt for seks medlemsstater: Tjekkiet, Danmark, Tyskland, Letland, Litauen og Ungarn. De højeste stigninger i gæld fra 2012 til 2013 blev registreret i Slovenien (17,3 procentpoint), Grækenland (17,9 procentpoint) og Cypern (25,1 procentpoint).

De offentlige indtægter og udgifter

Betydningen af sektoren offentlig forvaltning og service i økonomien kan måles ud fra den offentlige sektors samlede indtægter og udgifter som procentdel af BNP. I EU-28 udgjorde de samlede offentlige indtægter 45,7 % af BNP i 2013 (en stigning fra 45,4 % af BNP i 2012), og de samlede udgifter udgjorde 49,0 % af BNP (et fald fra 49,3 % i 2012). I euroområdet (EA-18) udgjorde de samlede offentlige udgifter 49,7 % af BNP i 2012, og de samlede indtægter udgjorde 46,7 % af BNP — se fig. 3.

I absolutte tal steg de samlede offentlige udgifter støt i perioden 2003-2013 — både i EU og i euroområdet (se fig. 4). Først fra 2010 til 2011 faldt de samlede offentlige udgifter let målt i absolutte tal både i EU og i euroområdet. Indtægterne steg også støt frem til 2008 i EU og euroområdet, faldt i 2009 for så at stige igen fra og med 2010. I 2011 oversteg de samlede indtægter niveauet før krisen, både i EU og euroområdet.

Niveauet i de offentlige indtægter og udgifter varierer betydeligt mellem EU's medlemsstater (se fig. 5). I 2013 var landene med de højeste niveauer af kombinerede offentlige udgifter og indtægter som en procentdel af BNP (over 100 %) Finland, Danmark, Frankrig, Belgien, Sverige, Grækenland, Slovenien og Østrig blandt EU-medlemsstaterne samt Norge blandt EFTA-landene. For Grækenland og Slovenien var de særligt store offentlige underskud hovedsagelig forårsaget af indgreb for at støtte finansielle institutioner. Otte medlemsstater rapporterede relativt lave kombinerede andele (under 80 % af BNP). Disse otte var Litauen, Rumænien, Letland, Slovakiet, Bulgarien, Estland, Irland og Polen, mens Schweiz rapporterede den laveste andel blandt EFTA-landene.

I hele EU-28 består de samlede offentlige indtægter primært af skatter og bidrag til sociale ordninger (se fig. 6). I 2013 udgjorde skatter 58,7 % af de samlede indtægter i EU-28 og 55,7 % i euroområdet (EA-18), mens bidrag til sociale ordninger udgjorde 30,7 % af de samlede indtægter i EU-28 og 34,1 % i euroområdet (EA-18). Den relative betydning af de forskellige indtægtskategorier varierer markant mellem de enkelte EU-medlemsstater. Skatter udgjorde f.eks. under 50 % af de offentlige indtægter i Slovakiet, Tjekkiet, Nederlandene, Grækenland og Litauen i 2013, men 86,5 % af de offentlige indtægter i Danmark (se fig. 7).

Den største andel af de offentlige udgifter i EU-28 i 2013 vedrørte indkomstomfordelingen gennem sociale overførsler i form af kontanter eller naturalier (se fig. 8 og 9). Sociale overførsler udgjorde 44,4 % af de samlede udgifter i EU-28 og 47,7 % i euroområdet (EA-18). Aflønning af ansatte udgjorde 21,6 % af de offentlige udgifter i EU-28 og 21,0 % i euroområdet (EA-18). Formueindkomst – som primært består af rentebetalinger – udgjorde 5,7 % af de offentlige udgifter i EU-28 og 5,8 % i euroområdet (EA-18).

Den offentlige sektors samlede udgifter kan analyseres mere detaljeret ved hjælp af formålsklassifikationen for offentlig forvaltning og service (COFOG) — se fig. 10. I 2012 tegnede foranstaltninger om social beskyttelse (på engelsk) sig for den største andel af de offentlige udgifter i alle EU's medlemsstater (med undtagelse af Cypern, hvor generelle offentlige tjenester var lige så vigtige) med et gennemsnit i EU-28 på 19,9 % af BNP. Andelen til formålet "social beskyttelse" varierede fra 25,2 % af BNP i Danmark, 24,8 % i Finland og 24,4 % i Frankrig til 11,3 % i Letland. I Island var andelen 11,2 %. De næste COFOG-formål efter deres relative betydning inden for EU-28 var sundhed (7,3 % af BNP), generelle offentlige tjenester (6,7 %) og uddannelse (5,3 %). Udgifter til økonomiske anliggender i EU-28 udgjorde 4,1 % af BNP i 2012, mens under 2 % af BNP var afsat til hvert enkelt af de følgende formål: forsvar, offentlig orden og sikkerhed, miljøbeskyttelse, boliger og offentlige faciliteter, fritid eller kultur og religion (alle disse funktioner er samlet under overskriften "øvrige" i fig. 10).

De vigtigste typer offentlige indtægter er løbende indkomst- og formueskatter mv., produktions- og importskatter og bidrag til sociale ordninger, idet kapitalskatter kun udgjorde 0,3 % af BNP i EU-28 i 2013. Den relative betydning af indbetalingerne af bidrag til sociale ordninger voksede i EU-28 i perioden 2007-2009. Dette mønster ændrede sig dog i 2010, hvorefter bidragene til sociale ordninger var stabile fra 2010 til 2013 (14,0 % af BNP i 2012 og 2013 og 13,9 % af BNP i 2010 og 2011). Den relative betydning af løbende indkomst- og formueskatter mv. faldt fra 13,6 % af BNP i 2007 til 12,3 % i 2010, inden den steg til 13,2 % i 2013. Produktions- og importskatter steg fra et lavpunkt i 2009 på 12,7 % af BNP til 13,4 % i 2013 (se fig. 11).

Sammensætningen af skatteindtægter varierede betydeligt i EU's medlemsstater i 2013 (se fig. 12). Som forventet var de lande, der rapporterede relativt høje udgiftsniveauer, ofte de samme som de lande, der opkrævede højere skatter (i procent af BNP). F.eks. blev de højeste indtægter i forhold til BNP i hovedkategorierne skatter og bidrag til sociale ordninger på 50,2 % i 2013 registreret i Danmark, og Frankrig og Belgien registrerede de næsthøjeste procentdele (henholdsvis 47,5 % og 47,3 %), mens sådanne indtægters andel af BNP var mindre end 30 % i fire af EU-medlemsstaterne: Litauen, hvor den laveste andel på 27,3 % af BNP blev registreret, samt , Rumænien, Letland og Bulgarien. Schweiz registrerede også en andel under 30 %.

Datakilder og adgang til data

Ifølge proceduren vedrørende uforholdsmæssigt store underskud skal EU's medlemsstater indgive tallene for deres offentlige underskud og gæld til Europa-Kommissionen inden den 1. april og 1. oktober hvert år. Eurostat indsamler desuden mere detaljerede oplysninger om de offentlige finanser inden for rammerne af ENS-dataindberetningsprogrammet (på engelsk), som resulterer i indgivelsen af nationalregnskabsdata. De vigtigste aggregater for den offentlige sektor indgives til Eurostat to gange om året, mens statistik om COFOG-formål og detaljerede oplysninger om indtægter i form af skatter og bidrag til sociale ordninger indgives henholdsvis inden for et år efter udgangen af referenceperioden og inden for ni måneder efter udgangen af referenceperioden.

Dataene i denne artikel svarer til de vigtigste indtægts- og udgiftsposter for den offentlige sektor, som indsamles på grundlag af nationalregnskabssystemet (ENS 95). Forskellen mellem de samlede indtægter og de samlede udgifter — herunder kapitaludgifter (navnlig faste bruttoinvesteringer) — svarer til det offentliges nettofordringserhvervelse, som også er saldoposten i de ikke-finansielle konti for den offentlige forvaltning og service.

Afgrænsning af offentlig forvaltning og service

Sektoren offentlig forvaltning og service omfatter alle institutionelle enheder, hvis produktion er bestemt til individuelt og kollektivt konsum og hovedsagelig finansieret af obligatoriske betalinger foretaget af enheder, som henhører under andre sektorer, og/eller alle institutionelle enheder, der hovedsagelig beskæftiger sig med omfordeling af nationalindkomsten og -formuen. Sektoren offentlig forvaltning og service opdeles i fire delsektorer: statslig forvaltning og service, offentlig forvaltning og service på delstatsniveau – hvis relevant, kommunal forvaltning og service og sociale kasser og fonde – hvis relevant.

Definition af vigtigste indikatorer

Den offentlige saldo defineres som nettofordringserhvervelsen for offentlig forvaltning og service, der er indberettet med henblik på proceduren vedrørende uforholdsmæssigt store underskud, og udtrykkes i forhold til BNP. I henhold til protokollen for proceduren vedrørende uforholdsmæssigt store underskud er den offentlige gæld lig med den offentlige bruttogæld ved årets udgang opgjort i pålydende værdi og konsolideret.

Den offentlige sektors hovedindtægter består af skatter, bidrag til sociale ordninger, salg og formueindkomst. De er defineret i ENS 95 ved henvisning til en liste over kategorier: markedsmæssig produktion, produktion til eget brug, betalinger for anden ikke-markedsmæssig produktion, produktions- og importskatter, andre produktionssubsidier, formueindkomst, som modtages, løbende indkomst- og formueskatter mv., bidrag til sociale ordninger, andre løbende overførsler og kapitaloverførsler.

De vigtigste udgiftsposter består af aflønning af (offentligt) ansatte, sociale ydelser, renter af offentlig gæld, subsidier og faste bruttoinvesteringer. Den offentlige sektors samlede udgifter er defineret i ENS 95 ved henvisning til en liste over kategorier: forbrug i produktionen, faste bruttoinvesteringer, aflønning af ansatte, andre produktionsskatter, subsidier, formueindkomst, som skal betales, løbende indkomst- og formueskatter mv., bidrag til sociale ordninger, visse sociale overførsler i naturalier, andre løbende overførsler, visse justeringer, kapitaloverførsler og transaktioner vedrørende ikke-producerede aktiver.

Den offentlige sektors data vedrørende hovedaggregaterne for den offentlige sektor og for den offentlige sektors udgifter efter formål inden for rammerne af ENS 95 skal konsolideres. Det betyder, at specifikke transaktioner mellem institutionelle enheder i den offentlige sektor – "formueindkomst", "andre løbende overførsler" og "kapitaloverførsler" – elimineres eller udlignes. Delsektordata konsolideres inden for hver delsektor, men ikke mellem delsektorer. Data på sektorniveau skal derfor være lig med summen af delsektordata, dog ikke for posterne "formueindkomst", "andre løbende overførsler" og "kapitaloverførsler", som konsolideres. For sidstnævnte poster og dermed de samlede indtægter og de samlede udgifter skal summen af delsektorerne overstige værdien for sektoren.

Skatter og bidrag til sociale ordninger svarer til de indtægter, der inddrives (i kontanter eller i naturalier) af statslig forvaltning og service, forvaltning og service på delstatsniveau, kommunal forvaltning og service samt sociale kasser og fonde. Disse opkrævninger (normalt betegnet som skatter) er opdelt i tre hovedområder under følgende overskrifter:

indkomst- og formueskatter mv., som omfatter alle obligatoriske betalinger, der regelmæssigt opkræves af den offentlige sektor af virksomheders og husholdningers indkomst og formue
produktions- og importskatter, som omfatter alle obligatoriske betalinger, som opkræves af den offentlige sektor af produktion og import af varer og tjenester, beskæftigelse af arbejdskraft samt ejendomsret eller brugsret til jord, bygninger eller andre aktiver, der anvendes i produktionen
bidrag til sociale ordninger, som omfatter alle arbejdsgiver- og lønmodtagerbidrag til sociale ordninger samt imputerede bidrag til sociale ordninger, der er modstykket til sociale ydelser, som arbejdsgiverne betaler direkte.

Kontekst

Den finansielle og økonomiske krise har skabt alvorlige udfordringer for mange europæiske regeringer. De væsentligste bekymringer vedrører de nationale myndigheders evne til at afdrage deres gæld, træffe de nødvendige foranstaltninger for at få kontrol over de offentlige udgifter og samtidig forsøge at fremme den økonomiske vækst.

Stabilitets- og vækstpagten (SVP) har til formål at sikre en generel synkronisering af den økonomiske udvikling i EU og navnlig landene i euroområdet. SVP har endvidere til formål at forhindre EU-medlemsstaterne i at træffe politiske foranstaltninger, der urimeligt begunstiger deres egne økonomier på bekostning af de andres. Der er to centrale principper i SVP: Underskuddet (planlagt eller faktisk) må ikke overstige 3 % af BNP, og den offentlige gæld i forhold til BNP må ikke overstige (eller bør falde til) 60 %. SVP blev ligesom EU's økonomiske styring generelt væsentligt styrket i 2011.

Hvert år giver EU-medlemsstaterne Europa-Kommissionen nærmere oplysninger om deres økonomiske politikker og deres offentlige finansers sundhedstilstand. Landene i euroområdet indgiver disse oplysninger inden for rammerne af stabilitetsprogrammerne, mens de andre medlemsstater gør det i form af konvergensprogrammer. Europa-Kommissionen vurderer, om politikkerne er i overensstemmelse med de aftalte økonomiske, sociale og miljømæssige mål, og kan vælge at udstede en advarsel, hvis den finder, at et underskud er unormalt højt. En sådan handling kan få Rådet til at afgøre, at der er tale om et uforholdsmæssigt stort underskud, som kræver, at der fastsættes en tidsfrist for udbedringen heraf.