Archive:Nationalregnskaber og BNP

Data fra august 2020.

Planlagt opdatering af artiklen: november 2021.

This Statistics Explained article has been archived on 30 July 2021.

Highlights

BNP i EU-27 steg i 2019 for sjette år i træk, og det samme var tilfældet i euroområdet.

Forskelle i den strukturelle udvikling i EU-27 i løbet af de seneste ti år: bygge- og anlægsaktiviteters og pengeinstitut- og finansaktiviteters andel af den samlede værditilvækst er mindsket, mens andelen for forretningsservice er steget.

I 2019 registrerede EU-27 for sjette år i træk en stigning i investeringerne.

Vækst i realt BNP, 2009-2019

Nationalregnskabet er kilden til et væld af velkendte økonomiske indikatorer, som præsenteres i denne artikel.Bruttonationalproduktet (BNP) er det hyppigst anvendte mål for en økonomis samlede størrelse, mens afledte indikatorer såsom BNP pr. indbygger – f.eks. i euro eller justeret for forskelle i prisniveau (udtrykt i købekraftsstandarder (KKS)) – i vidt omfang anvendes til en sammenligning af levestandarden eller til overvågning af konvergens eller divergens i Den Europæiske Union (EU).

Desuden kan udviklingen af specifikke BNP-komponenter og dertil knyttede indikatorer, f.eks. økonomisk produktion, import og eksport, indenlandsk (privat og offentligt) forbrug eller investeringer, samt data om indkomst- og opsparingsfordelingen give et værdifuldt indblik i de vigtigste drivkræfter bag den økonomiske aktivitet og derved danne grundlag for udformningen, overvågningen og evalueringen af specifikke EU-politikker.

Denne artikel offentliggøres hvert år med årlige data. Denne udgave fra 2020 beskriver kun situationen frem til 2019. Som følge heraf vil de første konklusioner vedrørende konsekvenserne af covid 19 først kunne medtages i 2021-udgaven af artiklen, og krisens fulde omfang vil først blive belyst i senere udgaver.

Full article

Udviklingen i BNP i EU-27: vækst siden 2014

Den globale finansielle og økonomiske krise affødte en alvorlig recession i EU-27 i 2009 (se graf 1), efterfulgt af et opsving i 2010. Krisen begyndte tidligere i Japan og USA med negative årlige vækstrater i BNP (realt) allerede i 2008, og den blev forværret i 2009, efterfulgt af et opsving i 2010. Derimod fortsatte den kraftige vækst i Kinas økonomiske produktion (inklusive Hong Kong) under krisen (en årlig vækst på næsten 10 %), hvorefter væksten aftog noget i de efterfølgende år, men forblev betydeligt højere end i de andre økonomier i graf 1.

Krisen var allerede synlig i EU-27 i 2008, hvor der var en betydelig svækkelse af vækstraten for BNP, som blev efterfulgt af et fald i realt BNP på 4,3 % i 2009. Under opsvinget i EU-27 steg indekset for BNP (baseret på kædeindekserede mængder) med 2,2 % i 2010 og med yderligere 1,8 % i 2011. Efterfølgende faldt BNP med 0,7 % i 2012 og forblev næsten uændret i 2013 for derefter at stige i 2014 (1,6 %). Fra 2015 til 2018 lå væksten forholdsvis stabilt på mellem 2,0 % og 2,8 % pr. år. I 2019 aftog væksten, og EU-27 registrerede en stigning i realt BNP på 1,5 %.

I euroområdet (EA-19) lå disse ændringsrater på nogenlunde samme niveau som i EU-27: Den afmatning, der blev registreret i 2009 og 2012, var mere markante ( 4,5 % og 0,9 %) end for EU-27 som helhed. Faldet i 2012 fortsatte i 2013 ( 0,2 %), mens der ikke var nogen ændring i 2013 for EU-27 som helhed. Selv om euroområdet havde vækst i alle de år, hvor der var vækst i EU-27, lå vækstraten i euroområdet generelt 0,1 til 0,2 procentpoint lavere. I perioden fra 2009 til 2019 var væksten i realt BNP i euroområdet således noget svagere end i EU-27 som helhed.

Graf 1: Ændringsrate i realt BNP, 2009-2019
(ændring i % i forhold til det foregående år)
Kilde: Eurostat (naida_10_gdp)

Inden for EU varierede væksten i realt BNP betydeligt, både over tid og medlemsstaterne imellem (se tabel 1). Efter en afmatning i 2009 i alle medlemsstaterne undtagen Polen udviste 23 af medlemsstaterne igen positiv økonomisk vækst i 2010, mens 23 af medlemsstaterne registrerede vækst i 2011. Men i 2012 vendte udviklingen, da lidt over halvdelen (14) af medlemsstaterne indberettede økonomisk vækst, mens der var faldende produktion i de øvrige medlemsstater. Efterfølgende indberettede endnu flere af medlemsstaterne vækst, og antallet af lande med en positiv ændringsrate steg til 16 i 2013, 23 i 2014 og 26 både i 2015 og 2016. Samtlige 27 medlemsstater havde en positiv ændringsrate i 2017 (for første gang siden 2007) og igen i 2018 og 2019. Den eneste medlemsstat med en negativ ændringsrate i 2015 og 2016 var Grækenland, som registrerede fald på henholdsvis 0,4 % og 0,2 % efter en vækst på 0,7 % i 2014 og fald i den økonomiske produktion i fem år i træk fra 2009 til 2013.

Tabel 1: Ændringsrate i realt BNP, 2009-2019
Kilde: Eurostat (naida_10_gdp)

De højeste årlige vækstrater for realt BNP i 2019 blev registreret i Irland (5,6 %), Ungarn (4,9 %) og Malta (4,7 %), mens de laveste ændringsrater blev registreret i Tyskland (0,6 %) og Italien (0,3 %).

En gennemsnitlig årlig vækst i BNP i de sidste ti år på 1,6 % i EU-27 og 1,4 % i euroområdet

Polen har konsekvent registreret positive ændringsrater igennem hele den periode, der er anført i tabel 1. Det samme var tilfældet for Albanien, Kosovo* (data fra 2009 til 2018) og Kina (data fra 2009 til 2018) blandt tredjelandene i tabellen. Belgien, Bulgarien, Danmark, Tyskland, Estland, Irland, Frankrig, Litauen, Malta og Slovakiet registrerede for tiende år i træk en positiv årlig ændringsrate i 2019. Dette var også tilfældet i Det Forenede Kongerige, Norge, Schweiz og USA, mens Tyrkiet i 2018 registrerede en positiv ændringsrate for niende år i træk.

En analyse af udviklingen i løbet af det sidste årti viser, at virkningerne af den globale finansielle og økonomiske krise sænkede EU-medlemsstaternes samlede økonomiske resultat. Den gennemsnitlige årlige vækstrate for EU-27 og euroområdet (EA-19) mellem 2009 og 2019 var henholdsvis 1,6 % og 1,4 % (se tabel 1). Den højeste vækst blandt medlemsstaterne i henhold til denne målestok blev registreret i Irland (en gennemsnitlig årlig vækst på 6,0 %, herunder en usædvanligt stor opgang i 2015 som følge af multinationale virksomheders aktiviteter), efterfulgt by Malta (5,7 %), Estland (3,7 %), Polen (3,6 %) og Litauen (3,5 %, dog med brud i tidsserien). Derimod var den årlige gennemsnitlige vækst under 1,0 % i Portugal og Italien, og i Grækenland der en negativ udvikling i realt BNP samlet set i perioden 2009-2019.

Sammenligninger mellem landene foretages ofte ved hjælp af købekraftstandarder (KKS), som justerer værdierne for at tage hensyn til forskelle i prisniveauer landene imellem. Bemærk, at dataene i graf 2, graf 3 og tabel 2 er angivet i løbende priser og ikke bør bruges til beregning af ændringsrater på grund af inflation og udsving i valutakurserne.

I 2019 nåede BNP i EU-27 op på 13,9 bio. KKS (13 900 mia.). Bemærk, at for EU-27 er en KKS lig med 1 EUR. EU-27's BNP i KKS forblev således lavere end USA's i hvert år i perioden 2009-2019 (se figur 2). Bemærk dog, at tallene for KKS er beregnet til sammenligninger på mellem lande og ikke over tid, da de ikke kan betragtes som tidsserier af metodologiske grunde. Det er bemærkelsesværdigt, at Kina historisk set har haft lavere økonomisk produktion end både EU-27 og USA, men at denne situation nu er omvendt i kraft af den kinesiske økonomis den hastige omlægning og fortsatte udvidelse. I 2013 nåede Kinas BNP i KKS for første gang op på et niveau, der var højere end det, der blev registreret for EU-27. Kinas BNP i KKS var i 2016 på samme niveau som det, der blev registreret i USA, og i 2017 oversteg Kina USA — en position, som Kina siden har bevaret.

Graf 2: BNP i løbende markedspriser, 2009-2019
(mia. KKS)
Kilde: Eurostat (prc_ppp_ind)

I 2019 tegnede Tyskland sig for over en femtedel af EU-27's BNP målt i KKS

Euroområdet tegnede sig for 81,1 % af EU-27's BNP i 2019 (målt i KKS), hvilket var en nedgang fra 83,2 % i 2009. I 2019 tegnede de fire største økonomier i EU-27 (Tyskland, Frankrig, Italien og Spanien) sig for godt tre femtedele (60,7 %) af EU-27's BNP, hvilket var 2,0 procentpoint lavere end deres andel ti år tidligere (i 2009). Tyskland udgjorde 22,4 % af BNP i EU-27 i 2019, hvilket var en stigning fra 21,5 % i 2009. Andelen for hver af de tre næststørste medlemsstater efter Tyskland faldt alle mellem 2009 og 2019, med 1,8 procentpoint i Italien, 1,0 procentpoint i Spanien og 0,1 procentpoint i Frankrig.

I 2019 lå BNP pr. indbygger på 31 100 EUR i gennemsnit for EU-27

Til at evaluere levestandarder anvendes ofte BNP pr. indbygger, som er justeret for en økonomis størrelse i forhold til befolkningstallet. EU-27 havde i 2019 en befolkning på 448 mio. indbyggere. I 2019 var BNP pr. indbygger for EU-27 (i løbende priser) 31 100 EUR i gennemsnit. Værdier udtrykt i KKS er justeret for forskelle i prisniveauer landene imellem. De enkelte landes relative position kan udtrykkes ved en sammenligning med gennemsnittet for EU-27, som indekseres til 100 (se i højre side af tabel 2). Ud fra denne målestok blev den højeste værdi blandt medlemsstaterne i EU-27 i 2019 registreret i Luxembourg, hvor BNP pr. indbygger i KKS var ca. 2,6 gange så højt som gennemsnittet for EU-27 (hvilket til dels kan tilskrives det store antal grænsearbejdere fra Belgien, Frankrig og Tyskland). Modsat var BNP pr. indbygger i KKS i Bulgarien halvdelen af gennemsnittet for EU-27.

Tabel 2: BNP i løbende markedspriser, 2009 og 2017-2019
Kilde: Eurostat (prc_ppp_ind)

Udviklingen i KKS-tallene i det sidste årti tyder på, at en vis konvergens i levestandarden fandt sted. De fleste af de medlemsstater, der tiltrådte EU i 2004, 2007 eller 2013, bevægede sig fra en position et stykke under gennemsnittet for EU-27 i 2009 til en position tættere på gennemsnittet for EU-27 i 2019, til trods for visse tilbageslag under den globale finansielle og økonomiske krise (se graf 3). Cypern var en undtagelse til dette mønster, idet landet bevægede sig fra en position over gennemsnittet for EU-27 (106 % af gennemsnittet for EU-27 i 2009) til under gennemsnittet (89 %). Blandt de ældre medlemsstater har Italien og Spanien også bevæget sig fra en position, der ligger over gennemsnittet for EU-27, til et niveau under gennemsnittet. Grækenland og Portugal sank endnu længere ned under gennemsnittet for EU-27. Danmark, Tyskland, Luxembourg og især Irland klatrede endnu højere op over gennemsnittet for EU-27. De øvrige medlemsstater i EU-15 — Østrig, Belgien, Frankrig, Sverige, Finland og Nederlandene — flyttede sig fra en position over gennemsnittet for EU-27 i 2009 til en noget lavere position i 2019, der dog stadig var over gennemsnittet for EU-27.

Graf 3: BNP pr. indbygger i løbende markedspriser, 2009 og 2019
(EU-27 = 100; i KKS pr. indbygger)
Kilde: Eurostat (prc_ppp_ind)

Bruttoværditilvækst i EU-27, opdelt efter økonomisk aktivitet

Servicesektoren tegnede sig for næsten tre fjerdedele af EU-27's samlede værditilvækst i 2019

Ser man på BNP fra produktionssiden, viser tabel 3 en oversigt over den relative betydning af ti økonomiske aktiviteter (som defineret af NACE rev. 2) med hensyn til deres bidrag til den samlede bruttoværditilvækst i basispriser.

Mellem 2009 og 2019 steg industriens andel af EU-27's værditilvækst med 0,7 procentpoint til 19,7 % og overhalede dermed handel og distribution, transport, overnatningsfaciliteter og restaurationstjenester som den største af de 10 aktiviteter. Handel og distribution, transport, overnatningsfaciliteter og restaurationstjenester som andel af den samlede bruttoværditilvækst var identisk i 2009 og 2019: 19,3 %. Den største stigning i denne periode (1,1 procentpoint fra 10,2 % til 11,3 %) blev registreret for liberale, videnskabelige, tekniske og administrative tjenesteydelser og hjælpetjenester — i det følgende benævnt forretningsservice — som overhalede aktiviteter i forbindelse med fast ejendom og dermed blev den fjerdestørste aktivitet. De eneste andre aktiviteter, for hvilke der også blev registreret en stigning, var aktiviteter i forbindelse med information og kommunikation (+0,3 procentpoint til 5,0 %) samt landbrug, skovbrug og fiskeri (+0,1 procentpoint til 1,8 %).

Den tredjestørste aktivitet i 2019 (opgjort i samlet bruttoværditilvækst) var offentlig forvaltning, forsvar, undervisning, sundhedsvæsen og sociale foranstaltninger, hvis andel faldt med 0,6 procentpoint til 18,7 % i 2019. De andre aktiviteter, for hvilke der ligeledes blev registreret en stor nedgang i deres respektive andel af den samlede bruttoværditilvækst var bygge- og anlægsvirksomhed ( 0,6 procentpoint til 5,6 %) og finansiering og forsikring ( 0,7 procentpoint til 4,5 %). For de to øvrige aktiviteter blev der registreret en svag nedgang i deres respektive andel: Aktiviteter i forbindelse med fast ejendom faldt med 0,1 procentpoint til 10,8 % (et fald fra fjerdestørste til femtestørste aktivitet), mens den næstmindste andel (lige over landbrug, skovbrug og fiskeri) blev udgjort af kunst, forlystelser og andre serviceydelser, hvis andel faldt med 0,3 procentpoint til 3,3 %.

Tabel 3: Bruttoværditilvækst i løbende basispriser, 2009 og 2019
(% af samlet bruttoværditilvækst)
Kilde: Eurostat (nama_10_a10)

Tjenesteydelser bidrog i 2019 med 72,9 % af EU-27's samlede bruttoværditilvækst, sammenlignet med 73,2 % i 2009. Den relative betydning af tjenesteydelser var særligt høj i Luxembourg, Malta, Cypern, Frankrig, Grækenland, Nederlandene, Belgien, Danmark og Portugal, hvor de tegnede sig for mere end tre fjerdedele af den samlede værditilvækst. I modsætning hertil tegnede tjenesteydelser sig kun for mellem 61 % og 66 % i Irland, Tjekkiet, Rumænien, Polen, Slovakiet, Slovenien og Ungarn, som alle registrerede forholdsvis store andele for industrien.

Forskelle i udviklingen i den økonomiske aktivitet i de seneste ti år

Strukturforandringer er, i det mindste delvis, en følge af fænomener såsom teknologiske ændringer, udviklingen i relative priser, outsourcing og globalisering og resulterer ofte i, at produktionsaktiviteter og visse tjenesteydelser (som kan leveres eksternt, f.eks. online eller gennem callcentre) flyttes til regioner med lavere arbejdskraftomkostninger både i og uden for EU-27. Flere aktiviteter blev særlig hårdt ramt af den globale finansielle og økonomiske krise og dens eftervirkninger, men for de fleste aktiviteter kom krisens virkninger primært mellem 2007 og 2009, dvs. inden de tidsserier, der er vist i graf 4 og 5.

Mellem 2009 og 2014 svingede den økonomisk produktion fra landbrug, skovbrug og fiskeri i EU-27 med ændringsrater fra 4,7 % til +5,4 %. Derefter var udsvingene mindre udtalte, med nedgange på 0,7 % og 1,1 % i henholdsvis 2015 og 2016 efterfulgt af tre års forholdsvis svage stigninger (mellem +0,4 % og +1,3 %) mellem 2017 og 2019. Samlet set var produktionen 5,0 % højere i 2019 end i 2009. I EU-27 steg industriens produktion 11,9 % mellem 2009 og 2011, da branchen kom sig efter krisen, men faldt igen med 2,3 % mellem 2011 og 2013. Herefter steg industriens produktion forholdsvis hastigt i de følgende fire år (mellem 2,4 % og 3,3 % pr. år) og mere beskedent (1,9 %) i 2018 for derefter at falde med 0,5 % i 2019. Industriens produktion var 24,5 % højere i 2019 end i 2009. Bygge- og anlægssektoren oplevede den dybeste og længstvarende afmatning efter krisen, idet branchens produktion faldt med 14,9 % i EU-27 mellem 2009 og 2013 (efter et fald også i 2008 og 2009), og produktionen faldt hvert år i denne periode. Det indebar, at stigningen på 1,6 %, der blev registreret for bygge- og anlægsvirksomhed i 2015 (der var ingen ændring i 2014), var det første år med vækst i otte år. Væksten fortsatte med mellem 1,3 % og 3,8 % frem til og med 2019. Til trods for denne seneste periode med vedvarende vækst var produktionen for bygge- og anlægsvirksomhed 3,4 % lavere i 2019 end i 2009 (og dermed væsentligt lavere end før krisen).

To tjenesteydelsesaktiviteter, nemlig information og kommunikation og fast ejendom, kunne opvise positive ændringsrater hvert år mellem 2009 og 2019. En lignende tendens blev registreret for forretningsservice, på nær i 2012, hvor der var en svag nedgang på 0,2 %, for offentlig forvaltning, forsvar, undervisning, sundhedsvæsen og sociale foranstaltninger, på nær i 2012, hvor der ingen ændring var, og 2013, hvor der var en svag nedgang på 0,1 %, samt for handel og distribution, transport, overnatningsfaciliteter og restaurationstjenester, på nær i 2013, hvor der var en nedgang på 0,5 %. Blandt disse var den største vækst samlet set mellem 2009 og 2019 for information og kommunikation, som i 2019 havde en produktion, der var 48,9 % højere end i 2009. Den mindst markante stigning var for offentlig forvaltning, forsvar, undervisning, sundhedsvæsen og sociale foranstaltninger (en samlet vækst på 9,5 %). For de to øvrige tjenesteydelsesaktiviteter — pengeinstitut- og finansvirksomhed samt kunst, forlystelser og andre serviceydelser — blev der registreret nedgang i produktionen i tre af årene mellem 2009 og 2019 og en forholdsvis beskeden samlet vækst for hele perioden på henholdsvis 5,4 % og 4,8 %.

I EU-27 blev der for alle aktiviteter på nær industrien indberettet vækst i bruttoværditilvæksten fra 2018 til 2019. De aktiviteter, der tegnede sig for den kraftigste vækst, var information og kommunikation (3,9 %) og bygge- og anlægsvirksomhed (3,4 %). Industriens produktion faldt med 0,5 %, og den mindst markante stigning blandt de øvrige aktiviteter var inden for landbrug, jagt, skovbrug og fiskeri (0,4 %).

Graf 4: Udvikling i real bruttoværditilvækst, EU-27, 2009-2019
(2010 = 100)
Kilde: Eurostat (nama_10_a10)

Graf 5: Udvikling i real bruttoværditilvækst, EU-27, 2009-2019
(2010 = 100)
Kilde: Eurostat (nama_10_a10)

Arbejdsproduktivitet

For at eliminere virkningerne af inflation kan arbejdsproduktivitet pr. ansat beregnes ved hjælp af data justeret for prisændringer. En analyse af arbejdsproduktivitet pr. beskæftiget person i faste priser (baseret på kædeindekserede mængder) i tiårsperioden 2009-2019 viser stigninger for de fleste økonomiske aktiviteter i EU-27, hvoraf den største produktivitetsforbedring sås for landbrug, skovbrug og fiskeri (med i alt 30,1 %), industrien (17,5 %) og information og kommunikation (22,8 %) – se graf 6. Bemærk, at en præcis sammenligning af niveauerne for arbejdsproduktivitet i faste priser mellem aktiviteterne kun kan analyseres for referenceåret 2010 på grund af kædeindekserede mængders manglende additivitet.

Graf 6: Real arbejdsproduktivitet, EU-27, 2009, 2014 og 2019
(1 000 EUR pr. beskæftiget person)
Kilde: Eurostat (nama_10_a10) og (nama_10_a10e)

Yderligere data om udviklingen i real arbejdsproduktivitet målt enten pr. beskæftiget eller pr. arbejdstime fremgår af tabel 4. Arbejdsproduktiviteten pr. beskæftiget person steg i faste priser mellem 2009 og 2019 i næsten alle medlemsstater i EU-27, idet kun Grækenland registrerede en nedgang (der foreligger ingen data for Malta). I samme periode steg arbejdsproduktiviteten pr. arbejdstime ligeledes i samtlige medlemsstater i EU-27 på nær Grækenland (igen foreligger der ingen data for Malta). Hvis der ses bort fra de medlemsstater, der har et brud i tidsserien (se tabel 4), blev de største stigninger (i procent) i begge disse målinger af real arbejdsproduktivitet registreret i Rumænien, Bulgarien, Estland og Letland, mens de mindske stigninger (når der ses bort fra Grækenland) blev registreret i Luxembourg og Italien.

Tabel 4: Real arbejdsproduktivitet, 2009, 2014 og 2019
Kilde: Eurostat (nama_10_gdp) og (nama_10_a10_e)

Udgifter til forbrug

For så vidt angår en analyse af udviklingen af BNP-komponenter fra udgiftssiden, kan det konstateres, at de endelige udgifter til forbrug i hele EU-27 udtrykt i mængde steg med 10,8 % mellem 2009 og 2019 (se graf 7) på trods af mindre fald i 2012 og 2013. Det offentliges endelige udgifter til forbrug steg noget mindre med 10,0 % mellem 2009 og 2019. I samme periode var bruttoinvesteringerne forholdsvis omskiftelige: De steg med 8,2 % mellem 2009 og 2011 og faldt med 8,1 % mellem 2011 og 2013 for derefter at stige med 26,9 % mellem 2013 og 2019. Væksten i eksporten oversteg væksten i importen mellem 2009 og 2013 og igen i 2017, mens importen steg mere end eksporten i fem af de seks år mellem 2014 og 2019. I perioden 2009-2019 steg eksporten med i alt 61,0 %, mens importen steg med 55,3 %.

Graf 7: Udvikling i reale udgifter til forbrug, bruttoinvesteringer, eksport og import, EU-27, 2009-2019
(2010 = 100)
Kilde: Eurostat (nama_10_gdp)

Efter at være faldet i 2009 steg udgifterne til forbrug i EU-27 igen i 2010 blandt husholdninger og nonprofitinstitutioner rettet mod husholdninger (med 0,9 % udtrykt i mængde) og forblev derefter uændret i 2011 (0,3 %), før de igen faldt i 2012 (0,9 %) og 2013 (0,5 %). Derefter steg disse udgifter fem år i træk, indledningsvis med stigninger fra 1,1 % til 2,2 %, som derefter aftog til 1,6 % i 2019.

I 2010 aftog vækstraten for offentlige udgifter i EU-27 udtrykt i mængde, og væksten forblev forholdsvis stabil (mellem 0,2 % og +0,4 %) mellem 2011 og 2013, før der igen var en svag vækst (mellem 1,0 % og 2,0 %) i perioden fra 2014 til 2019.

Investeringer

Trods en stigning på 2,0 % i 2011 har de faste bruttoinvesteringer i EU-27 ikke genvundet det tabte terræn efter deres drastiske fald i 2009 ( 11,3 %), og en negativ vækst indtraf igen i 2012 og 2013. Derimod sted de faste bruttoinvesteringer i EU-27 i perioden 2014-2019 med mellem 2,1 % og 5,6 % pr. år.

Graf 8: Årlig real ændring i BNP's udgiftskomponenter, EU-27, 2009-2019
(%)
Kilde: Eurostat (nama_10_gdp)

I løbende priser bidrog udgifterne til forbrug blandt husholdninger og nonprofitinstitutioner rettet mod husholdninger i 2019 med 53,2 % af EU-27's BNP, mens de faste bruttoinvesteringer tegnede sig for 22,5 % og det offentliges udgifter for 20,6 % og udlandskontoens vare- og tjenestebalance var 3,8 % (se graf 9).

Graf 9: BNP's udgiftskomponenter i løbende markedspriser, EU-27, 2019
(% af BNP)
Kilde: Eurostat (nama_10_gdp), (tec00009), (tec00010), (tec00011) og (tec00110)

Der var store forskelle mellem medlemsstaterne i EU-27 i investeringsintensiteten (se graf 10), og dette kan til dels afspejle forskellige faser af økonomisk udvikling samt vækstdynamikken i de senere år. I 2019 tegnede faste bruttoinvesteringer (i løbende priser) sig for 22,1 % af BNP i EU-27 og 22,0 % i euroområdet. Langt det højeste niveau sås i Irland (45,6 %), mens såvel Ungarn (28,6 %) som Tjekkiet (26,2 %) og Estland (26,1 %) lå over 25 %. Langt den laveste andel blev registreret i Grækenland (11,4 %).

Graf 10: Faste bruttoinvesteringer i løbende markedspriser, 2019
(% af BNP)
Kilde: Eurostat (nama_10_gdp)

Som det fremgår af tabel 5, blev de allerfleste investeringer i EU-27 foretaget af den private sektor. I 2019 udgjorde investeringer fra virksomheder og husholdninger 19,4 % af EU-27's BNP, mens den tilsvarende andel for investeringer fra den offentlige sektor var 3,0 %. Ungarn og Tjekkiet havde højest offentlige investeringer i forhold til BNP (begge 5,8 % i 2018), mens erhvervslivets investeringer var højest i Irland (19,1 %; data fra 2018), Tjekkiet (16,9 %) og Sverige (16,4 %) og husholdningernes investeringer var højest i Finland (7,2 %) og Cypern (7,1 %; data fra 2018). Husholdningernes investeringer (som en andel af BNP) var markant mindre i 2018 end i 2009 i Grækenland, Cypern, Spanien og Irland, mens de var markant større i Rumænien i 2019 end i 2009.

Tabel 5: Investeringer i løbende markedspriser, 2009, 2014 og 2019
(% af BNP)
Kilde: Eurostat (nasa_10_ki)

Indkomst

Det fremgår af en analyse af BNP i EU-27 med fokus på indkomstsiden, at fordelingen på produktionsfaktorerne af den indkomst, der kommer fra produktionsprocessen, var domineret af aflønningen af ansatte, som udgjorde 47,5 % af BNP i markedspriser i 2019. Den andel, som bruttooverskud af produktionen og blandet indkomst udgjorde, svarede til 40,6 % af BNP, mens andelen for skatter på produktion og import minus subsidier var 11,9 % (se graf 11). Irland havde den laveste andel for aflønning af ansatte i forhold til BNP (28,2 %) efterfulgt af Grækenland (34,7 %), mens der blev registreret andele på 50,0 % eller mere i Slovenien, Frankrig, Danmark og Tyskland (med den største andel på 53,6 %). I Irlands tilfælde er denne særligt lave andel et resultat af virkninger af globaliseringen.

Graf 11: Indkomstfordeling i løbende markedspriser, 2019
(% af BNP)
Kilde: Eurostat (nama_10_gdp)

Indkomstaggregaterne havde i 2011 genvundet de tab, de havde lidt under den finansielle og økonomiske krise. Indkomsten fra aflønningen af ansatte i EU-27 steg hvert år mellem 2009 og 2019 med i alt 30,5 % i hele perioden (i løbende priser). For så vidt angår bruttooverskud af produktionen og blandet indkomst, var den samlede vækst af samme størrelsesorden (+29,9 %), med stigninger hvert år i hele perioden på nær i 2012. Indkomsten fra produktions- og importskatter steg hvert år mellem 2009 og 2019 med i alt 43,1 % for hele perioden.

Graf 12: Udvikling i indkomster i løbende markedspriser, EU-27, 2009-2019
(2009 = 100)
Kilde: Eurostat (nama_10_gdp)

Husholdningernes forbrug

Husholdningernes udgifter til forbrug udgjorde i 2019 mindst halvdelen af BNP (i markedspriser) i 17 ud af EU's nuværende 27 medlemsstater. Denne andel var højest i Grækenland (65,2 %) og Cypern (63,9 %). Modsat var andelen lavest i Luxembourg (27,8 %), hvor husholdningerne ikke desto mindre havde langt de højeste gennemsnitlige udgifter til forbrug pr. indbygger (23 010 KKS; se tabel 6) selv efter justering for forskelle i prisniveau medlemsstaterne imellem.

Tabel 6: Husholdningernes udgifter til forbrug, 2009, 2014 og 2019
Kilde: Eurostat (nama_10_gdp) og (nama_10_pc)

Foruden Luxembourg var husholdningernes gennemsnitlige udgifter til forbrug pr. indbygger målt i KKS i 2019 også forholdsvis høje i Østrig (19 990 KKS) og Tyskland (19 450 KKS). Bulgarien var derimod den eneste medlemsstat i EU-27, hvor husholdningernes gennemsnitlige udgifter til forbrug pr. indbygger var under 10 000 KKS.

Ifølge en analyse af den reelle udvikling i husholdningernes gennemsnitlige udgifter til forbrug pr. indbygger i euro (baseret på kædeindekserede mængder) i perioden 2014-2019 blev mest markante vækst registreret i Rumænien, Bulgarien, Ungarn og Litauen. Østrig registrerede den laveste stigning i husholdningernes udgifter til forbrug pr. indbygger på gennemsnitligt 0,4 % hvert år i perioden 2014-2019, mens der også blev registreret gennemsnitlige stigninger på under 1,0 % pr. år i Luxembourg (0,5 %) og Grækenland (0,8 %).

Kildedata til tabeller og grafer

Nationalregnskaber og BNP: tabeller og grafer (på engelsk)

Datakilder

Det europæiske national- og regionalregnskabssystem (ENS) fastlægger metodologien for nationalregnskaber i EU. Den nuværende udgave, ESA 2010 (på engelsk), blev vedtaget i maj 2013 og har været anvendt siden september 2014. Den er i fuld overensstemmelse med de internationale retningslinjer for nationalregnskaber 2008 SNA. Bemærk, at de fleste af medlemsstaterne i EU-27 foretog en benchmarkrevision i perioden fra august til oktober 2019 For yderligere oplysninger, se Eurostats websted og navnlig dette dokument.

BNP og de vigtigste komponenter

Nationalregnskabernes vigtigste aggregater er sammenstillet ud fra institutionelle enheder, dvs. ikke-finansielle eller finansielle selskaber, den offentlige sektor, husholdninger og nonprofitinstitutioner rettet mod husholdninger.

Data på nationalregnskabsområdet omfatter oplysninger om BNP-komponenter, beskæftigelse, opsparing og aggregater for det endelige forbrug. Mange af disse variabler beregnes på årsbasis og kvartalsbasis.

BNP er den vigtigste størrelse i nationalregnskabet, som sammenfatter et lands (eller en regions) økonomiske situation. Det kan beregnes på forskellige måder: produktionsmetoden, udgiftsmetoden og indkomstmetoden.

En analyse af BNP pr. indbygger fjerner virkningen af befolkningens absolutte størrelse og gør sammenligninger mellem forskellige lande lettere. BNP pr. indbygger er en bred økonomisk indikator for levestandard. BNP-data i nationale valutaer kan konverteres til købekraftsstandarder (KKS) ved at bruge købekraftspariteter (KKP'er), der afspejler hver valutas købekraft, frem for at bruge markedets valutakurser. På denne måde elimineres prisniveauforskellene mellem landene. Mængdeindekset for BNP pr. indbygger i KKS er udtrykt i forhold til gennemsnittet for EU-27 (fastsat til 100). Hvis indekset i et land er højere/lavere end 100, er BNP pr. indbygger i dette land således over/under gennemsnittet for EU-27. Dette indeks er beregnet til sammenligninger på mellem snarere end sammenligninger over tid.

Beregningen af den årlige vækstrate for BNP ved brug af kædeindekserede mængder (reelle ændringer) sigter mod at muliggøre sammenligninger af dynamikken i den økonomiske udvikling både over tid og mellem økonomier af forskellig størrelse, uanset prisniveau.

Supplerende data

Økonomisk produktion kan også analyseres opdelt efter aktivitet. På det mest aggregerede analyseniveau til nationalregnskaber opereres der med ti forskellige NACE-positioner: landbrug, jagt, skovbrug og fiskeri, industri, bygge- og anlægsvirksomhed, handel og distribution, transport, overnatningsfaciliteter og restaurationsvirksomhed, information og kommunikation, finansiering og forsikring, fast ejendom, liberale, videnskabelige, tekniske og administrative tjenesteydelser og hjælpetjenester, offentlig forvaltning, forsvar, undervisning, sundhedsvæsen og sociale foranstaltninger, kultur, forlystelser og sport og andre serviceydelser samt ekstraterritoriale organisationer og organer.

En analyse af produktionen opdelt efter aktivitet over tid kan lettes ved at anvende mængdemåling (reelle ændringer) – med andre ord ved at deflatere produktionsværdien for at fjerne virkningerne af prisændringer. Hver aktivitet deflateres individuelt for at afspejle prisændringerne for de forbundne produkter.

Endnu et sæt nationalregnskabsdata anvendes i forbindelse med analyser af konkurrenceevnen, nemlig indikatorer for arbejdskraftproduktiviteten, såsom arbejdsproduktivitetsmål. Produktivitetsmål udtrykt i KKS er særlig interessante ved sammenligninger mellem lande. BNP pr. beskæftiget person har til formål at give et generelt indtryk af produktiviteten i de nationale økonomier Det bør dog bemærkes, at denne indikator afhænger af strukturen af den samlede beskæftigelse og kan mindske ved en overførsel fra fuldtids- til deltidsarbejde. BNP pr. arbejdstime giver et tydeligere billede af produktiviteten, idet hyppigheden af deltidsbeskæftigelse varierer meget mellem landene og aktiviteterne.

Årlige oplysninger om husholdningernes udgifter er tilgængelige fra nationalregnskaberne sammenstillet gennem en makroøkonomisk tilgang. En alternativ kilde til at analysere husholdningernes udgifter er husholdningsbudgetundersøgelsen: Oplysningerne for sidstnævnte fås ved at bede husholdninger om at registrere deres indkøb og er meget mere detaljerede i dækningen af varer og tjenester samt de typer socioøkonomiske analyser, der gøres tilgængelige. Husholdningsbudgetundersøgelsen foretages og offentliggøres kun hvert femte år, og det seneste referenceår, for hvilket der p.t. foreligger data, er 2015, selv om der i skrivende stund endnu ikke foreligger data for to af EU's nuværende 27 medlemsstater (Danmark og Frankrig).

Kontekst

Europæiske institutioner, regeringer, centralbanker og andre økonomiske og sociale aktører i den offentlige og den private sektor har brug for et sæt sammenlignelige og pålidelige statistikker som grundlag for deres afgørelser. Nationalregnskaber kan anvendes til forskellige former for analyse og evaluering. Brugen af internationalt anerkendte begreber og definitioner giver mulighed for at analysere forskellige økonomier, såsom den indbyrdes afhængighed mellem EU-medlemsstaternes økonomier eller en sammenligning mellem EU og tredjelande.

Analyse af konjunkturcyklusser og makroøkonomiske politikker

Et af hovedformålene med nationalregnskabsdata er at dække behovet for at understøtte europæiske beslutninger om økonomisk politik og nå målene for Den Økonomiske og Monetære Union (ØMU) ved hjælp af korttidsstatistikker af høj kvalitet, der kan bruges til at overvåge den makroøkonomiske udvikling og til at opstille retningslinjer for den makroøkonomiske politik. En af de mest basale og langvarige anvendelser af nationalregnskaber har f.eks. været at måle væksten i økonomien, dvs. væksten i BNP. Nationalregnskabernes nøgletal anvendes navnlig til at udvikle og overvåge de makroøkonomiske politikker, mens detaljerede nationalregnskabsdata også kan anvendes til at udarbejde sektor- eller branchespecifikke politikker, navnlig gennem en analyse af input-output-tabeller.

Siden indførelsen af ØMU'en i 1999 har Den Europæiske Centralbank (ECB) været en af hovedbrugerne af nationalregnskaber. ECB's strategi for vurdering af de risici, der truer prisstabiliteten, er baseret på to analytiske perspektiver, som kaldes "de to søjler": økonomisk analyse og monetær analyse. Et stort antal monetære og finansielle indikatorer vurderes således i forhold til andre relevante data, der muliggør en kombination af monetær, finansiel og økonomisk analyse, f.eks. de vigtigste nationalregnskabsaggregater. På den måde kan monetære og finansielle indikatorer analyseres sammenholdt med resten af økonomien.

Generaldirektoratet for Økonomiske og Finansielle Anliggender overvåger den økonomiske udvikling. EU har en årlig cyklus med samordning af de økonomiske politikker, det europæiske semester. Hvert år gennemfører Europa-Kommissionen en detaljeret analyse af EU-medlemsstaternes planer om budgetreformer, makroøkonomiske reformer og strukturreformer og giver dem henstillinger for de næste 12-18 måneder.

Generaldirektoratet for Økonomiske og Finansielle Anliggender udarbejder også Kommissionens makroøkonomiske prognoser fire gange om året (efterår, vinter, forår og sommer), som den samordner med det europæiske semesters årlige cyklus. Disse prognoser omfatter alle EU's medlemsstater med henblik på at udlede prognoser for euroområdet og EU, og de omfatter også ofte prognoser for kandidatlandene samt visse tredjelande.

Analysen af offentlige finanser ved hjælp af nationalregnskaberne er endnu en almindeligt anerkendt anvendelse af disse statistikker. I EU blev der udviklet et særligt anvendelsesområde i relation til ØMU'ens konvergenskriterier, hvoraf to direkte henviser til de offentlige finanser. Disse kriterier er blevet fastlagt på grundlag af nationalregnskabstal, nemlig det offentlige underskud og den offentlige gæld i forhold til BNP. Yderligere oplysninger findes i artiklen om statistikker over offentlige finanser.

Regional-, struktur- og sektorpolitikker

EU's national- og regionalregnskabsdata anvendes til andre politikrelaterede formål end til analyse af konjunkturcyklusser og makroøkonomiske politikker, navnlig i forbindelse med regionale, strukturelle og sektorspecifikke anliggender.

Fordelingen af strukturfondsmidler er delvis baseret på regionalregnskaber. Endvidere benyttes regionale statistikker til efterfølgende at vurdere regional- og samhørighedspolitikkens resultater.

En økonomi, der tjener alleer en strategisk prioritet for EU og medlemsstaterne. Til støtte for disse strategiske prioriteringer gennemføres der fælles politikker i alle EU's økonomiske sektorer, samtidig med at medlemsstaterne gennemfører deres egne nationale strukturreformer (på engelsk).

Europa-Kommissionen foretager økonomiske analyser, der bidrager til udviklingen af den fælles landbrugspolitik, ved at analysere effektiviteten af EU's forskellige støtteordninger og ved at udvikle et langtidsperspektiv. Dette omfatter forskning om og analyser og konsekvensanalyser af emner, der vedrører landbrug og økonomien i landdistrikterne i EU og i tredjelande, bl.a. ved brug af landbrugsregnskaberne.

Målsætning, benchmarking og bidrag

Politikker inden for EU fastsætter i stigende grad mellem- og langsigtede mål, uanset om disse er bindende eller ej. For nogle af disse bruges BNP-niveauet som en benchmarkfællesnævner, f.eks. ved at fastsætte et mål for forsknings- og udviklingsudgifter på 3,00 % af BNP (som er et af Europa 2020-målene).

Nationalregnskaberne bruges også til at bestemme EU's ressourcer ud fra de grundlæggende regler, der er fastsat i en rådsafgørelse. Det samlede beløb af egne ressourcer, der skal til for at finansiere EU-budgettet, fastsættes som de samlede udgifter minus andre indtægter, og den maksimale størrelse af egne ressourcer er forbundet med EU's bruttonationalindkomst.

Ud over at blive brugt til at bestemme budgetmæssige bidrag inden for EU bruges nationalregnskabstal også til at bestemme bidragene til andre internationale organisationer, såsom De Forenede Nationer (FN). Bidrag til FN-budgettet er baseret på bruttonationalindkomster og en række forskellige tilpasninger og begrænsninger.

Analytikere og eksperter

Nationalregnskaber anvendes i vid udstrækning af analytikere og forskere til at undersøge den økonomiske situation og udvikling. Arbejdsmarkedets parter, såsom repræsentanter for virksomheder (f.eks. brancheorganisationer) eller repræsentanter for arbejdstagere (f.eks. fagforeninger), har også en interesse i nationalregnskaberne med henblik på at analysere udviklinger, som påvirker forholdet mellem arbejdsmarkedets parter. Forskere og analytikere anvender blandt andet nationalregnskaberne til at analysere konjunkturudviklingen og til at analysere langsigtede økonomiske cykler og sætte disse i forhold til økonomiske, politiske og teknologiske udviklinger.

Direct access to

Noter

*Denne betegnelse indebærer ingen stillingtagen til Kosovos status, og den er i overensstemmelse med UNSCR 1244 (1999) og ICJ's udtalelse om Kosovos uafhængighedserklæring.