Archive:Befolkningsstruktur og aldring

Data fra august 2020.

Planlagt opdatering af artiklen: november 2021.

This Statistics Explained article has been archived on 20 July 2021.

Highlights

I 2019 var næsten en femtedel (20,3 %) af befolkningen i EU-27 i aldersgruppen 65 år og derover.

Andelen af personer på 80 år og derover i EU-27's befolkning forventes at stige med 2½ gang i perioden 2019-2100 fra 5,8 % til 14,6 %.

Stigning i andelen af befolkningen i alderen 65 år og derover mellem 2009 og 2019

Denne artikel omhandler de virkninger af befolkningsaldringen i Den Europæiske Union (EU), som sandsynligvis vil indtræffe i de kommende årtier. Vedvarende lave fødselsrater og stigende forventet levetid forandrer formen på EU-27's alderspyramide. Den største forandring af aldersstrukturen vil sandsynligvis være en markant ældre befolkning, og denne udvikling gør sig allerede gældende i flere af medlemsstaterne i EU-27.

Det bevirker, at andelen af befolkningen i den erhvervsaktive alder i EU-27 er faldende, mens andelen af pensionister er stigende. De ældres andel af den samlede befolkning vil stige betydeligt i de kommende årtier. Dette vil igen føre til en øget byrde på befolkningen i den erhvervsaktive alder, som skal dække de sociale udgifter, der kræves til en lang række tjenester til den aldrende befolkning.

Full article

Andelen af ældre er støt stigende

EU-27's befolkning blev pr. 1. januar 2019 anslået til 446,8 millioner. Børn (0-14 år) udgjorde 15,2 % af EU-27's befolkning (se tabel 1), mens personer i den erhvervsaktive alder (15-64 år) udgjorde 64,6 % af befolkningen. Ældre (65 år og derover) udgjorde 20,3 % (en stigning på 0,3 procentpoint fra det foregående år, og en stigning på 2,9 procentpoint i forhold til 10 år tidligere).

Blandt medlemsstaterne i EU-27 var børns andel af den samlede befolkning i 2019 størst i Irland (20,5 %), Frankrig (18,0 %) og Sverige (17,8 %) mens andelen var mindst i Italien (13,2 %), Tyskland (13,6 %), Malta og Portugal (begge 13,7 %). Andelen af personer på 65 år og derover ud af den samlede befolkning var størst i Italien (22,8 %), Grækenland (22,0 %), Portugal og Finland (begge 21,8 %), mens Irland og Luxembourg havde de mindste andele (henholdsvis 14,1 % og 14,4 %).

Tabel 1: Befolkningsstruktur fordelt på brede aldersgrupper, 2009 og 2019
(% af den samlede befolkning)
Kilde: Eurostat (demo_pjanind)

Befolkningsstrukturen i Det Forenede Kongerige og i EFTA- og kandidatlandene lignede generelt befolkningsstrukturen i EU-27. De væsentligste undtagelser var Island og Tyrkiet, hvor befolkningsstrukturen lignede Irlands. I disse to lande tegnede den yngste aldersgruppe sig for en stor andel (henholdsvis 19,0 % og 23,4 %), og personer i alderen 65 år og derover tegnede sig for en forholdsvis lille andel af den samlede befolkning (henholdsvis 14,2 % og 8,8 %). Albanien og Nordmakedonien havde også en forholdsvis lille andel af personer i alderen 65 år og derover (begge 14,1 %). Tendensen til en aldrende befolkning ses dog også i disse lande (se graf 1).

Graf 1: Stigning i andelen af befolkningen i alderen 65 år og derover mellem 2009 og 2019
(procentpoint)
Kilde: Eurostat (demo_pjanind)

Medianalderen er højest i Italien

Medianalderen for EU-27's befolkning er stigende og lå den 1. januar 2019 på 43,7 år (se graf 2). Det vil sige, at halvdelen af EU-27's befolkning var over 43,7 år, og den anden halvdel var yngre. Blandt medlemsstaterne i EU-27 varierede medianalderen fra 37,7 år i både Irland og Cypern til 46,7 år i Italien, hvilket illustrerer, at netop disse medlemsstater har henholdsvis en ung og en gammel befolkning i forhold til EU som helhed. Den registrerede medianalder i EFTA- og kandidatlandene i 2019 var lavere end tallet for EU-27, bortset fra Liechtenstein (44,2 år) og Serbien (43,7 år, dvs. samme niveau som EU-27).

Graf 2: Befolkningens medianalder, 2009 og 2019
(år)
Kilde: Eurostat (demo_pjanind)

Medianalderen i EU-27 steg mellem 2009 og 2019 med 2,7 år (med gennemsnitligt 0,3 år om året) fra 41,0 år til 43,7 år. Medianalderen steg i alle medlemsstater i EU-27 på nær Sverige, hvor den faldt fra 40,7 år i 2009 til 40,5 år i 2019. Der var en stigning på 4,0 år eller derover i Spanien, Portugal, Litauen, Grækenland, Irland og Slovakiet. Albanien havde den største stigning i medianalderen i de seneste 10 år: Her steg den med 5,6 år fra 31,1 år i 2009 til 36,7 år i 2019 (se graf 2).

Lidt over tre personer i den erhvervsaktive alder for hver person på 65 år eller derover

Forsørgerkvoter kan bruges til at belyse den forsørgelse, som befolkningen i den erhvervsaktive alder yder til børn og/eller ældre. Disse kvoter udtrykkes som den relative befolkningsstørrelse af børn og/eller ældre i forhold til befolkningen i den erhvervsaktive alder. Ældrekvoten i EU-27 var 31,4 % den 1. januar 2019 (se tabel 2). Det vil sige, at der var lidt over tre personer i den erhvervsaktive alder for hver person på 65 år eller derover. Ældrekvoten varierede mellem medlemsstaterne i EU-27 fra de laveste kvoter på 20,7 % i Luxembourg og 21,6 % i Irland (dvs. knap fem personer i den erhvervsaktive alder for hver person på 65 år eller derover) til de højeste kvoter på 35,7 % i Italien, 35,1 % i Finland, 34,6 % i Grækenland (dvs. under tre personer i den erhvervsaktive alder for hver person på 65 år eller derover).

Tabel 2: Indikatorer for befolkningens aldersstruktur, 1. januar 2019
(%)
Kilde: Eurostat (demo_pjanind)

Unge- og ældrekvoten udgør tilsammen den demografiske forsørgerkvote (beregnet som forholdet mellem forsørgede personer, dvs. unge og ældre, og befolkningen i den erhvervsaktive alder, dvs. de 15-64-årige). I 2019 var denne kvote 54,9 % i EU-27, hvilket indebærer, at der var ca. to personer i den erhvervsaktive alder for hver forsørget person. I 2019 blev den laveste demografiske forsørgerkvote blandt medlemsstaterne i EU-27 konstateret i Luxembourg (43,8 %) og den højeste i Frankrig (61,5 %).

Der kan noteres en generelt stigende tendens i EU-27's ældrekvote og demografiske forsørgerkvote. Ældrekvoten er i det seneste årti steget med 5,4 procentpoint (fra 26,0 % i 2009 til 31,4 % i 2019), mens den demografiske forsørgerkvote er steget med 5,9 procentpoint (fra 49,0 % i 2009 til 54,9 % i 2019).

Tidligere og fremtidige tendenser til befolkningsaldring i EU-27

Befolkningsaldring er en langsigtet tendens, der begyndte for flere årtier siden i Europa. Denne tendens ses i transformationen af befolkningens aldersstruktur og afspejles i den stigende andel ældre og den faldende andel personer i den erhvervsaktive alder i den samlede befolkning.

Befolkningspyramider (se graf 3 og 4) illustrerer befolkningens fordeling efter køn og aldersgrupper på fem år. Hver bjælke svarer til hvert køns og hver aldersgruppes andel af den samlede befolkning (dvs. alle mænd og kvinder). EU-27's befolkningspyramide pr. 1. januar 2019 er smal forneden og er blevet rombeformet som følge af de babyboom-kohorter, der skyldes efterkrigstidens forhøjede fødselsrater i flere europæiske lande (det såkaldte "babyboom"). Disse babyboomere er nu ved at nå pensionsalderen, hvilket ses ved at sammenligne med befolkningspyramiden fra 2004. Babyboom-puklen bevæger sig opad i befolkningspyramiden, således at befolkningen i den erhvervsaktive alder og nedefter indsnævres, som det fremgår af graf 3.

Graf 3: Befolkningspyramider, EU-27, 2004 og 2019
(% af den samlede befolkning)
Kilde: Eurostat (demo_pjangroup)

Andelen af befolkningen på 65 år og derover er stigende i samtlige medlemsstater i EU-27, EFTA-lande og kandidatlande samt i Det Forenede Kongerige. Stigningen i løbet af det sidste årti varierer fra 5,1 procentpoint i Finland, 4,7 procentpoint i Tjekkiet og 4,5 procentpoint i Malta ned til 1,1 procentpoint i Tyskland og 0,4 procentpoint i Luxembourg. I løbet af det sidste årti (2009-2019) er der registreret en stigning på 2,9 procentpoint i EU-27 som helhed (se graf 1). Andelen af EU-27's befolkning i alderen under 15 år mindskedes derimod med 0,2 procentpoint (se graf 1).

Stigningen i de ældres andel kan forklares ved længere levetid, et mønster, som har kunnet observeres i flere årtier, hvor den forventede levetid er steget (se statistikker over dødelighed og forventet levetid). Denne udvikling betegnes ofte "aldringen øverst" i befolkningspyramiden.

De vedvarende lave fødselsrater igennem en længere årrække har også bidraget til befolkningens aldring, idet de lavere fødselstal har ført til et fald i børns andel af den samlede befolkning (se fødselsratestatistikker). Denne proces kaldes "aldring nederst" i befolkningspyramiden og fremgår klart af den indsnævring af fundamentet, der er sket i EU-27's befolkningspyramide mellem 2004 og 2019.

Med henblik på at danne et billede af de fremtidige befolkningsaldringstendenser dækker Eurostats seneste sæt befolkningsfremskrivninger perioden 2019-2100. EU-27's befolkning forventes at stige til et maksimum på 449,3 mio. omkring 2026 for derefter gradvist at mindske til 416,1 mio. i 2100.

En sammenligning af alderspyramiderne for 2019 og 2100 (se graf 4) viser, at EU-27's befolkning forventes at blive stadigt ældre. Antallet af ældre vil i de kommende årtier øge betydeligt. I 2100 vil pyramiden antage form af en blok, idet midten af pyramiden (aldersgruppen 45-54 år) vil blive kraftigt indsnævret.

Graf 4: Befolkningspyramider, EU-27, 2019 og 2100
(% af den samlede befolkning)
Kilde: Eurostat (demo_pjangroup) og (proj_18np)

Et andet aspekt af befolkningsaldringen er den tiltagende aldring blandt de ældre, idet de allerældstes andel af denne gruppe vokser hurtigere end noget andet alderssegment i EU-27's befolkning. Andelen af personer på 80 år og derover i EU-27's befolkning forventes at vokse med 2½ gang i perioden 2019-2100 fra 5,8 % til 14,6 % (se graf 5).

Graf 5: Befolkningsstruktur fordelt på brede aldersgrupper, EU-27, 2019-2100
(% af den samlede befolkning)
Kilde: Eurostat (demo_pjanind) og (proj_18ndbi)

I perioden 2019-2100 forventes andelen af personer i den erhvervsaktive alder at mindskes, mens de ældre forventes at udgøre en stigende andel af den samlede befolkning. Personer på 65 år og derover forventes i 2100 at udgøre 31,3 % af EU-27's befolkning, mod 20,2 % i 2019. Som følge af befolkningsforskydelsen mellem aldersgrupperne forventes EU-27's ældrekvote at blive næsten fordoblet fra 31,4 % i 2019 til 57,1 % i 2100, og den demografiske forsørgerkvote forventes at stige fra 54,9 % i 2019 til 82,6 % frem til 2100 (se graf 6). Medianalderen forventes at stige med 5,1 år, fra 43,7 år i 2019 til 48,8 år i 2100.

Graf 6: Fremskrevet demografisk forsørgerkvote og ældrekvote, EU-27, 2019-2100
(%)
Kilde: Eurostat (demo_pjanind) og (proj_18ndbi)

Kildedata til tabeller og grafer

Population structure and ageing: tables and figures (på engelsk)

Datakilder

Eurostat indsamler data fra EU's medlemsstater og andre lande, der deltager i indsamlingen af befolkningsdata, pr. 1. januar hvert år. Den anbefalede definition er "personer med sædvanlig bopæl", hvilket repræsenterer indbyggertallet i et område pr. 1. januar i det pågældende år (eller i nogle tilfælde den 31. december i det foregående år). Ifølge FN's internationale anbefalinger er definitionen af "sædvanlig bopæl" baseret på en referenceperiode på 12 måneder. Det betyder, at de inkluderede personer skal have opholdt sig på deres sædvanlige bopæl i en sammenhængende periode på mindst 12 måneder inden referencedatoen eller være ankommet til deres sædvanlige bopæl i løbet af de 12 måneder forud for referencedatoen med henblik på at opholde sig dér i mindst ét år. Landene kan dog indberette befolkningstal til Eurostat på grundlag af data fra deres seneste folketælling justeret med komponenterne af den befolkningsændring, der er sket siden den sidste folketælling, eller de kan indberette befolkningstal baseret på den registrerede/lovlige befolkning.

Der blev gennemført en folke- og boligtælling i alle EU-medlemsstater, EFTA-lande og EU-kandidatlande i 2011. Landene ajourfører sædvanligvis deres årlige skøn over befolkningstallet, når resultaterne af folke- og boligtællingerne foreligger. Skøn over befolkningstal baseret på resultaterne af tællingen kan føre til databrud i tidsserierne for befolkningernes størrelse og struktur.

Eurostat fremlægger oplysninger om en lang række befolkningsdata. Befolkningsdata omfatter opdelinger efter forskellige karakteristika, f.eks. alder, køn, civilstatus og uddannelsesniveau.

Eurostat udarbejder befolkningsfremskrivninger på nationalt plan hvert tredje år. Disse fremskrivninger er hypotetiske scenarier, som har til formål at belyse befolkningens sandsynlige fremtidige størrelse og aldersstruktur ud fra antagelser vedrørende de fremtidige tendenser for så vidt angår fødselsrate, forventet levetid og migration.

Kontekst

Europa-Kommissionen anvender Eurostats befolkningsfremskrivninger til at analysere befolkningsaldringens sandsynlige indvirkning på de offentlige udgifter. Øgede sociale udgifter som følge af befolkningsaldringen i form af pensioner, sundhedspleje og institutionel eller privat pleje vil sandsynligvis medføre en større byrde for den erhvervsaktive befolkning.

Inden for en række vigtige politikområder, navnlig på det sociale og økonomiske område, bruges demografiske data til planlægning af foranstaltninger, overvågning og evaluering af programmer – f.eks. befolkningsaldringen og dens sandsynlige indvirkning på de offentlige finansers og velfærdsydelsers bæredygtighed eller befolkningsændringernes økonomiske og sociale indvirkning.