Statistics Explained

Archive:Energiproduktion og -import



Data fra juni 2020.

Planlagt opdatering af artiklen: oktober 2021.


This Statistics Explained article has been archived on 22 July 2021.

Highlights

Produktionen af primær energi i EU var 9,2 % lavere i 2018 end ti år tidligere.
Rusland var EU's hovedleverandør af naturgas, råolie og stenkul i 2018.
[[File:Energy_production_and_imports-interactive_NRG2020-DA.xlsx]]

Produktion af primær energi, opdelt efter brændstoftype, EU-27, 2008-2018


Den Europæiske Unions (EU's) afhængighed af energiimport, særligt af olie og naturgas, giver anledning til politiske betænkeligheder med hensyn til energiforsyningssikkerheden. Denne artikel omhandler produktionen af primær energi i EU og, som et resultat af den negative balance mellem produktion og forbrug, EU's stigende afhængighed af energiimport fra tredjelande. Faktisk stammede over halvdelen (58,2 %) af det samlede energiforbrug i 2018 fra importerede kilder.

Full article

Produktionen af primær energi faldt mellem 2008 og 2018

Produktionen af primær energi i Den Europæiske Union (EU) lå i 2018 på i alt 635 mio. ton olieækvivalenter (Mtoe) – se tabel 1. Dette var 1 % lavere end året før og fortsatte dermed den generelle nedadgående udvikling, der er blevet observeret i de senere år, med undtagelse af 2010, hvor energiproduktionen øgede igen efter et forholdsvis kraftigt fald i 2009, der faldt sammen med den finansielle og økonomiske krise, samt i 2012-2013, hvor der igen indtraf en svag stigning. Set over en længere periode var EU's produktion af primær energi 9,2 % lavere i 2018 end ti år tidligere. Den generelle nedadgående udvikling i produktionen af primær energi i EU kan, i det mindste delvist, tilskrives udtømningen af råvareforsyningerne og/eller, at producenterne anser udnyttelsen af begrænsede ressourcer for uøkonomisk.

I 2018 var det Frankrig, der havde den højeste produktion af primær energi blandt EU's medlemsstater, med en andel på 21,7 % af EU's samlede produktion, efterfulgt af Tyskland (17,8 %), Polen (9,7 %) og Italien (5,9 %). Nogle af de største forandringer sammenlignet med ti år tidligere var stigningen i Frankrigs, Italiens, Spaniens og Sveriges andele af EU's samlede produktion på hhv. 2,3, 1,2, 1,1 og 1,1 procentpoint, og faldet i Nederlandenes, Tysklands og Danmarks andele på hhv. 3,9, 1,7 og 1,6 procentpoint.

I absolutte tal registrerede 14 af EU's 27 medlemsstater en stigning af deres produktion af primær energi i perioden 2008 til 2018. Den største produktionsstigning blev registreret i Italien (en stigning på 4,5 Mtoe) efterfulgt af Spanien (4,4 Mtoe), Sverige (4,0 Mtoe), Irland (3,4 Mtoe) og Finland (3,2 Mtoe). Derimod faldt produktionen af primær energi i Nederlandene med hele 31,2 Mtoe, mens der også blev indberettet fald på over 10 Mtoe i Tyskland ( 23,4 Mtoe) og Danmark ( 12,7 Mtoe).

Tabel 1: Energiproduktion, 2008 og 2018
Kilde: Eurostat (nrg_bal_c)

I 2018 bestod produktionen af primær energi i EU af en række forskellige energikilder, hvoraf vedvarende energikilder var den største gruppe med over en tredjedel (34,2 %) af EU's samlede produktion.

Atomenergi kom på en andenplads med 30,8 % af den samlede energiproduktion. Atomenergiens betydning var særlig stor i Frankrig, hvor den udgjorde 78,0 % af produktionen af primær energi, mens andelen var over tre femtedele i både Belgien og Slovakiet (hhv. 63,1 % og 62,7 %). Atomenergiens andel af produktionen af primærenergi var under halvdelen af den samlede produktion i 10 andre medlemsstater. Der blev slet ikke produceret atomenergi i 14 af EU's medlemsstater.

Andelen af fast fossilt brændsel (18,3 %, overvejende kul) var under en femtedel, mens andelen af naturgas var lige knap en tiendedel (9,3 %). Råolie (3,4 %) var den eneste anden hovedkilde til produktion af primær energi (se graf 1).

Graf 1: Produktion af primær energi, EU-27, 2018
(% af den samlede produktion, baseret på ton olieækvivalenter)
Kilde: Eurostat (nrg_bal_c)

Væksten i EU's produktion af primær energi fra vedvarende energikilder oversteg væksten i alle andre energityper og var forholdsvis ensartet i perioden 2008-2018 med en mindre nedgang i produktionen i 2011 (se graf 2). Produktionen af vedvarende energi steg med 49,2 % i denne periode, og den erstattede i en vis udstrækning produktionen af andre energikilder. Derimod faldt produktionsniveauerne for de øvrige kilder. De største fald blev konstateret for naturgas (-46,4 %), råolie (-35,3 %) og fast fossilt brændsel (-27,9 %), med et mere beskedent fald på 14,4 % for atomenergi.

Graf 2: Produktion af primær energi, opdelt efter brændstoftype, EU-27, 2008-2018
(2008 = 100, baseret på ton olieækvivalenter)
Kilde: Eurostat (nrg_bal_c)

EU og dets medlemsstater er alle nettoimportører af energi

Faldet i den primære produktion af stenkul, brunkul, råolie, naturgas og på det seneste også atomenergi har ført til en situation, hvor EU i stigende grad er blevet afhængig af import af primære energiprodukter samt sekundære afledte produkter (f.eks. gas og dieselolie) for at kunne dække efterspørgslen, selv om denne situation stabiliserede sig i kølvandet på den globale finansielle og økonomiske krise. EU's import af energi oversteg i 2018 eksporten med 886 Mtoe. De største nettoimportører af energi i absolutte tal var Tyskland, Italien, Frankrig og Spanien. Danmark var i 2008 den eneste nettoeksportør af energi blandt EU-medlemsstaterne, men i 2013 oversteg den danske energiimport eksporten, og denne tendens fortsatte i de følgende fem år frem til 2018. Følgelig har alle EU's 27 nuværende medlemsstater siden 2013 været nettoimportører af energi. Set i forhold til befolkningens størrelse var de største nettoimportører i 2018 Luxembourg, Malta og Belgien.

Tabel 2: Nettoimport af primær energi, 2008-2018 (kun udvalgte år)
Kilde: Eurostat (nrg_bal_s) og (demo_pjan)

Oprindelseslandene for EU's energiimport har ændret sig en del i de senere år. Rusland bevarede i hele perioden 2008-2018 sin position som EU's hovedleverandør af de vigtigste primærenergiprodukter - stenkul, råolie og naturgas (se tabel 3).

Tabel 3: Import af primær energi, opdelt efter vigtigste oprindelseslande, EU-27, 2008-2018
(% af importen fra lande uden for EU-27)
Kilde: Eurostat (nrg_ti_sff), (nrg_ti_oil) og (nrg_ti_gas)

I 2018 kom omkring 42,4 % af EU's import af stenkul fra Rusland. Rusland har i det seneste årti (på nær i 2012) konsekvent været EU's største leverandør af stenkul. USA var i 2018 EU's tredjestørste leverandør af stenkul, med en andel på 18,6 % af den samlede import. Mellem 2008 og 2015 blev andelen af EU-27's import af stenkul fra Colombia næsten fordoblet, fra 11,7 % til 21,1 % af den samlede import, men andelen faldt til 13,4 % i 2018.

Rusland tegner sig også for størstedelen af EU's import af råolie. Landets andel lå i 2008 på 32,1 % og svingede mellem 35,6 % i 2011 og 29,8 % i 2018. Iraks andel af EU's råolieforsyning steg markant mellem 2008 og 2018 til 8 7 %, og landet blev dermed EU's næststørste leverandør af råolie og overhalede Saudi-Arabien (7,4 %), hvis andel forblev forholdsvis stabil i samme periode.

Ruslands andel af EU's import af naturgas mellem 2008 og 2018 voksede en anelse (fra 39,4 % til 40,4 %). Den laveste andel for landet blev registreret i 2010 (35,2 %), og den højeste andel i 2013 (45,3 %). I den periode, der vises i tabel 3, var Norge den næststørste leverandør af naturgas til EU, idet Norges andel mindskede noget fra 22,0 % i 2008 til 18,1 % i 2018. Andelen af EU's import af naturgas fra Algeriet, den tredjestørste leverandør, mindskede mellem 2008 og 2018, hvorimod andelen fra Qatar blev mere end fordoblet.

Sikkerheden for EU's primære energiforsyning kan være truet, hvis en stor andel af importen bliver koncentreret til kun et fåtal partnere. Næste tre fjerdedele (70,3 %) af EU's import af naturgas i 2018 kom fra Rusland, Norge og Algeriet. En tilsvarende analyse viser, at næsten tre fjerdedele (74,3 %) af EU's import af stenkul kom fra Rusland, USA og Colombia, mens importen af råolie var lidt mindre koncentreret blandt hovedleverandørerne, idet Rusland, Irak og Saudi-Arabien tegnede sig for næsten halvdelen (45,9 %) af EU's import.

Over halvdelen af EU's energibehov dækkes af import

EU's afhængighed af importeret energi forblev stort set uændret i de seneste årti, fra 58,4 % af det samlede energiforbrug i 2008 til 58,2 % i 2018 (se graf 3). I den pågældende periode var EU's nettoenergiimport større end den egne primære produktion. Med andre ord blev over halvdelen af EU's samlede energiforbrug dækket af nettoimport, og afhængighedsgraden oversteg 50,0 %.

Mellem 2008 og 2018 blev der konstateret enkelte udsving i energiafhængighedsgraden: I 2008 blev der registreret et relativt toppunkt på 58,4 %, mens den laveste afhængighed på 53,9 % blev registreret i 2013. En nærmere undersøgelse viser, at de højeste grader af afhængighed i 2018 blev registreret for råolie (94,6 %) og naturgas (83,2 %), mens de senest foreliggende tal for viser, at afhængighedsgraden for fast fossilt brændsel var 43,6 %.

Graf 3: Energiafhængighedsgrad, EU-27, 2008-2018
(nettoimport i % af det samlede energiforbrug, baseret på ton olieækvivalenter)
Kilde: Eurostat (nrg_ind_id)

EU's afhængighed af tredjelande steg mellem 2008 og 2018 med 13,1 procentpoint for så vidt angår levering af naturgas, hvilket var en meget kraftigere stigning end for afhængighed af fast fossilt brændsel, som steg med 2,1 procentpoint. Afhængigheden af råolie forblev nogenlunde stabil i samme periode.

Eftersom Danmark ikke længere var nettoeksportør, blev landets energiafhængighedsgrad positiv i 2013, og den forblev positiv i 2018 i lighed med de øvrige EU-medlemsstater (se graf 4). De laveste energiafhængighedsgrader i 2018 blev registreret for Estland, Danmark, Rumænien og Sverige. Malta, Luxembourg og Cypern var med afhængighedsgrader på mellem 92,4 % og 97,8 % (næsten) helt afhængige af primær energiimport.

Ifølge en analyse af udviklingen mellem 2008 og 2018 blev Danmark, Nederlandene, Litauen og Polen mere afhængige af energiimport for at dække deres samlede energiforbrug. Disse mønstre kan generelt tilskrives en nedgang i den primære energiproduktion (som skyldes udtømning af råstofforsyningerne). Der var også stigende, om end mindre udtalt, afhængighed i Tjekkiet, Tyskland og Belgien. Alle de øvrige EU-medlemsstater registrerede et fald i deres energiafhængighedsgrader mellem 2008 og 2018. Den mest drastiske forandring blev registreret i Estland, hvor graden faldt fra 27,5 % til 0,7 % (en mindskning på 26,8 procentpoint). Afhængighedsgraden faldt også betydeligt i Irland ( 22,3 procentpoint), Bulgarien ( 15,8 procentpoint) og Letland ( 14,5 procentpoint) som følge af en kombination af forbedret energieffektivitet og/eller ændret energimiks med større vægt på primær produktion fra vedvarende energikilder.

Graf 4: Energiafhængighedsgrad – alle produkter, 2008 og 2018
(nettoimport i % af det samlede energiforbrug, baseret på ton olieækvivalenter)
Kilde: Eurostat (nrg_ind_id)

Kildedata til tabeller og grafer

Datakilder

Energiprodukter udvundet direkte fra naturressourcer kaldes primære energikilder, mens energiprodukter, der produceres af primære energikilder i forarbejdningsanlæg, kaldes afledte produkter. Produktionen af primær energi omfatter den nationale produktion af primær energi og finder sted ved udnyttelse af naturlige ressourcer, f.eks. i kulminer, råoliefelter, vandkraftværker eller ved fremstilling af biobrændsel. Når forbruget overstiger den primære produktion, skal der tages højde herfor gennem import af primære eller afledte produkter.

Den varme, der produceres i en reaktor som et resultat af en nuklear fission, betragtes som primær produktion af nuklear varme, hvilket også kaldes for nuklear energi. Den beregnes enten på basis af den faktiske producerede varme eller på basis af den indberettede bruttoelproduktion og atomkraftværkets termiske effektivitet. Primær produktion af kul og brunkul består af mængder af brændstof, der er udvundet eller fremstillet, beregnet efter enhver operation med henblik på fjernelse af inaktivt materiale.

Omdannelse af energi fra en form til en anden, såsom elektricitet eller varmeproduktion fra termiske kraftværker eller koksproduktion fra koksovne, anses ikke for at være primær produktion.

Nettoimporten beregnes som importmængden minus den tilsvarende eksportmængde. Importen omfatter alle mængder, som importeres til nationalt område, bortset fra transitmængder (navnlig via gas- og olierørledninger). På samme måde omfatter eksport alle mængder, som eksporteres fra det nationale område.

Kontekst

Over halvdelen af EU's energi kommer fra lande uden for EU, og denne andel har generelt været stigende i de seneste årtier (selv om der er tegn på, at afhængighedsgraden i de senere år har stabiliseret sig). Meget af den energi, der importeres til EU, kommer fra Rusland, hvis uoverensstemmelser med transitlandene har truet med at afbryde forsyningerne i de senere år Bekymringer over forsyningssikkerheden fra Rusland er vokset yderligere i takt med konflikten i Ukraine. Formålet med nye foranstaltninger for olie- og gasmarkederne er at sikre, at alle parter iværksætter effektive tiltag for at forhindre og mildne konsekvenserne af potentielle forsyningsafbrydelser, samtidig med at der tilvejebringes mekanismer, som gør det muligt for medlemsstaterne at arbejde sammen med henblik på effektivt at kunne tackle eventuelle større afbrydelser i olie- eller gasforsyningen. Der blev desuden etableret en samordningsmekanisme, således at medlemsstaterne kan reagere ensartet og hurtigt i nødsituationer.

I november 2010 vedtog Europa-Kommissionen initiativet Energi 2020 En strategi for konkurrencedygtig, bæredygtig og sikker energi (KOM(2010) 639 endelig). Denne strategi definerer de energipolitiske prioriteter for en periode på ti år og fremlægger foranstaltninger, der kan træffes for at løse en række problemer, herunder at skabe et marked med konkurrencedygtige priser og sikker energiforsyning, fremme den teknologiske førerstilling og forhandle effektivt med internationale partnere (f.eks. at tilstræbe gode forbindelser til EU's eksterne leverandører af energi og energitransitlande). Dette arbejde er blevet udviklet yderligere gennem en energistrategi for 2030 (på engelsk), der fastsætter politikrammen for klima- og energipolitikken frem til 2030 og en køreplan for energi for 2050 (på engelsk), der fastlægger et langsigtet mål om at reducere EU's drivhusgasemissioner med 80-95 % inden 2050.

EU arbejder også på at integrere nabolandene i sit interne energimarked gennem Energifællesskabet, der blev oprettet i oktober 2005. Et bredt miks af energikilder og diversificering af leverandører, transportruter og transportmekanismer kan hver især også spille en vigtig rolle med hensyn til at garantere energiforsyningen. Der er en række igangværende initiativer med henblik på at etablere gasrørledninger mellem Europa og dets østlige og sydlige nabolande. Disse omfatter Nord Stream (mellem Rusland og EU via Østersøen), som blev idriftsat i november 2011, og den transadriatiske rørledning (der forbinder Tyrkiet med Italien gennem Grækenland og Albanien for at føre gas fra regionen omkring Det Kaspiske Hav til EU). Opbygningen af pålidelige partnerskaber med leverandør-, transit- og forbrugerlande ses som en vej til at reducere de risici, der er forbundet med EU's energiafhængighed, og i september 2011 vedtog EU-Kommissionen meddelelsen EU's energipolitik: Samarbejde med partnere uden for EU (KOM(2011) 539 endelig).

Som et modsvar på fortsatte bekymringer omkring EU's afhængighed af energiimport offentliggjorde Kommissionen i maj 2014 sin energisikkerhedsstrategi (COM(2014) 330 final), som skal sikre en stabil og rigelig energiforsyning. I strategien ses der på kortsigtede foranstaltninger, der er rettet mod virkningen af en afbrydelse af gasimporten fra Rusland eller forstyrrelse af import gennem Ukraine, såvel som på de langsigtede udfordringer vedrørende forsyningssikkerhed, og der foreslås handling på fem områder, herunder ved en forøgelse af EU's energiproduktion og diversificering af leverandørlandene og ruterne og tale med én stemme i den eksterne energipolitik. I 2015 offentliggjorde Kommissionen meddelelsen En rammestrategi for en modstandsdygtig energiunion med en fremadskuende klimapolitik (COM(2015) 80 final), ifølge hvilken et vigtigt aspekt af sikringen af energisikkerhed (navnlig for gas) er, at aftaler om køb af energi fra tredjelande skal overholde EU-lovgivningen fuldt ud. Denne blev i februar 2016 efterfulgt af Kommissionens forslag til nye bestemmelser om EU's naturgasforsyningssikkerhed (COM(2016) 52 final) og nye bestemmelser om energiaftaler mellem EU-lande og tredjelande (COM(2016) 53 final).

Direct access to

Other articles
Tables
Database
Dedicated section
Publications
Methodology
Visualisations





Energy statistics - main indicators (t_nrg_indic)


Energy statistics - quantities, annual data (nrg_quanta)
Energy balances (nrg_bal)
Supply, transformation and consumption - commodity balances (nrg_cb)
Energy indicator (nrg_ind)
Energy infrastructure and capacities (nrg_inf)
Stocks (nrg_stk)
Trade by partner country (nrg_t)